• Skip to primary navigation
  • Skip to content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Lokale Fortællinger

En Vores Brabrand blog

  • Forside
  • Musikken i Aarhus Vest: 10 kunstnere der repræsenterer dit hood
Her er du: Forside / Tæt på Brabrand / MONTEM i Brabrand er med til at forme fremtidens by

MONTEM i Brabrand er med til at forme fremtidens by

19. april 2021 by Tæt på Brabrand

I kontorbygningen på Karen Blixens Boulevard 7 i Brabrand ligger virksomheden MONTEM. MONTEM  har store planer for verdens byer. Deres vision er nemlig at gøre borgerne mere kloge på den by, de bor i, så de kan træffe mere bæredygtige valg i hverdagen.

På kontoret i Brabrand arbejder seks ansatte, der er en blanding af fuldtidsansatte og studentermedhjælpere (foto: MONTEM)

Af Xenia Busk

Kunne du tænke dig at vide, hvor ren luften er, hvor du bor? Eller om du skal tage solcreme på, inden du tager afsted om morgenen? Det kan Brabrand-virksomheden MONTEM muligvis hjælpe dig med. De har nemlig udviklet målere, der indsamler data om blandt andet partikelforurening, støj, dagslys og luftfugtighed. 

”Vi siger egentlig, vi bygger fremtidens byer. Den måde vi gør det på, er hele den her smart city-tankegang: byen skal understøtte borgerne på flere måder, end den gør allerede. Vi har en vision om, at man gør byen mere intelligent.” Fortæller managing partner og senior produktudvikler hos MONTEM, Christian Ø. Laursen. 

En smart city er en by, hvor digitale løsninger og sensorer samler data ind om byen. Dataet skal bruges til at effektivisere den, og gøre den mere bæredygtig. Et eksempel kunne være i Oslo, hvor man har planer om at bygge en by, der kun bruger vedvarende energi, eller i Amsterdam, hvor lygtepælene bruger LED, som forbipasserende borgere kan skrue op for, når de kører forbi dem.  

 En vision om transparens

For MONTEM startede det hele med at Christian og hans samarbejdspartner Anders Høedholt, der er partner og senior produktdesigner hos MONTEM, søgte støtte hos NRGIs værdipulje. Værdipuljen åbner hvert forår og efterår for ansøgninger på projekter, der er innovative og bæredygtige. Om dette siger Christian:

”Vi kom med en vision for byen, og hvordan den skulle understøtte borgerne. For borgerne handler det ikke om at få en masse data, men om at få den information, man har brug for. Vi skrev en slags manifest. For at kunne prøve det af, skulle vi bruge nogle midler. Det var vi så heldige, at vi fik. Det var startskuddet.”

Det har ført til, at MONTEM har udviklet deres måleapparat, CityProbe 2, der er designet til at hænge på en lygtepæl. Måleren kører på solceller, og skal indsamle data om byen. Efter de er indgået i et samarbejde med Aarhus Kommune, hænger målerne flere steder i Aarhus. Dataet, målerne indsamler, bliver sendt til Aarhus Kommune. Meningen er så, at dataet skal blive tilgængelig for borgerne. Det hele bliver samlet på Cityflow, der er en platform, hvor man kan følge med i, hvor meget støj der for eksempel har været i et område i løbet af natten. 

MONTEMs måleenhed CityProbe 2, der hænger flere steder i Aarhus. De indsamler data om blandt andet støjniveau og lufttryk. (foto: MONTEM)

Ifølge Christian handler det om transparens:

”Som forbruger så ændrer man jo sine valg ud fra den viden, man har. Jo mere viden man har, jo bedre beslutninger kan du reelt tage. I stedet for at have en idé om, hvor der er mest partikelforurening henne, så kan man vide, hvor der faktisk er mest.”

Man kunne måske tro, at luftkvaliteten i byen vil være værre end på landet, men det er ikke altid tilfældet. Det har MONTEM erfaret gennem deres målinger:

”Det har meget med sådan noget som brændeovne at gøre. Ude i de små byer står det måske endnu værre til end i byerne. Man har måske en ide om, at det er bedre på landet. Der er frisk luft. Nogle gange kan man se, at det faktisk er bedre inde i byen.”

Internationalt samarbejde

MONTEMs produkter bliver ikke kun brugt i Aarhus. De har nemlig indgået samarbejde med flere andre byer, såsom Helsingborg i Sverige og Canberra i Australien. Der er mange skovbrande i Canberra, så dataet skal ikke nødvendigvis bruges til at forebygge, men til at hjælpe borgerne her og nu:

”Nogle af de steder, hvor man har skovbrande, er partikelkoncentrationen så høj, at man ikke kan tage på arbejde, og man kommer til at hoste. Der er det noget helt andet, når man får den her data. Det skal nærmere bruges til at mindske påvirkningen på helbredet.”

De har også fået støtte af ESA, det europæiske rumagentur. Fra dem får de satellitoplysninger, så de kan forstå forureningskilderne bedre. De skal altså bruge oplysninger fra ESA til at skelne mellem udefrakommende forurening, og forurening, der kommer fra byen selv.I februar 2021, så de for eksempel høje partikeltal.Det skyldes, at sand fra Sahara kom over byen og påvirkede partikeltallene. 

CityFlow er en visualisering af den data, CityProbe 2 indsamler. Man har mulighed for at se data fra en specifik måleenhed, både live-billeder, men man kan også gå tilbage i tiden. (foto: MONTEM)

Byernes fremtid og MONTEMs

Christian så gerne, at alle byer benyttede sig af deres målere:

”Vi så gerne, man havde det i alle byer for måske at ændre på deres vaner. Alle storbyer begynder at få sensorer. Sensorer er ikke smarte for sensorernes skyld. Det er det, man bruger dataet til. Det handler om at forstå flow af trafik og flow af mennesker, og konsekvenserne de kan have.”

Man kan altså, ifølge Christian, ikke regne med sensorer alene. Det er op til kommunerne at bruge dataet meningsfuldt og i sidste ende borgerne: 

”Det er ikke kommunen, der kan få folk til at ændre vaner. Det skal også komme fra borgerne selv.”

Filed Under: Tæt på Brabrand Tagged With: Cityflow, digitale løsninger, Karen Blixens Boulevard, MONTEM, Smart cities

Primary Sidebar

Kategorier

  • Aktuelt
  • Beskæftigelse og integration
  • Børn og unge
  • Brabrand bag facaden
  • Brabrand i fritiden
  • Brabrand i hverdagen
  • Brabrand på arbejde
  • Brabrand på farten
  • Brabrand Times
  • Brabrand under udvikling
  • Erhverv og byggeri
  • Gåtur
  • Græsrødderne
  • Kultur
  • Kultur og fritid
  • Religion
  • Social og sundhed
  • Tæt på Brabrand
  • Trafik og miljø
  • Vest for Ringvejen

Se øvrige blogge

Footer

Vores Brabrand
Engdalsvej 96
8220 Brabrand

voresbrabrand@gmail.com

CVR nr. 38776169

Søg på Vores Brabrand

  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved