På Vaskeriets nye afdeling på Louisevej i Brabrand står venligheden i første række. Her er stemningen i top og samværet er i fokus.
Af Kasper Svinth Nielsen
Jeg kommer dårligt ind ad døren, før venligheden og varmen fra Vaskeriet i Brabrand, strømmer mig i møde.
”Hej med dig, vil du ikke have en kop kaffe?,” spørger Pia Hjort, specialpædagog og daglig leder af Vaskeriet mig, inden jeg får præsenteret mig selv. Minuttet efter sider jeg med en kop kaffe foran mig, og er faldet i snak med Mie Sørensen, en af medarbejderne ved Vaskeriet.
Jeg fortæller hende, at jeg kan genkende hende fra tv-indslaget på TV2 Østjylland i tirsdags. Her åbnede Vaskeriet op for deres nye afdeling i Brabrand. En åbning, som bød på fællessang, knus og kager i massevis.
Vaskeriets varme
Vaskeriet er en socialøkonomisk forening, som i januar 2017 åbnede et fællesvaskeri i boligforeningen Søvangen i Brabrand. Nu har de endnu en afdeling, men konceptet er stadig den samme. Her kan private og erhvervskunder få vasket deres tøj af udviklingshæmmede, der på den måde har fået et arbejde.
Men det er ikke arbejdet, som er det unikke ved denne forening. Det er stemningen, den helt specielle varme som kun godt samvær kan give.
Efter min snak med Mie Sørensen, bliver jeg vist rundt i Vaskeriet af Pia Hjort. Hun viser mig køkkenet, lageret og baglokalet, hvor billeder, som viser lokalernes tilstand i sommeren 2018, pryder væggen. De præsenterer faldefærdige rum, som er hjemsøgt af fugt og slitage.
Øverst: Billede af køkkenets tilstand i sommeren 2018. Nederst: Køkkenets nuværende udseende. Foto: Kasper Svinth Nielsen
Men det er bestemt ikke det syn jeg møder, i de lokaler som jeg går rundt i nu. En kæmpe indsats fra Pia Hjort og hendes hold, samt hjælp fra andre frivillige organisationer, har fået nyt liv i de ellers slidte rum.
”Ingen kan gøre det alene”
Pia Hjort fortæller stolt om processen at se på en bygning, som ikke var meget værd, men nu er moderne og pæn. Hun synes selv stemningen minder lidt om en ’landsbyfølelse’, hvor alle er imødekommende og der er altid kaffe på kanden.
Mens jeg sidder og snakker med hende, bliver jeg budt på småkager. De er grønne, men jeg takker pænt ja alligevel. De smager heldigvis godt. Kvinderne omkring bordet griner, og joker med at det er hashkager, indtil Pia Hjort må erkende, at det altså bare er spinaten i dejen, som har gjort dem grønne.
Fuglefløjt og livsråd på toilettet
En sidste ting inden jeg går skal jeg lige opleve. Pia Hjort beder mig følge med, og viser mig hen til deres toilet.
”Prøv at gå ind,” opfordrer hun.
Da jeg stiller mig ind på det lille toilet, lukker hun døren bag mig. Endnu en gang tøver jeg lidt. Men tidligere oplevelser beroliger mig. Jeg når at kigge lidt nervøst rundt, da en lyd af fuglefløjt pludselig fylder rummet. Jeg kigger op, og på en gren, som fylder hele loftet, sidder små udstoppede fugle. Døren til toilettet bliver åbnet igen, og en smilende Pia Hjort viser sig.
”Var det ikke sjovt?,” spørger hun grinende.
Mit blik falder på skriften på væggen. Her opsummeres Vaskeriets mantra og tydelige samlingspunkt:
’If you can be anything, why don’t be kind’.