I udkanten af Brabrand, inde bag de mange træer, gemmer sig en lille historisk perle af et kultur- og forsamlingshus. Her ligger Brabrands gamle gasværk, som danner rammen for ugentlige øveaftener og årlige forestillinger for den lokale teaterforening, Vester Gasværk. Her er plads til alle, og til masser af grin og gas.
Af: Stine Kjeldsen
Mandag aften d. 8. april, triller flere biler ind på parkeringspladsen bag det gamle gasværk i Brabrand. Sådan kommer de til at gøre de næste mange mandage indtil slutningen af oktober, hvor teaterforeningen Vester Gasværks forestilling har premiere.
I døren står bestyrelsesformand Jørgen Sørensen, som har været med i foreningen siden dens start i 1995. Stolt viser han mig rundt på Det Gamle Gasværk, som bl.a. huser teaterforeningen, samt andre lokale foreninger. Gasværket blev gennemrenoveret i 2001/02, og indeholder nu både scene, to store sale, kostume- og teknikrum og industrikøkken. De gamle træspær er bibeholdt, der er højt til loftet og man fornemmer stadig bygningens industrielle fortid.
Årets forestilling hedder…
Vester Gasværk spiller i år forestillingen ’Vimmersvej’, hvor historien tager sit udgangspunkt i Flemming ’Bamse’ Jørgensens sangkatalog. I år har foreningen købt en færdigskrevet forestilling hos Teaterforlaget. Før i tiden har de også haft stor succes med selv at skrive manuskript til forestillingerne, men i år blev drømmen om en forestilling med Kim Larsens musik, brast af ophavsrettigheder.
”Vi var lidt på bar bund, derfor blev vi nødt til at gå ind og finde et færdigskrevet stykke på teaterforlaget. Bestyrelsen har så valgt, at det skulle være det her der, fordi det lå længst op ad os. Det var en forestilling vi kunne se os selv i, og hvor vi også ved at vi kan gøre det sjovt for publikum.” fortæller Jannie Mariager Simonsen.
Første gang som instruktør
Som klokken nærmer sig syv, stimler det til med mennesker omkring det opsatte langbord på Gasværkets scene. Der er spænding i luften da manuskripterne deles ud, det er nemlig i aften der er læseprøve på ’Vimmersvej’. Til læseprøven mødes de 15 skuespillere, og læser manuskriptet igennem for første gang, som de roller instruktør Jannie Mariager Simonsen har givet dem.
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at det var Jannie Mariager Simonsen der skulle sidde i instruktørstolen i år. Hun har siden 2003, været med som skuespiller i Vester Gasværk. Men til et bestyrelsesmøde blev det tydeligt at der manglede en instruktør, og her kom Jannie til at sige at det kunne hun da godt hvis ikke der var andre der meldte sig. Jannie Mariager Simonsen blev taget på ordet, og sådan gik til at det i år er hende der kan sætte sig til rette i instruktørstolen. En opgave hun er meget spændt på.
Fællesskabet trækker
Der er ikke nogen tvivl om, at i Vester Gasværk kender og vil de medvirkende hinanden. Der grines meget og tit under læseprøven. Og i pausen efter læseprøven går snakken på kryds og tværs over en kop kaffe og et stykke kage.
Spørger man Jannie Mariager Simonsen hvorfor hun år efter år vender tilbage til de skrå brædder i det gamle gasværk, svarer hun klart:
”Det er vores sammenhold, vores grin, vores kendskab til hinanden og at vi alle sammen brænder for skuespillet. Og fordi der er plads til alle, og det skal der være.”
Fællesskabet er da også det, der i sidste ende gjorde at hun turde sige ja til instruktørtjansen i år.
”Det er ene og alene fordi jeg ved at de hjælper mig på vejen, så jeg er helt tryg ved det.”
Kom med til læseprøve, og hør skuespiller Ann Tind Østrup fortælle om fællesskabet i Vester Gasværk:
Og spørger man bestyrelsesformanden Jørgen Sørensen, hvad han oplever at det giver medlemmerne at være med i foreningen, svarer han prompte:
”Det giver utrolig mange hyggelige timer, og mange gode grin. Jeg oplever også at vi alle sammen hjælper hinanden. Vi er her på lige fod. Det er ikke finere at stå på scenen, end det er at lave kaffe. Jeg oplever at alle kommer med et åbent sind og giver en hånd med der, hvor det er nødvendigt.”
Selvom hyggen og de mange grin i foreningen er vigtig, så handler det også om at producere en forestilling som foreningen er stolte af, og kan stå ved.
”Det skal være sjovt at lave noget sammen, men som også holder. Den gammeldags dilettant, hvor den lokale slagter står på scenen og ikke kan sine replikker, det gider publikum ikke længere. Der skal også være noget kvalitet i det.” siger Jørgen Sørensen med et smil.
Mangler frivillige
Selvom øveaftenerne er begyndt, er det ikke for sent, hvis man gerne vil nå at være en del af Vester Gasværks fællesskab. Jannie Mariager Simonsen fortæller at foreningen mangler frivillige til blandt andet at hjælpe med at tage imod billetter til forestillingerne, lave kostumer eller at sørge for at der er kaffe på kanden. Man kan kontakte foreningen på deres hjemmeside, hvor man også kan finde datoer for øveaftenerne.