• Skip to primary navigation
  • Skip to content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Lokale Fortællinger

En Vores Brabrand blog

  • Forside
  • Musikken i Aarhus Vest: 10 kunstnere der repræsenterer dit hood
Her er du: Forside / Brabrand på arbejde / Sådan holder kirkerne corona-påske i Brabrand

Sådan holder kirkerne corona-påske i Brabrand

31. marts 2020 by brabrandpaaarbejde

Brabrand Aarslev Kirker har helt særlige påsketraditioner. I år har coronavirussen fået præsterne til at tænke i nye – og ikke mindst smittefrie – baner.  

Af Nanna B. Christensen

Esben Andersen og hans to kollegaer forsøger at finde frem til, hvordan de som præster kan fejre påsken i tomme kirker. Tre søndage i træk har gudstjenesterne i Brabrand Aarslev Kirker været aflyst. Som alternativ har præsterne sendt videohilsner, hvor de reflekterer over den tid, vi står i:

”Det har været ambitionen at gøre det i en form, som er direkte og menneskelig, og forhåbentlig også personlig og overskuelig”, siger Esben Andersen.

Visningstallene for videohilsnerne nærmer sig 1.000. Esben Andersen er overrasket over, at der tilsyneladende er så mange, der følger med. Han tror, at de sociale medier spiller en positiv rolle i samfundet lige nu. Derfor forestiller han sig også, at præsterne vil lave en videohilsen til hver af helligdagene i påsken.

Skærtorsdag som take away

Skærtorsdag har Brabrand Aarslev Kirker tradition for at lave en måltidsgudsjeneste. En gudstjeneste, hvor man går i disciplenes fodspor, og mærker skærtorsdag på egen krop. Det kan de ikke i år, men Esben Andersen har fundet på nye ideer:

”Vi er i gang med at forberede et tilbud, hvor vi i samarbejde med et cateringfirma tilbyder, at man får leveret mad til sit hjem, og samtidig får en eller anden form for hilsen fra os.”

Nadverens indstiftelse skal altså stadig mindes, bare derhjemme. Samarbejdet med cateringfirmaet er et tiltag, som de laver sammen med flere andre kirker i området.

Trompetisten spiller stadig fra tårnet

Påskedagsmorgen plejer en trompetist at spille fra kirketårnet før og under gudstjenesten. Det synes Esben Andersen stadig han skal gøre, selvom der ikke er nogen gudstjeneste. Gudstjenesten erstattes af en videohilsen, som ifølge præsterne ikke behøver at være helt traditionel:

”Vi tænker, at en eller to af påskehilsnerne godt kan være noget musik, eller noget hvor vi ikke nødvendigvis er i kirkerummet.” 

Som alternativ til kirkerummet har de talt om at filme på kirkegården, eller andre steder, der svarer til indholdet. På den måde forsøger præsterne altså at fejre højtiden efter traditionerne, under de vilkår, der nu engang er.

Næstekærligheden er vigtig lige nu

Som et særligt påske-initiativ er præsterne i gang med at etablere en telefonkæde. Med telefonkæden vil de ringe hjem til dem, som de har en formodning om sidder mest isoleret lige nu. Samtidig skal det være et tilbud, hvor folk selv kan melde sig på kæden. På den måde håber de på at skabe en menneskelig kontakt hver dag:

”Der er én fra kæden, der ringer til mig hver formiddag, og lige hører om jeg er okay. Så får vi lige vekslet nogle ord om, hvordan vores dag ser ud i dag. Og så er der tilsvarende én, som jeg skal ringe til”, siger Esben Andersen

Den menneskelige kontakt forestiller han sig i særdeleshed er vigtig lige nu, hvor man er begrænset i at mødes og have besøg. Men ifølge ham er telefonkæden også et initiativ, der kan være brug for, når hverdagen bliver normal igen.

For at følge med i, hvordan de holder corona-påske i Brabrand Aarslev Kirker, kan man holde sig opdateret på deres hjemmeside: https://www.brabrand-aarslev.dk/. Her er de også i gang med at etablere en gåtursrute, med udgangspunkt i kirkerne.

Filed Under: Brabrand på arbejde

Primary Sidebar

Kategorier

  • Aktuelt
  • Beskæftigelse og integration
  • Børn og unge
  • Brabrand bag facaden
  • Brabrand i fritiden
  • Brabrand i hverdagen
  • Brabrand på arbejde
  • Brabrand på farten
  • Brabrand Times
  • Brabrand under udvikling
  • Erhverv og byggeri
  • Gåtur
  • Græsrødderne
  • Kultur
  • Kultur og fritid
  • Religion
  • Social og sundhed
  • Tæt på Brabrand
  • Trafik og miljø
  • Vest for Ringvejen

Se øvrige blogge

Footer

Vores Brabrand
Engdalsvej 96
8220 Brabrand

voresbrabrand@gmail.com

CVR nr. 38776169

Søg på Vores Brabrand

  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved