City Vest har lanceret en ny app, som gør kundeoplevelsen mere personlig og belønner loyale kunder.
Af Pernille Christensen
Elsker du at shoppe gode tilbud? Og vil du gerne have nyheder fra din yndlingsbutik?
Så er der nu en endnu større grund til at shoppe dine indkøb i City Vest i Brabrand.
Storcenteret har nemlig lanceret en ny app, der gør det nemt og overskueligt at finde alle de gode tilbud. Samtidig opdateres den med spændende nyheder, og giver dig overblikket over konkurrencer og events, så du aldrig misser noget.
Center Marketing Manager hos City Vest, Anja Ballegaard, er meget positiv overfor den nye app, som allerede har været en stor succes.
”Appen har bestemt allerede været en stor succes, og vi håber, at mange flere vil bruge den. Så bliver det endnu sjovere både for butikkerne og kunderne,” forklarer Anja Ballegaard.
Et forsøg på at skabe loyalitet
Storcentreapps er blevet enormt populære, og efterhånden findes der ikke ét storcenter, som ikke tilbyder deres kunder en app.
Grunden til dette skyldes ifølge forskningschef hos Fremforsk, Marianne Levinsen, at centrene ønsker at købe loyalitet hos deres kunder:
”Det er jo blandt andet et forsøg på at gøre det nemmere at være kunde, og fra butikkernes side at kunne skræddersy noget til hver enkelte. Men samtidig er det i høj grad også et forsøg på at købe en form for loyalitet hos kunderne.”
Dog er Marianne Levinsen ikke sikker på, at alle kunder hopper på den idé:
”Spørgsmålet er dog hvor mange der egentlig føler en større loyalitet til centrene, bare fordi de downloader disse apps.”
Forbedrer kommunikation mellem butik og kunder
Mens Marianne Levinsen ikke er sikker på, at kunderne føler mere loyalitet på grund af appen, så mener Anja Ballegaard at City vest-appen besidder nogle kommunikative fordele, som både kunderne og butikkerne kan nyde godt af.
”Butikkerne får mulighed for at kunne kommunikere direkte til de kunder, som har vist interesse i deres butik og produkter. Det svarer jo lidt til at kunne ligge et personligt brev med nyheder og gode tilbud i kundernes postkasse – dette er bare meget smartere,” siger Anja Ballegaard.
Og netop denne fordel var i langt overvejende grad grunden til at City Vest oprettede appen.
”Vi har ønsket at blive tættere forbundet med vores kunder. Ved hjælp af appen kan vi kommunikere lige præcis det, en given kunde ønsker at høre fra os. Når man opretter sig, vælger man nemlig selv, hvilke butikker man vil høre fra, og dermed skærer man uinteressant information fra.”
En vigtig faktor
Netop på det punkt har City Vest-appen måske fat i den lange ende. For at skræddersy information til den enkelte kunde er ifølge Marianne Levinsen, en vigtig faktor for, at storcentreapps bliver en succes.
”Det er rigtig vigtigt, at man med de her apps formår at skræddersy informationerne til kunderne. Ellers bliver folk bare irriteret og melder det fra. Der er ofte så meget støj, salg og tilbud på de her apps, og kunderne gider i al sin enkelthed ikke spam Så informationen skal skræddersys til kunden.”
Af den grund, er der også mange kunder, som slet ikke føler at storcentreapps er tiltalende, forklarer Marianne Levinsen:
”Der findes jo forskellige kundegrupper. Nogen synes, at det er fantastisk, og andre gider det ikke. Så en app er ikke nok, hvis man gerne vil ramme alle kunder.”
Men selvom det ikke er alle kundegrupper storcentreappsene tiltaler, så går det dog ifølge Marianne Levinsen, godt med udbredelsen af storecentreapps.
”Jeg tror generelt, at det går meget godt. Der er mange, som downloader de her apps, fordi de kan få fordele ud af det. Så jeg tror, at det går stille og rolig fremad med udbredelsen af appsene.”
Appens betydning i lokalområdet
Det er ikke kun for de loyale kunder i City Vest, men også for de lokale beboere i Brabrand, at der er fordele ved at downloade appen, fortæller Anja Ballegaard:
”Vi har mange loyale kunder, og dagligt besøgende, som med stor glæde kan få mange fordele ud af at bruge appen, når de besøger os. Samtidig kan de optimere deres besøg yderligere, da man ofte kan få mere med hjem for pengene, hvis man husker at bruge appen, mens man er her.”
Appen gør det samtidig nemmere for beboerne i lokalområdet at støtte op om deres lokale detail- og specialvarehandel.
”Med City Vest appen har lokalområdet mulighed for at holde sig opdateret på de tiltag og tilbud der er i City Vest. Når lokalområdet støtter butikkerne, støtter de samtidig op om, at den lokale detail og specialvarehandel trives,” udtaler Anja Ballegaard.
Pointshop og personlige tilbud
Anja Ballegaard fortæller, at en af de funktioner som særligt har trukket kunder til appen, er pointshoppen.
I pointshoppen får kunderne 10 point pr. besøg, og appen registrerer helt automatisk, når kunderne besøger shoppingcenteret. Pointene giver adgang til gratis gaver, som kunden finder i appen. Jo flere point en kunde har, jo større gaver kan kunden vælge.
Men selvom pointshoppen er velbesøgt, er det ikke den funktion alene, som City Vest håber på, trækker kunder til appen.
”Vi ser at det, der trækker kunder til appen, er et sammenspil af det hele. Vi har blandt andet spændende tilbud, som kun fås gennem appen,” siger Anja Ballegaard.
Netop dette med specialtilbud, som kun kan fås gennem appen, er en tendens, som virkelig har sat sit præg på detailhandlen, forklarer Marianne Levinsen:
”Vi ser det samme med for eksempel Coop-appen. Der efterhånden sådan, at man skal have en app, for at kunne få tilbud. Der er nogen, som synes, at det er fantastisk. Og så er der nogen, som slet ikke gider det.”
Jo flere brugere jo flere tilbud
Ifølge Anja Ballegaard tegner det dog til, at de fleste City Vest kunder godt gider bruge appen. Appen har indtil videre været en stor succes, og det håber Anja Ballegaard, fortsætter fremadrettet:
”Vi håber, at mange vil downloade appen. Hvis man gerne vil støtte det lokale, er det en super god måde til at holde sig opdateret på, i forhold til de ting som man interesserer sig for.”
Appen kan hentes gratis i Google Play eller App Store ved at søge på City Vest.