Mediet Gellerup Live har siden oktober 2020 lavet lokaljournalistik, hvor unge fra bydelen Gellerup står i front, når det kommer til produktion og formidling af indholdet. Målet er at skabe et medie, som giver de unge århusianere en stemme i et medielandskab, hvor omtalen om Gellerup oftest er negativt ladet. Journalist og chefredaktør for mediet, Inaam Nabil, har skabt et talentforløb for lokale, unge talenter, som vil blive oplært i den journalistiske verden. I denne artikel har vi talt med Dalia El Dirawi og Jasmen Rezaie, som begge er en del af talentforløbet.
Af: Melanie McLennan, d. 19/4-2021
I et kontorlokale på Karen Blixens Boulevard i Gellerup kan man finde Gellerup Live, som er et medie, der er skabt for at lave lokaljournalistik for de unge. Her kan man dagligt finde de to piger Dalia El Dirawi og Jasmen Rezaie, som begge er en del af mediets talentforløb. Forløbet er søsat af Gellerup Lives redaktør Inaam Nabil som et initiativ, der skal lære lokale, unge talenter alt, hvad der handler om journalistik. Målet med Gellerup Live er nemlig at lave journalistik, som engagerer de unge, og som de kan spejle sig i. 21-årige Jasmin Rezaie og 19-årige Dalia El Dirawi har begge ambitioner om en fremtid inden for journalistikken, og derfor er talentforløbet et positivt springbræt for dem begge. Talentforløbet giver ikke kun indblik i, hvad journalistikken indebærer, men derudover åbner det også op for en masse ressourcer, som er guld værd for journalister in spe.
”Vores talentforløb er med til at skubbe os i journalistikkens retning. Gellerup Live giver nogle redskaber, som man kan bruge. Vi kan få lov til at bruge alt vores tid hernede og få hjælp. Der er en masse kurser, vi får tilbudt, og som vi selv føler, vi har brug for. Vi får mulighed for at forbedre os inden for det, vi kan lide at lave i forhold til journalistikken”, fortæller Dalia El Dirawi.
Det er forskelligt for hvert medlem i talentforløbet, hvad de ønsker at blive bedre til. Eksempelvis er Dalia El Dirawi mest i værtsrollen og får derfor oplæring i interviewteknikker, mens Jasmen Rezaie oftest er bag kameraet. Rezaie skal snart på et kursus hos TV2 Østjylland, hvor hun lærer, hvordan man producerer og redigerer produktioner på bedste vis.
Et medie for de unge
Som udgangspunkt er Gellerup Live et medie til og for unge, og derfor er netop denne målgruppe også med i tankerne, når det handler om, hvilket indhold der bliver produceret.
”Det er i udgangspunktet et medie for unge fra området, som får lov til at fordybe sig i ting og selv får lov til at formidle forskellige ting, som sker herude. Det er det, der er allermest fokus på. Så er det selvfølgelig også, at de unge herude selv får lov til at lave en masse fedt. De får selv lov til at skrive nogle portrætter, reportager eller interviews”, fortæller Dalia El Dirawi.
Både Dalia El Dirawi og Jasmen Rezaie nikker genkendende til, at det i hvert fald er de unge, som Gellerup Live oftest fanger, og det er primært på grund af, at det er et online medie.
”De sociale medier gør rigtig meget for os, fordi der kan man jo selv vælge, hvem man primært vi når ud til. Vi når ud til de unge, fordi de ofte bruger de her sociale medier som Instagram, Facebook og så videre. Det har lykkedes os rigtig godt. Vi har ramt vores målgruppe pletskud”, pointerer Dalia El Dirawi.
Der er i udgangspunktet frit valg på alle hylder, når det kommer til, hvilket indhold der bliver postet på Gellerup Lives sociale mediekanaler. Ideerne bliver dog først vendt med redaktøren Inaam Nabil, hvorefter der i fællesskab bliver vurderet, hvad der giver bedst mening at gå videre med. Dog har redaktionen et meget åbent sind, så hvis man har en god ide, skal man bare slå til:
”Redaktionen er altid åben for en fed ide. Hvis man har en fed ide, så skal man have lov til at komme ind i studiet og føre den i mål”, fortæller Dalia El Dirawi.
Det 20-årige medlem af talentforløbet, Omran Mohammad Ali, kom eksempelvis ude fra med en ide om en reportage, der undersøgte, hvordan man kom ud af kriminalitet. Dette har resulteret programserien ’O viser vejen’, som netop handler om emnet.
Lokalt og godt indhold
Gellerup Live formidler primært indhold, som passer til de sociale medier, og det er især reportager, portrætter, podcasts og lives, som er på dagsordenen, når det handler om nyt indhold. Men ud over førnævnte fortæller Dalia El Dirawi og Jasmen Reizaie også, at der er flere ting i vente:
”Lige nu har vi fokus på de her reportager, og så prøver vi at udgive et portræt en gang om ugen, som typisk handler om en beboer i lokalområdet. Så er der en masse andre spændende projekter i vente. Vi er blandt andet ved at starte et komedieshow op med to drenge fra området”.
Ingen fremtid i flow TV
Både Dalia El Dirawi og Jasmen Reizaie understreger, at det går godt for Gellerup Live på de sociale medier. I skrivende stund har de 2320 følgere på deres Facebook side og næsten 1000 følgere på deres Instagram konto, og det går stille og roligt fremad for begge medier. Derfor mener Dalia El Dirawi ikke, at målet er en fremtid hos det traditionelle flow TV:
”Det kunne jo godt blive, at vores indhold kommer på flow TV, men jeg tror ikke, at det er det, som er vores mål. Det, vi er kendt for, er vores lives herinde i studiet. Vi kan få lov til at tage de lokale ind, og de kan få lov til at åbne deres hjerter, og det er bare ikke muligt på samme måde på flow TV”, fortæller hun.
Hvis du har lyst til at følge med i, hvad Gellerup Live laver af spændende indhold, kan du følge med på deres sociale medier. Det kan du gøre ved at finde dem på Facebook lige her. Ellers kan du finde dem på Instagram lige her.