33-årige Maryan Noor Adan har været Bydelsmor i et år. Hun kom alene til Danmark fra Somalia for over 10 år siden. Som Bydelsmor er hun med til at bekæmpe ensomhed blandt minoritetsetniske kvinder i Brabrand.
Af Zelda Eleanor Rasamanickan
Da Maryan Noor Adan kom til Danmark, var hun 20 år gammel. Forskellen på Somalia og Danmark var stor. Maryan kom fra en stor familie, og nu var hun helt alene. På trods af det har Maryan været god til at klare sig selv.
”Man bliver hurtigt voksen, og man vokser som menneske, når man skal gøre alt selv. Jeg skal ikke sidde og vente på, at nogen kommer og redder mig. Jeg kan selv klare det. Når jeg kan klare mig selv, kan jeg også hjælpe andre.”
Man kan meget, når man ikke er gift
Maryan bliver ofte spurgt om, hvorfor hun ikke er gift endnu. Med et grin fortæller hun, at nogle endda har spurgt, om hun er syg, siden hun ikke er blevet gift. Det er en af kulturforskellene mellem Somalia og Danmark. Det er ikke almindeligt at være ugift i hendes alder. Nogle kvinder har også forsøgt at sætte hende sammen med mænd i området. Men Maryan foretrækker at være ugift.
”De snakker nogle gange for meget om det. ’Har du brug for hjælp?’ Nogle gange bliver det for meget, og jeg siger fra. Folk siger: ’Du er alene, du skal ikke være alene.’ Men når jeg er alene, kan jeg fokusere på mig selv. Jeg har kunnet fokusere på at lære det danske sprog og komme ind i samfundet og uddanne mig. Så du føler dig ikke alene, når du har nogle mål.”
Bydelsmødrene bekæmper ensomhed
Maryan har været Bydelsmor i over et år. Man tager en grunduddannelse igennem tre måneder for at blive det. Hun hørte om uddannelsen igennem de andre kvinder i området. Uddannelsesforløbet har været meget givende.
”Det var faktisk godt. Der kommer rigtig mange, der fortæller om sundhed, om det psykiske område og om tabuer vi ikke snakker om fx psykiske sygdomme. Der var også noget om kommunikation. Hvordan vi kommunikerer som mennesker. Det gav virkelig god mening.”
Som Bydelsmor er Maryan med til at bekæmpe ensomhed hos sig selv og andre minoritetsetniske kvinder i Brabrand. Efter hun er færdig med sit arbejde som social- og sundhedsmedhjælper, kan man næsten dagligt finde Maryan i beboerhuset, som i daglig tale kaldes Laden. Maryan fortæller ofte de andre kvinder i området, at de skal huske at komme ud af hjemmet og være sammen med andre kvinder.
”Efter arbejde er mange trætte, og de har ingen motivation for at lave noget. Men så vænner man også kroppen til at tænke ’efter arbejde, er det bare hjem’. Så lukker du dig inde og sidder alene. Det er meget bedre at komme ud og snakke med andre her i Laden. Bare få en god snak og en kop kaffe.”
Maryan er altid i gang
Selv når hun er derhjemme, har Maryan travlt. Hun er god til at holde sig selv beskæftiget med forskellige ting.
”Jeg har selv købt masser af forskellige små træer og jord, fordi jeg meget gerne vil lære, hvordan man dyrker planter. Selvom jeg ikke ved det, så ser jeg det på Youtube. Jeg vil bare blive bedre til noget eller lave små aktiviteter. Jeg går også til svømning, træner og går ture.”
Ved spørgsmålet om hun ønsker at blive gift på et tidspunkt, udtrykker hun, at det ikke haster for hende.
”Det kommer.”
Bydelsmødrene spreder viden
Maryan synes, at andre kvinder burde blive en del af Bydelsmødrene, hvis de gerne vil lære noget nyt og være med til at bekæmpe ensomhed.
”Jeg har faktisk lært meget om kvinder og de sygdomme, der kan ramme os. Vi snakker tit om brystkræft eller livmoderhalskræft. Der kommer ofte nogle fra sygehuset, der fortæller os om, hvordan vi bekæmper kræft, og hvilke former der er. ”
For Maryan er det vigtigt, at ingen føler sig ensomme. Som social- og sundhedsmedhjælper er hun også med til at bekæmpe ensomhed blandt de ældre i samfundet.
”Jeg vil gerne have, at alle kommer ud og er sammen med andre. Du skal ikke være hjemme alene. Kom ud i den friske luft. Det handler om at være sammen. Alle skal have det godt.”