Otte ældre samles hver onsdag i en spisegruppe på Lokalcenter Brabrand. Her får de varmt mad og samvær, som de måske ikke ville få derhjemme.
Af Anna Raahauge, Camilla Larsen og Frederik Østergaard
“Vil du lige række mig sovsen?” spørges der ud i rummet, mens duften af nybrasede kartofler breder sig. Otte ældre sidder rundt om et pænt dækket bord med orange dækkeservietter og en rosenfyldt blomsteropsats. Lizzy sidder som sædvanligt på hjørnet, netop der har hun bedst plads til at parkere sin rollator. De andre har placeret sig tilfældigt.
Sådan sidder de hver onsdag middag, hvor de mødes I Lokalcenter Brabrands spisegruppe. Eller næsten hver onsdag, forklarer Ellen, der er frivillig på lokalcentret og altid sørger for at dække bord og sætte mad frem til gruppen.
“I sidste uge var der påskeferie, så der var ingen spisning,” uddyber hun, inden hun bliver afbrudt af Jytte: “Nej, så måtte Preben jo klarer sig uden os.”
Center for zumba, strikning og spisning
Preben er den eneste mand i selskabet, men det lader han sig ikke gå på af. Han nyder at mødes med de andre på Lokalcenteret, og han værdsætter den daglige gåtur derhen.
“Man skal holde sig i gang,” pointerer han flere gange.
Den eneste faste beboer Ingrid kommer også på gåben. De andre damer kommer med bus, fordi de har længere til centret, fortæller Ellen, og uddyber: ”Et lokalcenter er ikke kun for beboere, men for alle.”
Hun påpeger, at enhver kan benytte sig af centerets forskellige aktivitetstilbud som strikning, zumba og spiseklubber. Fællesspisningen onsdag og torsdag er dog fuldt booket. I stedet kan frokostsultne købe mad i cafeen, hvor der altid er en ekstra plads.
Ingrid undrer sig over, hvorfor mange folk tager deres købte mad med hjem, i stedet for at sidde sammen med andre og spise i cafeen. “Det er dumt,” mener den ældre dame, der sætter pris på at nyde sin mad sammen med andre.
En sludder for en sladder
Alle i spisegruppen bor alene, og derfor er Lokalcenteret et godt sted at mødes for at vedligeholde snakketøjet.
De sludrer om alt fra nedrivning af frisøren Salon Fleur i Brabrands hovedgade til lumske vaskemaskiner, der sluger penge, og videre over til nostalgiske erindringer om dengang, der lå et møntvaskeri og en bank på hvert et gadehjørne. Snakken går, mens fadene bliver sendt rundt, og maden fortæret.
Lizzy prikker lidt til kyllingen med sin gaffel. ”Den er lidt tør,” konkluderer hun.
Social samvær skaber lyspunkter
Dagens ret består af stegt kylling med brasede kartofler, flødepaprikasovs og salat, og bortset fra Lizzys kommentar, virker den til at falde i god jord.
“Jeg tror aldrig, at jeg har fået mad her, som jeg ikke kan lide. Og jeg er endda kræsen,” fortæller Preben, inden han afbrydes af Kirsten: “Jeg har prøvet en gang, hvor jeg meldte afbud på grund af maden. Det var stegt lever.”
Maden er ikke det vigtigste for de otte ældre. Det er fællesskabet om maden, siger Jytte, og fortsætter: “For mig er spisegruppen et lyspunkt i ugen.”
De andre i gruppen har det på samme måde.
“Jeg var syg i sidste måned, og da jeg så kom tilbage, sagde de andre, at de havde tænkt på mig. Det er virkelig dejligt at vide, at der nogle som bekymrer sig om én,” fortæller Elsa.