Christian Fumz er manden bag kontorfællesskabet Den Gode By i Gellerup. Her sætter han helt almindelige borgere sammen med handlekraftige iværksættere. Visionen er at realisere drømme for den enkelte og samtidig gøre en forskel for byen.
Af Morten Højgaard
Når Christian Fumz taler om Den Gode By, er det med en særlig blanding af ydmyghed og stolthed. Ydmyghed over for fællesskabets potentiale til at realisere helt almindelige borgeres drømme. Stolthed fordi han kalder det en ny institution i Danmark med en ambition om at være et demokratisk fyrtårn, der viser, at samskabelse er vejen frem.
»Det bygger på idéen om ’pay it forward’, altså hvis du har fået succes med dit projekt, så har du også overskud til at give noget videre til den næste. Det er den maskine, vi gerne vil sætte i gang«.
Han sidder i en sofa blandt byggerod i det, der inden længe skal danne rammerne for en ny afdeling i det nyetablerede arbejdsfællesskab.
Kontorerne har til huse i det østlige hjørne i stueetagen i den nye kommunale bygning Blixens. Her er højt til loftet i mere end én forstand. Lige nu er der 44 nøglebrikker i spil fordelt på 16 virksomheder, der rummer alt fra en højtalerproducent, til grafikere samt tech- og konsulentvirksomheder.
Et forpligtende fælleskab
På et tidspunkt kommer en af kontorfællesskabets medlemmer, Adnan Fayez, forbi. Han har problemer med et kabel, han har købt til sit lydstudie, der ikke er som han havde regnet med.
»Hvad skal du bruge?« spørger Christian Fumz.
Adnan Fayez svarer, at han mangler ti meter. Christian Fumz peger på en nyindkøbt rulle med kabler, der egentlig skulle have været brugt i den nye del af afdelingen, han er ved at bygge.
»Så gør du bare sådan her«, siger han og lader som om han måler med armene.
Konceptet i Den Gode By er, at man kan vælge mellem en fast eller en fleksibel kontorplads til henholdsvis 1500 og 500 kroner om måneden. Med pladsen forpligter lejerne sig til at hjælpe de borgere, der hver dag mellem 12-14 kan komme ind med en idé, de gerne vil have ført ud i livet.
»Det er nemt nok at få gode idéer, men det er svært at realisere dem. Det er den opfattelse, jeg prøver at tage ved hornene og sige ’måske behøver det ikke at være så svært’«, forklarer han.
Christian Fumz og co. har blandt andet hjulpet to somaliske kvinder, der ikke ville være på kontanthjælp, men i stedet ville starte en beauty-shop. En polsk tekstildesigner hjalp dem med at skabe et logo og en identitet, mens Christian Fumz hjalp med at lægge skinnerne, så de kan åbne i juni.
Enhver by bør have sådan et sted
»Jeg har set, hvor meget kreativitet og skaberkraft, der kommer ud, når man giver billige kvadratmetre væk«.
Christian Fumz har arbejdet med brugerdrevet byudvikling siden 2006. Han har tidligere startet arbejdsfællesskaber op i København, Aalborg og Aarhus med såvel kulturelle, sociale som iværksættermæssige formål. Med Den Gode By har han fundet et koncept, han ønsker at bringe videre.
»Det er noget, jeg mener burde være i alle byer. Om jeg selv skal være med, eller jeg skal sælge det som et klistermærkekoncept, det er de to modeller, jeg arbejder med«, siger han.
Han har ikke den endelige formel på, hvad kontorfællesskabet skal i fremtiden. Men han kan se, at det åbner noget i folks hjerner og hjerter. Og det er det, der motiverer ham.
»Jeg har ikke en ambition om, at jeg skal tjene mange penge på det. Hvis alle byer har sådan et sted, skal jeg nok få et levebrød ud af det. Det der driver mig, er at kunne give alle folk mulighed for at realisere sine drømme«.