I Brabrand trodser den kommunale organisation for specialpædagogiske børnetilbud fordomme og indfører nye redskaber i kampen mod en utryg hverdag for de ansatte.
Af Kasper Svinth Nielsen
Der er to fordomme på spil i denne artikel. Den ene omhandler kommunale sociale organisationer, som beklager sig over konstante beskæringer og fralægger sig ansvar, og peger på politikerne, når skylden skal placeres. Den anden omkring hippiemetoder, såsom mindfulness, som kun kan forstås af folk, der har været i Indonesien, og har fundet sig selv.
Begge fordomme bliver gjort til skamme.
Innovativ organisation
Det begynder ellers lidt i en hippieretning. I et mødelokale i Center for Specialpædagogisk Børnetilbud i Brabrand sidder to mænd. Lokalet er ikke som de traditionelle mødelokaler. Her er intet bord, ingen kontorstole eller ingen behagelig plads til computer, den må man sidde med på skødet. I stedet står lave simple lænestole rundt langs væggen, lidt som de stole man kan se stå i et sofahjørne på en cafe ved åen.
De to mænd er centerchef Mikael Carlsen og afdelingsleder Kasper K. Nielsen, begge fra Center for Specialpædagogisk Børnetilbud. De snakker om sammenhængen i deres organisation. Omkring den grundtanke, der styrer alle deres beslutninger.
De kalder det en innovativ organisation, og begreber som Gandhi-tid, fair proces og mindfulness går igen.
Gandhi-tid
Med et navn som ’Gandhi-tid’, giver begrebet et vink om østens mystik og brugen af røgelse og en rejse ind i sindet. Men hippievinklen holder ikke helt, for det er ikke rejsen, som er vigtig, det er målet.
For Gandhi-tid eksisterer ikke for, at personalet kan sidde i rundkreds og kaste en talebold rundt. Det er forbedringer, justeringer og andre trivielle organisationsbegreber, der styrer slagets gang. ”Gandhi-tid er en mental konstruktion. Det er en tid og et rum til ikke-planlagt fagligt samvær,” forklarer Mikael Carlsen.
Der er kun få regler som indrammer Gandhi-tid. De to mænd fortæller, at i det fiktive rum, er det meningen at personalet på centret, kan tale frit omkring faglige overvejelser og observationer, men man må ikke konkludere.
Så mens metoden måske kan lyde flyvsk eller, ja hippieagtigt, så er det resultatet, som er i fokus. Det er for øvrigt hverken centerchefen eller afdelingslederen, som har fundet på navnet. ”Det var den tidligere chef som havde været i Indien, og følte sig inspireret. Men Gandhi-tid har ikke noget at gøre med hverken Indien eller buddhismen, ” griner Mikael Carlsen.
Trin Nul
Et andet begreb, som fylder ved Center for Specialpædagogisk Børnetilbud, er ’fair proces’. Her har navnet igen en klang af rundkreds og pædagogisk pladder. Men grundlæggende handler det om, at nye beslutninger eller ændringer altid har et ”trin nul”.
Før en beslutning eller ændring skal indføres, er grundtrinnet altid at inddrage de personer som vil blive påvirket af ændringerne. ”Det giver svar på det som ikke er blevet spurgt,” fortæller Mikael Carlsen inden han fortsætter: ”Kun ved at spørge de, som arbejder med det til dagligt, kan man få indsigt i, hvilke relevante spørgsmål og dermed svar, man bør fokusere på.”
Status på fordomme
Okay, så Gandhi-tid og fair proces, er måske ikke så som først forventet pædagogiske og ’føle-føle’, som man ud fra deres navne måske først kunne tro. Men mindfulness, det klinger stadig lidt af hippie-tendenser, eller hvad?. Og Center for Specialpædagogisk Børnetilbud er stadig en kommunal organisation, som har oplevet beskæringer og er blevet bedt om at løbe hurtigere, for færre penge. Og det vil de garanteret gemmer sig bag. Fordommene står stadig. Lidt endnu.
Bedre og billigere
Men ak. Det varer kun kort. Det er afdelingsleder Kasper K. Nielsen, som sender første slag mod fordommene. Til spørgsmålet om, de løbende beskæringerne ikke har betydet mere stress for personalet svarer han: ”Det handler ikke om, at vi er en kommunal organisation, som mangler ansatte. Det handler om, at vores ansatte er i kompliceret hverdag, hvor de lever med trusler, fysisk modstand og et højt konfliktniveau,” fastslår han.
Centerchef Mikael Carlsen sender næste slag.
”Vi fik i 2011 en ny omgang beskæringer. Men så sendte vi et brev til vores direktør. I brevet beskrev vi, hvordan vi, ikke bare ville imødekomme de nye beskæringer, men både gøre det bedre og billigere,” fortæller Mikael Carlsen.
”Det gør ikke noget at sige ’det skal vi’. Det handler mere om hvordan vi så skal gøre det,” forklarer han.
Mindfulness som redskab
Én af de tiltag som centret har taget i brug, for at gøre tingene bedre og billigere, er mindfulness. Desværre for fordommenes sidste svage hjerteslag, er det heller ikke her hippie-ideologi kommer ind. For mens mindfulness bruges til at finde balance for centrets personale, er det igen formålet som er vigtigst.
”Vi bruger mindfulness fordi vores personale arbejder med så kompliceret og udfordrende sager, hver dag. De har brug for at være fokuseret tilstede i nuet, og det hjælper mindfulness med,” forklarer Mikael Carlsen.
”Det har ikke noget med religion eller noget spirituelt. Vi bruger det for at gøre vores ansatte i bedre stand til at arbejde med de svære opgaver de har,” fastslår han.