Gellerup Forsamlingshus åbner endnu engang dørene op til et spændende og lærerigt event. Denne gang i samarbejde med Projekt Vinderkultur.
Af: Pernille Christensen
For syvende gang, siden sin opstart i marts sidste år, afholder signaturprojektet Gellerup Forsamlingshus et gratis onlineevent. Arrangementet er for unge mellem 18 og 30 år, og dørene er åbne for alle, der har lyst til at deltage.
Mahmoud Dirawi, børneudviklingsansvarlig i AGF, er vært på eventet og vil føre gæsterne igennem et oplæg og en samtale om vinderkultur. Udover at besidde værtsrolle kasketten så er Mahmoud også en af de ti unge frivillige, der står bag Gellerup Forsamlingshus.
Mahmoud Dirawi får selskab af antropolog og Ph.d. studerende ved Aarhus Universitet og Systematic A/S, Kasper Pape Helligsøe, og cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, Peter Bredsdorff-Larsen.
Eventet går i al sin enkelthed ud på, at de to herrer fortæller om samarbejdet mellem deres organisationer i jagten efter at definere, hvad vinderkultur er for en størrelse, hvordan man skaber og udvikler den, og hvad de to organisationer har lært af hinanden.
Et spændende og fascinerende projekt
Arrangørerne bag projektet i Gellerup Forsamlingshus glæder sig til at byde indenfor til et arrangement, der skal give gode redskaber med i rygsækken til, hvordan man skaber en vinderkultur.
”Det, som jeg håber at få ud af eventet, er, at vi får sat ord på, hvordan vinderkultur i lige så høj grad handler om, at den enkelte spiller også kan være en vinder. Så får vi forhåbentlig nogle redskaber til, hvordan man arbejder med vinderkultur i en organisation,” forklarer tovholder i Gellerup Forsamlingshus Pia Katballe.
Eventet er skabt ud fra en fascination af, hvad man kan lære af sportsverdens kultur.
”Noget af det, som jeg er fascineret af, er, at det jo ikke bogstavelig talt handler om at vinde. Det handler derimod om at skabe en kultur, som kan vinde. Og hvad vil det egentlig sige at være en vinder, hvis det ikke kun handler om at vinde? Det glæder jeg mig til at blive klogere på,” siger Pia Katballe.
Opmærksomhed omkring Gellerup Forsamlingshus
Eventet er for alle der har lyst til at deltage på tværs af landet. Men Pia Katballe håber særligt på, at lokalbefolkningen får øjnene op for, hvad det er, de foretager sig i Gellerup Forsamlingshus.
”Vi synes det er fedt, hvis der er nogle unge mennesker i Brabrand, der har lyst til at deltage. Men det handler mere om, at Brabrands beboere skal have øje på, hvad det er for nogle fede ting, der foregår for og med unge mennesker i lokalområdet.”
Og netop den opmærksomhed er en vigtig faktor for Gellerup Forsamlingshus, der er fortroppen til det, der forhåbentlig om nogle år bliver til Gellerup Højskole.
Eventet udskydes
Arrangementet var sat til at løbe af stablen torsdag d. 22. april, men Gellerup Forsamlingshus har set sig nødsaget til at udskyde eventet. Gellerup Sogn lukkede nemlig lørdag d. 17. april ned på grund af for høje smittetal.
”Vi kunne jo sådan set godt afholde eventet over zoom i stedet for. Men vi synes helt ærligt, at det er så fedt et arrangement, at vi gerne vil kunne invitere folk ind til det,” siger Pia Katballe.
For at eventet vil kunne foregå over zoom ville det også være nødvendigt at arrangørerne bag kunne være stede. Men efter nedlukningen af Gellerup Sogn er det ikke længere tilladt at være samlet op til ti personer indenfor.
”Vi har før afholdt arrangementer over zoom. Men forskellen har været, at værterne har kunne være på højskolen, og det må de ikke den her gang. Så nå hverken holdet bag eller værterne må være til stede, så vil vi hellere udskyde det,” forklarer Pia Katballe.
Følg med på Gellerup Forsamlingshus hjemmeside og hold dig opdateret på, hvornår den nye dato for eventet bliver meldt ud på.