Brabrands lokale podcastgruppe og kvindeloge, 82DOBBELTX, snakker i deres nyeste afsnit om kvinders sikkerhed og om hashtagget #gørbyentryg. Det er til stor glæde for Malene Nielsen, der til dagligt lytter til podcasten.
Af Marco de Azevedo, den 15. april 2021
Den 3. marts 2021, kl 21:30 britisk tid forsvinder Sarah Everard på en gåtur på vej hjem fra en veninde. En uge senere finder man hende død. En politimand, der var til stede, da Sarah Everard forsvandt, anklages efterfølgende for kidnapning og mord.
Bortførelsen og drabet på Sarah Everard er sidenhen blevet startskuddet på en verdensomspændende debat om kvinders sikkerhed; en debat som kvindegruppen, 82DOBBELTX, fra Brabrand ikke er bange for at deltage i i deres podcast. De har en klar holdning: der skal gøres noget ved det. Det vækker stor begejstring for deres lyttere. En af dem er dramaturgistuderende, Malene Nielsen. Hun er glad for, at 82DOBBELTX tager hånd om debatten og belyser, at problemerne også er gældende herhjemme i Danmark.
”Der er brug for, at nogen tager debatten op herhjemme, så kvinder ikke skal gå rundt og føle sig utrygge, når de er udenfor”, fortæller Malene Nielsen.
Med som gæst på podcasten er filosof og feminist Rosa Engelbert Jensen, der er frivillig i Everyday Sexism Project Danmark. Hun var med til at starte det danske hashtag, #gørbyentryg, på de sociale medier.
I afsnittet diskuterer kvindelogen blandt andet den voldskultur, der er herhjemme blandt mænd. En del af denne kultur har ført til, at 9 ud af 10 voldssager bliver begået af mænd.
Hver for sig bidrager medlemmerne af 82DOBBELTX med forslag til løsninger, der kan forbedre kvinders sikkerhed i nattelivet. Halvironisk debatterer de om ”nøgler som knobjern”, men de er heller ikke bange for at komme med mere seriøse bud.
Pebersprayen er en ting, som 82DOBBELTX ikke mener burde være ulovlig. Det er netop en måde, hvorpå kvinder kan forsvare sig selv. Malene Nielsen erklærer sig enig:
”Jeg synes, at kvinder skal have muligheden for at kunne forsvare sig selv.”
Der er i 82DOBBELTX dog en klar holdning om, at voldskulturen bliver skabt hjemmefra og gennem manglende oplysning i skolen. Der er dertil enighed om, at når man har seksualundervisning i skolen, bør man også kunne lære eleverne at have forståelse for hinanden på tværs af køn og leve sit liv med omtanke.
82DOBBELTX afslutter afsnittet med et simpelt budskab og et ønske om en fremtidig ændring: ”Respekter hinanden – hvor svært kan det være?”.
Er du interesseret i at høre mere til kvinderne fra 82DOBBELTX, kan de findes på Spotify, Spreaker eller Apple Podcast under navnet 82DOBBELTX.