Chefredaktøren og skriverkarl på Vores Brabrand, Peter From Jacobsen, har nu bestyret Vores
Brabrand i mere end syv år, men meget er sket siden opstarten i 2017. En central del af fremdriften af Vores Brabrand ligger han ikke hos sine egne evner, men derimod hos jer, borgerne i Brabrand.
Af Mads Kofoged
Peter From vidste tidligt, at han gerne ville være journalist. Han var først i praktik på Fyens Stiftstidende i niende klasse og fandt hurtigt lysten til at leve af at fortælle historier. ”Jeg synes det er superspændende at se om man kan rokke en smule eller bidrage til samfundet på den her måde” fortæller han. Den daværende journalistaspirant søgte ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og blev optaget på andet forsøg. Før Peter From lavede Vores Brabrand, havde han både været erhvervsredaktør på Århus Stiftstidende og fagmedarbejder på hans uddannelsessted, hvor han blandt andet var i hele 19 år.
De første artikler fra Vores Brabrand kunne man kun finde på Facebook. Dengang var Facebook bedre egnet til udgivelse af artikler end det er i dag.
”Jeg havde besluttet mig for at starte på Facebook. Jeg ville ikke have nogen hjemmeside. Jeg havde en ide om, at jeg kunne mærke folk mere på Facebook”, fortæller Peter From.
”Så jeg kørte tre måneder på Facebook og det var endda i sommerferien. Det var bare at se hvad skete der. Folk var undrende og nogle syntes det var fedt. Det var skægt at komme i gang”. Hvad Vores Brabrands første artikel handlede om, kunne Peter From dog ikke huske.
Historien og hvor den kommer fra
Det føltes måske ikke som lang tid siden at kalenderåret sagde 2017. Det var det år Vores Brabrand blev oprettet. Peter From har dog lagt mærke til mange ændringer fra dengang og til dagen i dag.
”Det var en anden tid. Der er vildt, hvor hurtigt det er gået. Der var en ugeavis, som udgav en avis, der hed Aarhus Vest. Dygtige, gode folk. Nogle af dem er der endnu. Stadigvæk gode og dygtige. De har bare ikke så meget tid til at komme herud, som de har haft. Stiften var også stærkere dengang.”
Han fremhæver at der var mere kamp om historierne dengang på en anden måde. ”Det, jeg fortæller i dag, er jo sket over de sidste fem-seks år. Især at det virkelig er blevet svært for medierne at kunne følge med og aktivt opsøge historier. Det er virkelig, virkeligt vildt.”
De historier, som Peter From, selv fremhæver som han er stolte af, har et fællestræk. ”De historier, der er med til at sætte gang i noget, hvor folk griber muligheden for at være aktiv. Alle de historier, synes jeg er gode”.
Peter From nævner en konkret historie om byudvikling i Årslev, hvor en masse mennesker går sammen for at forhindre Aarhus kommune i at bygge ned til et naturområde, som folk er glade for og bruger i stor grad. Med hjælp fra Peter From og Vores Brabrand, går borgerne direkte til magten, og siger fra. ”Sådan nogle historier synes jeg altid er gode, altså som flytter noget. Det skal gøre at du får den her samtale om tingene, som gør at det bliver et bedre resultatet, end hvis man ikke har fået samtalen.”
Nedenfor kan du høre Peter From selv forklare om hvordan han selv ser sin rolle, som journalist og hvordan Vores Brabrand kan og bør indgå i lokalområdet.
Dem, der er tæt på selve historien
Peter From ser sin rolle i lokalområdet, som mere end blot en observatør og registreringsmaskine. ”Historier er i deres bedste tilfælde en proces. Jeg tror, at det er de færreste hjerner, som kan begribe en problemstilling med én historie.” Hertil understreger han hvordan mediernes dækning af emner ofte bliver for overfladiske, og at historierne ikke kan nå at bundfælde sig hos borgerne. ”Jeg tror tit at vores hjerne har brug for nogle nedslag, så over tid og over nogle uger vil du kunne gøre noget. Jeg har ikke noget imod at søsætte en historie, der på ingen måde er færdig. Det er en måde at åbne den”
Mens mange andre medier kritiseres for at bringe ’opdateres løbende ’-artikler, fungerer dette dog imidlertid rigtig godt for Peter From og Vores Brabrand.
”Så får jeg tit nogle interessante tilbagemeldinger. Det min første historie skal vise er, at jeg er optaget af det her. De vigtige og spændende problemstillinger kommer tit som follow ups fra folk der siger ’du kan også se det sådan her. Du kan også gøre det sådan her’ og så hjælper det mig videre.”
For Peter From handler det om en erkendelse af at arbejde med det vi har. Han siger tit ”vi”. Både når han snakker om Brabrand og Vores Brabrand. Han har selv ideer, men mange gange er input fra folk, som er det der gør, at han går den anden vej. Netop på grund af, at det er relevant for menneskerne i Brabrand.
”Der synes jeg trods alt, det er bedre at få de impulser fra dem, der er tæt på selve historien.”