• Skip to primary navigation
  • Skip to content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Lokale Fortællinger

En Vores Brabrand blog

  • Forside
  • Musikken i Aarhus Vest: 10 kunstnere der repræsenterer dit hood
Her er du: Forside / Tæt på Brabrand / Skoleleder på Ellehøjskolen: ”Det har været vigtigt for os, at kommunikation er gået ordentligt igennem til forældrene”

Skoleleder på Ellehøjskolen: ”Det har været vigtigt for os, at kommunikation er gået ordentligt igennem til forældrene”

20. april 2021 by Tæt på Brabrand

Coronapandemien har skabt store udfordringer i samfundet. Folkeskolerne har stiftet bekendtskab med hjemmeundervisning, men også forudsætningen for dialogen mellem forældre og skole, har ændret sig. På Ellehøjskolen i Aarhus V har telefonopringninger til forældrene været et vigtigt led i den gode dialog mellem skole og hjem. 

På Ellehøjskolen har telefonopringninger været en vigtig del af dialogen med forældrene under coronanedlukningen (foto: Peter From Jacobsen)

Af Nanna Ryttersgaard

Den 11. marts 2020 lukkede Mette Frederiksen landet ned og åbnede op for en ny ukendt hverdag for mange danskere. Alle landets folkeskoleelever blev sendt hjem til en ny skoledag med hjemmeundervisning, og tusindvis af lærere skulle nu undervise på en ny og anderledes måde – nemlig online.

Med nedlukningen af landet måtte folkeskolerne også tænke kreativt i deres kommunikation med forældrene. Mange skoler har brugt kommunikationsplatformen Aula, andre skoler har sendt informationsvideoer ud på Facebook, men på Ellehøjskolen i Aarhus V har telefonen været det vigtigste redskab til en god dialog med elevernes forældre. 

God kommunikation i fokus

På Ellehøjskolen i Aarhus V er skolens knap 400 elever så småt ved at være tilbage på skolen på Jernaldervej 5 efter anden bølge med nedlukninger. Skoleleder på Ellehøjskolen, Helle Mønster, fortæller, at skolen løbende har været i dialog med forældrene under de to nedlukninger.

”Vi har brugt Aula til at dele informationer med forældrene, men vi har valgt også at prioritere at ringe rundt til forældrene,” fortæller skoleleder Helle Mønster.

Især telefonopringningerne til elevernes forældre har været vigtige, mener Helle Mønster.

”Det har været vigtigt for os at sikre, at kommunikationen er gået ordentligt igennem, og det er bare nemmere over telefon. Vi har i den seneste nedlukning været i kontakt med forældrene to til tre gange via telefon,” siger skolelederen. 

Helle Mønster slår fast, at god kommunikation med forældrene er af kæmpe betydning for skole-hjem-samarbejdet, og den tillid, der er mellem skolen og forældrene – med eller uden coronapandemien. 

Aula skal stå sin prøve

På landsplan er brugen af kommunikationsplatformen, Aula, også steget. Det har blandt andet haft den konsekvens, at platformen brød ned, da mere end 600.000 forældre forsøgte at få adgang til Aula umiddelbart efter statsministerens berygtede ord: “Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu” onsdag den 11. marts 2020. 

Da platformen blev lanceret i 2019, var det næppe med tanken om, at fysisk dialog en dag pludselig ikke skulle være muligt. Men med nedlukningen af samfundet under coronakrisen, har Aula været et nødvendigt led i kommunikationen med forældre. 

I en artikel af Jyllands Posten i april 2020 udtalte landsformand for Skole- og Forældre-interesseorganisationen for skolebestyrelsesmedlemmer i folkeskolen, Rasmus Edelberg, at kommunikationskanalen, Aula, kan komme styrket ud af coronapandemien.

“Det er nødvendigt med en fælles it-system til kommunikation,” udtalte Rasmus Edelberg til Jyllands Posten i april 2020. 

Aula havde dog en hård medfart, da kommunikationsplatformen blev lanceret som en erstatning for ForældreIntra og SkoleIntra. Målet med Aula er at styrke skole-hjem-samarbejdet, men platformen har mødt meget kritik i sin opstart. I forbindelse med lanceringen af platformen opfordrede regeringens stresspanel til en nedlukning af ForældreIntra og en aflysning af Aula, da platformen ifølge stresspanelets formand, Anette Prehn, var præget af “meddelelsesforurening” som stressede både forældre og lærere. 

Det skyldes, at med den sociale medie-inspirerede platform ændrer forudsætningerne for kommunikationen mellem skole og hjem, da skolen og forældrene pludselig kan være i dialog på alle tider af døgnet og forskudt af hinanden. 

Facebook fungerer ikke

Tilbage på Ellehøjskolen har coronanedlukningerne tydeliggjort, hvilke kommunikationsformer, der har virket – og hvilke der ikke har.

”I foråret forsøgte vi os med nogle informationsvideoer på Facebook i forbindelse med nedlukningen, men vi måtte konkludere, at vores forældre simpelthen ikke brugte Facebook til at få informationer fra skolen. Derfor skiftede vi hurtigt strategi, og vi har kun brugt Aula og telefon fremadrettet,” siger Helle Mønster.

På Ellehøjskolen har de desuden her i foråret afholdt skole-hjem-samtaler virtuelt, og de afventer i øjeblikket om den kommende skole-hjem-samtale bliver fysisk eller ej. 

Ellehøjskolen har også fået positiv feedback fra skolebestyrelsens forældrerepræsentanter i forhold til håndteringen af kommunikationen med forældrene.

”Vi har generelt fået meget ros for vores kommunikation med forældrene. Vi har fået at vide, at vi har kommunikeret tydeligt, og at det har været nemt at komme til informationer om de forskellige klasser men også skolen helt generelt,” fortæller skolelederen.

Filed Under: Tæt på Brabrand

Primary Sidebar

Kategorier

  • Aktuelt
  • Beskæftigelse og integration
  • Børn og unge
  • Brabrand bag facaden
  • Brabrand i fritiden
  • Brabrand i hverdagen
  • Brabrand på arbejde
  • Brabrand på farten
  • Brabrand Times
  • Brabrand under udvikling
  • Erhverv og byggeri
  • Gåtur
  • Græsrødderne
  • Kultur
  • Kultur og fritid
  • Religion
  • Social og sundhed
  • Tæt på Brabrand
  • Trafik og miljø
  • Vest for Ringvejen

Se øvrige blogge

Footer

Vores Brabrand
Engdalsvej 96
8220 Brabrand

voresbrabrand@gmail.com

CVR nr. 38776169

Søg på Vores Brabrand

  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved