7000 biler kører hver dag på Søskovvej mellem Årslev Engsø og Brabrand Sø. Det har fået nogle af beboerne i Brabrand til at sætte bremsen i.
Af Iben Engsig Madsen
”Trafikken er lige som vand. Den finder altid den nemmeste vej.”
Sådan beskriver Paw Simon Krogh, hvorfor mange biler hver dag vælger at køre ad Søskovvej. Han bor selv på en nabovej og oplever hver dag den voldsomme trafikbelastning på tæt hold. For de mange biler på Søskovvej presser sig ind i villakvartererne.
”Det er voldsomt generende at bo på de veje, der rammes af problematikken. Når man går på gaden i Brabrand i dagtimerne, er der stille og roligt. Men om morgenen og eftermiddagen er det et mareridt. Der er bare kaos.”
Paw Simon Krogh ser en lukning af Søskovvej som den bedste løsning på Brabrands trafikale problemer:
”Vejen er uden sammenligning det største problem, vi har i den her del af Brabrand. Vi har simpelthen så mange fede ting i bydelen, men trafikken er det største problem rent byplanlægningsmæssigt.”
Opgøret med ’den tredje Ringvej’
Søskovvej er uofficielt blevet en del af ’den tredje Ringvej’. Den forbinder Aarhus på tværs på samme måde som Ringgaden og Ringvejen. Men den indgår ikke som en del af det overordnede vejnet i Aarhus.
”Søskovvej er en smutvej mellem Stautrup og Brabrand lige gennem et naturreservat. Brabrandsøen er faktisk et fredet område. Men der tillader vi, at der hver dag ræser 7000 biler igennem,” lyder det fra en frustreret Paw Simon Krogh, som fortsætter:
”Det er et rigtig godt sted at sætte ind i forhold til ’den tredje Ringvej’, for der er ingen andre muligheder. Enten skal man ud på motorvejen eller ind på Ringvejen.”
Forsøgsvis lukning skal give ny viden om trafikken i Brabrand
Trafikgruppen i Brabrand var d. 19. marts til møde med Aarhus Kommune. Et at af trafikgruppens fokuspunkter var en forsøgsvis lukning af Søskovvej. Men en lukning er ikke nok i sig selv. Det mener Pernille Sølvhøj Roelsgaard, medlem af trafikgruppen og næstformand i Brabrand Årslev Fællesråd:
”Man ved ikke ret meget om, hvor bilerne fra blandt andet Søskovvej bevæger sig hen. Skal de op på Silkeborgvej? Skal de ud på motorvejen? Skal de gennem Hovedgaden? Skal de over mod Tilst eller Skejby? Vi ved det ikke, og det gør kommunen heller ikke. Før man ved, hvor bilerne skal hen, er det svært at lave de rigtige løsninger,” forklarer Pernille Sølvhøj Roelsgaard.
Hun foreslår derfor, at den forsøgsvise lukning suppleres med trafiktællinger rundt omkring i Brabrand for at få data på, hvad der kommer ud af at lukke den.
To scenarier for Søskovvej
Problemet med de mange daglige biler har stået på i over 50 år. Skiftende trafikgrupper har forsøgt at få Aarhus Kommune til at hjælpe beboerne i Brabrand med at løse den trafikale problematik. Paw Simon Krogh ser to muligheder for fremtiden på Søskovvej:
”Enten må man lukke Søskovvej, eller også må man udnævne den til at være en del af det overordnede vejnet i Aarhus og så dimensionere den efter det. For dybest set er det jo bare en gammel markvej, der har fået en gang asfalt. Hvis det ender med sidstnævnte, må vi høre, hvad Naturfredningsforeningen siger til, at man officielt begynder at føre en hovedfærdselsåre ned gennem et naturområde.”
Vil en lukning af Søskovvej ikke bare flytte trafikken til andre veje, hvor der i forvejen er tæt trafik?
Pernille Sølvhøj Roelsgaard:
”Det er rigtigt, at en lukning af Søskovvej vil føre trafikken ud i andre i forvejen trafikerede områder. Men det er jo de veje, man skal køre på, og som er dimensionerede til den trafik. Hvis man vælger fortsat at lade Søskovvej være ’den tredje Ringvej’, skal man kompensere ved at sætte nogle støjværn op på de belastede beboelsesveje.”
Paw Simon Krogh kan ikke se noget alternativ til at dirigere trafikken ud på Ringvejen eller motorvejen:
”Så længe der er mulighed for at skyde genvej via Søskovvej, vil alle gøre det. Så er det lige meget, hvem man generer på sin vej. De andre veje er indrettet til ringvejstrafik – det er vejene i Brabrand ikke.
Trafikgruppen kører i løsningssporet
Aarhus Kommune godkendte ikke umiddelbart forslaget om den forsøgsvise lukning:
”Repræsentanterne fra Aarhus Kommune havde svært ved at se det ske. De synes, det var et meget drastisk indgreb. Det er vi jo helt enige i, at det er, og vi siger heller ikke, at der ikke skal køre noget trafik den vej. Men det handler om at prøve at sætte en prop i systemet og se, hvad der sker. Så kunne man prøve det i eksempelvis to måneder for at se, om det har en effekt,” fortæller Pernille Sølvhøj Roelsgaard om modtagelsen af forslaget.
Aarhus Kommune lovede at analysere på konsekvenserne af en lukning af Søskovvej. Men selv hvis de vælger at afvise forslaget, er Trafikgruppen klar på at udfordre dem:
”Vi vil gerne have en forsøgsvis lukning af Søskovvej. Men vi vil også meget gerne have nogle trafikforanstaltninger på de større veje såsom Søskovvej, Hejredalsvej, J. P. Larsens Vej og Langdalsvej. Det kunne være trafikchikaner eller træer, som sænker bilisterne, så det tager længere tid at køre på de veje,” tilføjer Pernille Sølvhøj Roelsgaard.
Paw Simon Krogh stiller høje krav, hvis strækket gennem Brabrand og Stautrup skal ’plastres’ til med trafikchikaner:
”Der skal være mange chikaner, og de skal være tidskrævende, før vandet begynder at løbe den anden vej.”
Forslaget kræver opbakning blandt beboerne i Brabrand
Selvom Aarhus Kommune ser lukningen som en drastisk beslutning, er Paw Simon Krogh optimistisk omkring den fremtidige trafikale situation:
”Hvis lokalområdet bakker op om problemet, er jeg helt sikker på, at der kommer en løsning. Men vi har også en opgave i lokalområdet. For der er også mange i Brabrand, som vil være trætte af, at vejen lukker. Men det er vigtigt, vi tænker i hele Brabrand. Det kan godt være, man bor på en sidevej og ikke mærker den her problemstilling, men så må man anerkende, at i hvert fald halvdelen af Brabrand er belastede.”
Pernille Sølvhøj Roelsgaard og formanden for Brabrand Årslev Fællesråd, Holger Strøm, mødes mandag d. 9. april til en tur i lokalområdet med Bünyamin Simsek (V). Han er ny rådmand for Trafik og Miljø i Aarhus Kommune. Sammen skal de se på trafikken i Brabrand.
https://www.youtube.com/watch?v=t1WiFhX6Xgs&feature=youtu.be