Sidste onsdag i hver måned samles en gruppe ældre på Voldbækvej i Lokalcenter Brabrand til gudstjeneste. Men de deltagende kommer ikke kun for at høre præsten tale. Der er nemlig en anden ting, der trækker – fællesskabet.
Af Line Rask Frederiksen
Førstankomne til dagens prædiken er 100-årige Nina Rodevad. En ægte brabrandgenser, der har boet halvdelen af sit liv i Aarhus-forstaden. Nina Rodevad kommer konsekvent til den månedlige gudstjeneste: ”Det er vigtigt for mig at have struktur og noget fast at komme til,” forklarer hun
stilfærdigt, mens lokalet stille fyldes med deltagere. Til sidst ankommer sognepræst, Esben Andersen. Med sig har han en korsanger og en organist.
Modsat kirkens stille rungen inden prædikestart, fyldes rummet af en munter summen fra deltagerne, der hilser på hinanden og småsnakker.
Mere end en gudstjeneste
”På trods af, at Danmark er verdens andet lykkeligste land, så lever hverdagens dæmoner alligevel.” Sådan indleder Esben Andersen dagens prædiken.
Mens præsten indleder prikker Nina mig på skulderen og hvisker: ”Det er ikke altid jeg kan høre, hvad han siger, men det er lige meget. At være her er det vigtigste.”
Efter en halv time genoptages den livlige snak. Gudstjenesten er ovre og nu er det tid til kaffe og kage. Lokalcenterets frivillige har bagt, brygget og dækket op, og der går ikke mere end to minutter før alle har sat sig til rette i kaffestuen.
Ifølge sognepræst, Esben Andersen, er hyggen i kaffestuen særlig vigtig: ”Jeg oplever klart, at fællesskabet er et drivende element for fremmødet til gudstjenesten. Det betyder meget, at det handler om småsnak og hygge og ikke kun religion.”
Aktiv indsats mod ensomhed
Ifølge Frank Larsen, der er frivillig chauffør til dagens gudstjeneste, har Lokalcenteret lavet en målrettet opsøgende indsats for at få de ældre ud i fællesskabet, hvad enten det er til gudstjeneste eller mandegymnastik: ”Selvom fremmødet til gudstjenesten er godt, så kan man kan jo aldrig vide, hvor mange, der sidder derhjemme og er ensomme. Derfor prøver vi at gøre det nemt for dem. Blandt andet ved at hente dem,” lyder det fra Frank Larsen.
Nina Rodevad nikker anerkendende til dagens chauffør og siger: ”Jeg sidder i kørestol, og ville derfor ikke komme af sted uden en chauffør. Jeg sætter meget stor pris på det,” forklarer hun taknemmeligt.
Farvel til hverdagens dæmoner
I kaffestuen veksler snakken mellem alt fra anbefalede bøger, ture til Rom og vedligeholdelse af campingvogne. Men snakken falder også på gudstjenesten som samlingspunkt.
For Nina Rodevad er fællesskabet til gudstjenesten et månedligt højdepunkt: ”Jeg har en skøn lejlighed her ved Lokalcenteret, men det kan jo blive lidt ensomt. Derfor er jeg glad for at kunne komme her,” lyder det fra hende.
Onsdagens prædiken afsluttede sognepræst, Esben Andersen, med følgende: ”Husk, at alle slås med dæmoner i deres hverdag. Ensomhed, fremmedhed og meningsløshed kan være nogle af dem. Menneskene må bekæmpe disse ved at stå sammen.”
Og man må sige, at med det samvær Lokalcenteret tilbyder, så gør de et forsøg herpå.