Sidste år tog Too Good To Go kontakt til Hotel Årslev Kro, og siden da har hotelchefen, Sanne Mondrup, nydt godt af samarbejdet
Af Natalie Gøttsche Jakobsen og Troels Thøgersen
Morgenmadsbuffeten på Hotel Årslev Kro i udkanten af Brabrand er linet op til dagens gæster. I midten af restauranten står et stort bord. I den ene ende står der rundstykker, og i den anden ende bugner det med pålæg, ost og frugt. Blødkogte æg, bacon, pølser og scrambled eggs holdes varme i to skinnende varmebokse.
Morgenmadsbuffeten består af det samme, store udvalg hver morgen, og det er derfor ofte svært at undgå madspild. Derfor var hotelchef, Sanne Mondrup, heller ikke bleg for at takke ja, da Too Good To Go tilbød hende at være en del af kampen mod madspild.
Too Good To Go er en app til telefonen, hvor man hver dag har mulighed for at købe overskydende mad fra restauranter, bagerier og supermarkeder. Den store vision bag app’en er at lave en indsats i kampen mod madspild.
For Sanne Mondrup er denne kamp vigtig:
“Vi går ind for at stoppe madspild, for ellers bliver maden jo bare smidt ud. Så står man der og har det rigtigt dårligt med det, specielt når maden har været på en buffet, så kan man ikke bruge det mere.”
Samarbejdet med Too Good To Go
For Hotelchef Sanne Mondrup går morgenmaden som varmt brød, men når man kigger inde på Too Good To Go app’en, er det udover Hotel Årslev Kro kun Bageriet Hartmeier, der er tilknyttet app’en i 8220 Brabrand.
Sanne Mondrup har en idé om, at mange virksomheder tror, det er for besværligt at være en del af Too Good To Go-samarbejdet. Hun mener, at folkene bag app’en kunne gøre mere ud af at forklare lokale virksomheder, om hvor simpelt det er.
“Vi får det hele af dem, og de holder selv styr på, hvem der bestiller,” fortæller hun og uddyber:
“Når kunderne kommer, sender jeg dem ind i restauranten, så får de kassen med mad, og så swiper tjeneren på app’en. Og så kommer der en opgørelse en gang om måneden.”
Med app’en kan man tjene penge på mad, man før ville have smidt ud, men Sanne Mondrup understreger, at det er kampen mod madspild, der bør være den bærende drivkraft.