• Skip to primary navigation
  • Skip to content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Lokale Fortællinger

En Vores Brabrand blog

  • Forside
  • Musikken i Aarhus Vest: 10 kunstnere der repræsenterer dit hood
Her er du: Forside / Aktuelt / Menighedsrådsmøde: Brabrands kirke ser mod grønnere veje

Menighedsrådsmøde: Brabrands kirke ser mod grønnere veje

15. april 2021 by frederik

Foto: Peter From Jacobsen

Tirsdag den 13. april var der virtuelt menighedsrådsmøde mellem Sdr. Årslev Sogn og Brabrand Sogn. Men hvad sker der egentlig i sognene i disse dage? Vi har snakket med Lise Lotte Andersen, formand for Brabrand Kirkes Menighedsråd. Læs med her, og få et overblik over samt et indblik i, hvad der rører sig for tiden i Brabrand kirke.

Af Frederik Philip Middelhede Lei og Mette Marie Pedersen, d. 15. april 2021

Henover foråret er Danmark så småt begyndt at åbne op. Uddannelsesinstitutioner, forretninger og frisører har fået lov til lukke kunderne indenfor – med håndsprit ved indgangene og et visirbeklædt personale ved kassen.

Fra Brabrand kirkes kridhvide klokketårn kan et forårslys nu også anes, i takt med at resten af samfundet langsomt åbner op. I aprilsolen har vi nu god mulighed for både at kigge tilbage på nogle kolde og svære måneder, men også at se frem mod en varmere og forhåbentlig mere glædesfyldt tid.

”Det har selvfølgelig været svært,” fortæller Lise Lotte Andersen, formanden for Brabrand Menighedsråd, da snakken falder på den kirkelige aktivitet under Covid-19. ”Men vi har lagt hovedet i blød, og der er faktisk blevet gjort en del,” fortsætter hun.

Kreativ kommunikation i kirken

Under epidemien har menighedsrådet og kirkens præster været nødt til at finde på innovative løsninger for at kunne nå menigheden – både med arrangementer og med kontakten til de mennesker, der har brug for en snak i ny og i næ.

”I starten da der var lukket helt ned,  lavede præsterne nogle små videoklip, som faktisk stadig ligger på vores hjemmeside. Vi gjorde det også til jul, hvor vi lavede prædikener på video,” fortæller menighedsrådsformanden.

Men ikke bare prædikener og ord er blevet delt ud fra kirkens side. Også opmuntrende små pakker har i løbet af nedlukningen fundet vej til de trængende. Blandt andet kunne sognets børn tilbage i december modtage en krea-pose hver adventssøndag op til jul med små ting og sager i.

”Vores præster har været på vores lokalcentre og vores plejehjem med påskeæg og en blomst til påske,” beskriver Lise Lotte Andersen og fortsætter, ”og til høstgudstjenesten, der delte vi små glas med honning ud. Præsten havde skrevet en lille hilsen, som blev delt ud sammen med honningen.”

Honningen kommer i øvrigt fra de lokale bier. De holder til ved de bi-venlige blomsterbede, som kirken har fået plantet rundt omkring på kirkegården.

Normalt bliver stadepladsen nær Brabrand Sø benyttet til at fejre Sankthans. I år vil der dog forhåbentlig også være mulighed for at blive døbt i det fri. Foto: Peter From Jacobsen

Håbet og forårslyset er lysegrønt

I den nære fremtid står kirken overfor en række forskellige klassiske arrangementer, der i takt med vejrets forskønnelse og landets åbning, langsomt kan rykkes udenfor. Blandt andet arbejdes der på muligvis at kunne afholdes to udendørsdåb ved stadepladsen nær Brabrand sø.

”Det er en traditionel dåb, der bare foregår udendørs,” forklarer Lise Lotte Andersen og beskriver videre, ”Vi har jo et efterslæb, fordi der er en del børn, hvor forældrene har udsat dåben på grund af Corona.”

Ikke blot dåben rykker udenfor, men det samme er konfirmandundervisningen, der tidligere har foregået virtuelt, men som nu langsomt kommer til at foregå i det fri.

Den bæredygtige kirke

Det er dog ikke kun den nære fremtid, der står i håbets grønne tegn, men også kirkens bane på længere sigt. I løbet af 2021 er det nemlig besluttet, at Brabrand kirke skal arbejde på at blive en grøn kirke.

Grøn kirke er et netværk af kirker, som siden 2009 har søgt at fremme miljø- og klimabevidstheden i det danske kirkesamfund ved at lave en 48-punkts tjekliste med bæredygtige mål, som de enkelte kirker kan søge at arbejde efter. Hvis en kirke opfylder mindst 25 punkter på tjeklisten, kan den kalde sig en grøn kirke.

I løbet af 2021 holder Brabrand kirke fokus på disse mål og søger både gennem tjeklisten og menighedsrådets egne overvejelser, at gøre kirken mere bæredygtig.

”Vi har simpelthen nedsat et udvalg, der hedder grøn kirke-udvalget,” fortæller menighedsrådsformanden.

”Alle de spørgsmål på tjeklisten, vi ikke kunne svare ja til, og de ting vi selv havde tænkt, at vi kunne gøre noget mere ud af, dem har vi taget op til overvejelse. Derfor har vi lavet et grøn kirke-udvalg, som så skal arbejde videre med det,” fortsætter den entusiastiske formand.

Kirken er dog allerede godt på vej med en masse kreative, bæredygtige tiltag, som eksempelvis biernes plads på kirkegården, miljøvenlige rengøringsmidler i kirketjenernes kosteskabe og afskaffelsen af sprøjtemidler på kirkegården.

I fremtiden søger kirken mod nogle lidt større tiltag, som muligvis vil kræve en anlægsbevilling fra provstiet.

”Vi skal have nyt tag på vores kapel til næste år. Derfor har vi lige besluttet, at vi vil arbejde på, at det måske kan blive lavet af solcelletegl,” fortæller Lise Lotte Andersen, ”og vi har også planer om ladestandere til elbiler,” tilføjer hun.

Ikke bare det nære forårshåb er altså lysegrønt hos Brabrand kirke, men også i høj grad det langsigtede fremtidshåb.

Filed Under: Aktuelt, Græsrødderne Tagged With: Brabrand Kirke, Grønne tider, Honning, Lise Lotte Andersen, Menighedsrådet, Stadepladsen

Primary Sidebar

Kategorier

  • Aktuelt
  • Beskæftigelse og integration
  • Børn og unge
  • Brabrand bag facaden
  • Brabrand i fritiden
  • Brabrand i hverdagen
  • Brabrand på arbejde
  • Brabrand på farten
  • Brabrand Times
  • Brabrand under udvikling
  • Erhverv og byggeri
  • Gåtur
  • Græsrødderne
  • Kultur
  • Kultur og fritid
  • Religion
  • Social og sundhed
  • Tæt på Brabrand
  • Trafik og miljø
  • Vest for Ringvejen

Se øvrige blogge

Footer

Vores Brabrand
Engdalsvej 96
8220 Brabrand

voresbrabrand@gmail.com

CVR nr. 38776169

Søg på Vores Brabrand

  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved