Mange danskere aflyser i øjeblikket deres forestående udenlandsrejser, og antallet af nye bookinger er lig nul. Det sker på baggrund af udenrigsministeriets opfordring om at blive i Danmark. Det koster dyrt for rejseselskaber som det Brabrandgensiske Check Point Travel.
Af Lotte Thorbøll Juhl og Emma Iben Sahl Frederiksen
Danmark står midt i en krise. Coronavirussen spreder sig i et alvorligt tempo, hvis ikke vi tager afstand fra hinanden. Smittespredningen sætter sit økonomiske præg på mange virksomheder, og rejsebranchen er ingen undtagelse.
Udenrigsministeriet fastfrøs 17. marts en række rejsevejledninger for at mindske smittespredningen af coronavirussen. Som udgangspunkt frarådes alle ikke-nødvendige rejser til udlandet, og mange flyafgange aflyses på den bekostning, skriver Udenrigsministeriet på deres hjemmeside. Vejledningen gælder foreløbigt indtil d. 13. april, men krisen stopper ikke her.
Stilstand i bestilling af rejser
Danskerne afventer bestilling af sommerferier eller øvrige rejser resten af året. Det sker på baggrund af den store usikkerhed om hvorvidt coronavirussen er forsvundet, og rejsen derfor kan gennemføres til afrejsetidspunktet, fortæller Henrik Særmark-Thomsen, bureauchef ved Check Point Travel.
”Bestillingen er lig nul. Ét stort rundt nul. Det skyldes, at de fleste gerne vil afvente og se, hvordan situationen udvikler sig herhjemme og i de lande, som de ønsker at rejse til”, siger Særmark-Thomsen. Han fortsætter, at den seneste uges beskæftigelse for Check Point Travel har været vendt på hovedet:
”Vi plejer at sende kunder afsted på rejser, men den seneste uge har vi brugt på at hente dem sikkert hjem igen”, siger han og henviser til de danskere, der har været nødsaget til at afbryde rejsen før tid.
Strategien for overlevelse
Med en omsætning på det rene ingenting har virksomheden Check Point Travel været nødsaget til at foretage en række beslutninger for at sikre bureauets overlevelse.
”Vi har skruet ned for alt. Vi er tre ejere, der arbejder uden løn, for vi vil hellere skrue vores løn ned til nul, end at miste gode medarbejdere. Os med ansvaret må klemme ballerne sammen og spare dér, hvor vi kan. Og vi kan spare på os selv”, siger Henrik Særmark-Thomsen.
Han fortsætter, at krisen har store økonomiske konsekvenser for firmaet, der forventer et månedligt underskud i omegnen af 250.000 kroner. Og det er endda på trods af modtagelsen af den lønrefusion, der dækker omkring 75 procent af medarbejdernes løn.
”Selvom Corona-krisen tærer på sparegrisen, kæmper vi videre. Vi smider ikke håndklædet i ringen, for vores strategi er at beholde vores dygtige medarbejdere. Men det er hårdt”, siger Særmark-Thomsen. Han henviser til, at Check Point Travel desuden er i kontakt med deres samarbejdspartnere rundt omkring i verden, så firmaet fortsat kan arrangere pakkerejser på den anden side af krisen.
”Lige nu forbereder vi os på gode tilbud, når tingene åbner op igen. Men jeg tror nu, det bliver en langsom opstigning fra denne dvale”, afslutter Henrik Særmark-Thomsen