“Farver kan falme – det gælder nu ikke gavlene på Gudrunsvej, for de er malet med autolak og holder flot,” skriver Thomas Kruse. Følgende bidrag optræder som led i en artikelserie, der omhandler murmaleriernes fremtid i Gellerup.
Af Thomas Kruse, (Signe Bay Dahlgaard og Sif Rude)
Kunstner Thomas Kruse er tidligere medlem af kunstnerkollektivet Røde Mor. I 1985 malede han, i samarbejde med Gellerups beboere, de to velkendte gavlmalerier på Gudrunsvej. Med nysgerrighed for kunstnerens erfaring og engagement i projektet, har vi inviteret ham til at nedskrive tanker om maleriernes tilblivelse og fremtid.
Jeg har hørt at gavlmalerier på Gudrunsvej måske skal forsvinde i forbindelse med hele renoveringen af Gellerup. Jeg har også hørt at der måske vil komme en underskriftindsamling til støtte for malerierne.
Derfor er jeg blevet bedt om at reflektere en smule over murmalerierne på Gudrunsvej-blokkene, deres fortid og mulige fremtid. Tak for invitationen.
Fra idé til Gavl: Beboernes liv, ideer og drømme
I foråret 1984 blev jeg kontaktet om jeg, sammen med beboere ville udføre et fredsmaleri i forbindelse med, at Gellerupparken var erklæret atomvåbenfrit område – og at gavlene skulle beklædes med isolering. Der ville derfor være stilladser, som kunne benyttes til maleriet.
Jeg startede med at invitere beboerne i et billedværksted, som gennem vinteren 84-85 mødtes og tegnede udkast til tre gavle. Vores tema var: Beboernes liv, problemer og drømme’.
I foråret 1985 udstillede vi en stribe udkast på biblioteket og i juni gik vi i gang med optegning og maleri. Det første gavlmotiv var det store ’livstræ’ med kæresteparret og gøgl og musik i trækronen i gule farver. Murmalergruppen talte cirka 20 beboere, men ikke alle var helt trygge ved at kravle på stilladser. I stedet kunne de lave kaffe og holde snakken med de forbipasserende i gang.
I august samme år startede vi på maleri nummer to, det blå maleri med fredsduerne. I billedet fletter sig historier om bedstemødre, som hjælper børn, der er alene hjemme og andre motiver.
Da vi var færdige i september, var det blevet rigtig efterår. Og da det for beboerne var frivilligt weekendarbejde, besluttede vi at udskyde det tredie gavlmaleri – det røde- til foråret 1986. Desværre var den lokale kunstfond samtidig brugt op, så det motiv blev aldrig realiseret. Jeg har skitserne endnu. Det er en slags ’røntgenbillede’ af livet på trapperne og i lejlighederne i et højhus. Poetisk og varmt.
Fællesskab og bevidsthed i kunsten
Efterfølgende skrev jeg en opsamling til bestyrelsen om udsmykningen, hvorfra jeg citerer:
” Baggrunden for at starte sådan et projekt er disse års stigende opmærksomhed over for kunst og kultur som omdrejningspunkt i socialt arbejde, miljøarbejde og beboerarbejde.”
Kunst, hvad enten det er teater, musik, billedkunst eller litteratur viser sig utrolig velegnet som katalysator i processer, hvor folk skal mobiliseres og skal skaffe sig indsigt i egne forhold og som start på at begynde at handle, være medansvarlige og ytre sig om deres egne liv.
I Aarhus kommunes kulturpolitiske program fra foråret 1985 hedder det: ’Kulturpolitikkens hovedmål er at sætte mennesket i centrum og inddrage det i et fællesskab af overskuelig art, bygget på aktiv deltagelse og selvbestemmelse’…. ’Den frugtbare vekselvirkníng mellem det professionelle kulturmiljø og borgernes egne fritids -og kulturaktiviteter søges udbygget som et nødvendigt grundlag for et levende og aktivt kultur-og fritidsmiljø’.
Billedkunst, som særligt er mit arbejdsfelt, hvad enten det er scenografi, plakater, bogillustrationer eller murmaleri er i allerhøjeste grad et udtryksmiddel, et sprog, som når det bruges, gør livet rigere.
Jeg oplever i samarbejdsrelationer omkring billeder – såvel i processen som med resultaterne – at vi alle får øget bevidsthed om os selv, vores liv, vores ressourcer, samfundet, historien osv.
Sådan var det også med murmalergruppen i Gellerup. Jeg oplever derfor både min egen og gruppens indsats såvel som bestyrelsens støtte til projektet, som en samlet indsats for kulturel selvbevidsthed i et område, som ellers på mange måder er udsat.”
Billak falmer ikke – et efterskrift
Jeg har udført en hel del murmalerier i min tid, både i Aarhus og andre steder i ind og udland.
Jeg tænker stadig at kunst ude i gaderummet, plakater, streetart og murmalerier ofte er mere spændende end det, der udstilles på museer og gallerier.
Kunst i det offentlige rum skal hamle op med reklamer, trafik, støj – men kan opleves af alle. Gadens kunst er demokratisk i den forstand at de møder almindelige mennesker hvor de færdes, i øjenhøjde. Gavlmalerier, som beboerne har udført er det i en helt ekstra betydning.
Samtidig ved vi at byer forandrer sig, huse rives ned og andre skyder op. Aarhus oplever i disse år et sandt jordskælv af – ofte ødelæggende – byggerier.
Som murmaler må man ofte acceptere udviklingens vilkår. Farver kan falme – det gælder nu ikke gavlene på Gudrunsvej, for de er malet med autolak og holder flot– eller gavlen skal pudses op. Så forsvinder kunsten.
Men vi har også set, at naboer til en udsmykning kan gå i brechen for bevaring, når et kunstværk har givet området identitet, og når beboerne kan spejle sig i det og det er blevet en del af områdets historie – noget man ikke vil miste.
Jeg er spændt på, hvor historien om gavlmalerierne på Gudrunsvej ender.