Skjoldhøjkollegiet i det nordlige Brabrand plejer at emme af liv. Med 1006 beboere er kollegiet Danmarks næststørste, og det omkringliggende naturskønne område plejer derfor at myldre med studerende. Men for tiden er græsplænerne foran kollegiet tomme, og man bliver i stedet mødt af stilhed, når man drejer ned ad Spobjergvej.
Af Hans Krogh og Freja Bang
”På min gang er vi kun fire tilbage nu. Og normalt bor vi altså 12 personer her. De er allesammen taget hjem til deres familier for at være sammen med dem.”
Melania Delia er en af dem, der er blevet tilbage. Hende og de andre tre fra gangen lever nu som en lille familie og interagerer slet ikke med naboerne på de andre gange. De går kun ud, når det er yderst nødvendigt, og når de gør, tager de masker på. Ikke fordi de selv er syge eller har haft symptomer på virussen, men for at passe på andre.
”Jeg tager maske på i tilfælde af, at jeg er en af de personer, der bærer smitten, men som ikke viser symptomer. For andre menneskers skyld”, forklarer Melania Delia.
En af de andre kollegianere på Skjoldhøjkollegiet, der også er blevet tilbage, er Amalia Vastarella. Ligesom Melania Delia tager hun også sine forholdsregler.
“Jeg er bestemt bekymret, fordi vi bor så mange mennesker sammen på et lille område. Derfor skal vi også gøre, hvad vi kan. Jeg sørger for at holde afstand til andre mennesker og efterleve hygiejnekravene. Jeg gør ekstra meget rent og sørger for at vaske mine hænder ofte”, fortæller Amalia Vastarella.
På kollegiets egen hjemmeside kan man finde anbefalinger vedrørende de opgange, hvor beboerne bor tæt op og ned ad hinanden, og hvor de deler køkken, toilet og bad. Her står blandt andet, at man skal huske at vaske hænder, inden man går ud i fælleskøkkenet, og at man kun må være det antal personer i køkkenet, som sikrer, at man kan overholde afstandsretningslinjerne og dermed altid være mindst to meter fra nærmeste person. Og så skal man helt undgå at få besøg af udefrakommende gæster.
Overholder man anbefalingerne, burde man, ifølge Kollegiekontoret, der står for administrationen af Skjoldhøjskollegiet, kunne undgå at blive smittet. Endda selvom én person på gangen er syg af corona. Tager man sine forholdsregler, er der altså, ifølge dem, ingen grund til at bekymre sig om smitterisikoen ved at bo på kollegiet.
Amalia Vastarella er da også tilfreds med den måde, kollegiet har håndteret situation på.
”De har lukket kollegiebaren og alle de andre store fællesarealer. Det samme gælder varmemesterkontorene. Og så har de stillet dispensere med håndsprit op foran LokalBrugsen, så alle har rene hænder, når de går ind.”
Begge piger håber på, at de stigende kurver snart flader ud, og at krisen snart er overstået. Alligevel får de det bedste ud af den pludseligt store mængde fritid, som lukningen af skoler og arbejdspladser har medført.
”Jeg nyder al den fritid, jeg pludselig har. Jeg plejede ellers aldrig at være hjemme. Direkte fra skole til arbejde og så hjem og studere bagefter. Og så prøvede jeg at se mine venner ind imellem. Men nu har jeg tid til at lave mad og bage, som er noget af det, jeg elsker allermest. Jeg afprøver en masse forskellige opskrifter i de her dage, som jeg ellers ikke ville have tid til”, fortæller Melania Delia muntert.
Amalia Vastarella, der er udvekslingsstuderende fra Italien, bruger tiden på at øve dansk og være sammen med vennerne fra gangen. Og så snakker hun meget i telefon med sin familie hjemme i Italien. Der er situationen nemlig betydeligt værre end i Danmark, da virussen allerede havde nået at sprede sig til store dele af befolkningen, inden regeringen greb ind.
”Så længe mine venner og familie hjemme i Italien er sunde og raske, bliver jeg i Danmark. Jeg kan godt lide den måde, den danske regering har håndteret situationen på. Jeg føler mig tryg her. Jeg elsker mit hjemland, og jeg elsker italienere, men der er en grund til, at virussen spredte sig, og stadig spreder sig, så voldsomt dernede. Italienerne undervurderede virussen fuldstændigt. Da skolerne lukkede ned, tog alle de unge på natklub i stedet. De så slet ikke alvoren i det. Folk i Danmark udviser samfundssind på en måde, der slet ikke findes i Italien.”
Amalia Vastarella skal efter planen rejse hjem til Italien i starten af juli. Inden den tid kommer, håber hun, at Italien har fået mere styr på virussen. Indtil da nyder hun tiden og fællesskabet på Skjoldhøjkollegiet.
”For at sprede lidt positiv energi, spiller vi hver aften høj musik fra vores altaner. Naboerne fra de andre bygninger, danser og synger med fra deres altaner. På den måde skaber vi lidt feststemningen i en ellers trist og grå tid.”
Når de ikke fester fra altanerne, ser Amalia Vastarella og vennerne fra gangen film eller spiller kort. Sammenholdet betyder alt i disse tider. Amalia Vastarella kunne da heller ikke forestille sig en hverdag uden kollegiet.
”Jeg kom vist til Danmark på et lidt uheldigt tidspunkt. Ingenting har været, som det burde. Men at bo på Skjoldhøjkollegiet har reddet min tid her!”