• Skip to primary navigation
  • Skip to content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Lokale Fortællinger

En Vores Brabrand blog

  • Forside
  • Musikken i Aarhus Vest: 10 kunstnere der repræsenterer dit hood
Her er du: Forside / Brabrand Times / Fra unge til unge: Gellerup Live rammer målgruppen

Fra unge til unge: Gellerup Live rammer målgruppen

20. april 2021 by VICTORGADEN

Daglig redaktør, Inaam Nabil, i studiet i kontorfællesskabet Den gode By i Gellerup. (Foto: Merete Hansen)

Da Gellerup Live blomstrede op tilbage i efteråret, var det for at få de unge i Gellerup og omegn til at orientere sig i vigtige diskussioner i livet. Nu, 7 måneder senere, er dét netop, hvad Gellerup Live gør, og de rammer deres målgruppe.

Af Merete Hansen

En målgruppe, der ellers ikke konsumerer særlig meget public service-indhold, er netop dén målgruppe, som Gellerup Live når ud til med sit indhold. Indhold, der spænder fra liveudsendelser af debatter, diskussioner og indslag til reportager og portrætter af unge mennesker i området.

Gellerup Live er mediet til borgerne, og især de unge, i Gellerup og omegn, som står over for et led i livet, der involverer en række beslutninger og dilemmaer, som skal træffes. Uddannelsesvalg, politisk ståsted, frihed, relationer og meget mere er, hvad Gellerup Live ønsker at italesætte, perspektivere og udfordre.

Inaam Nabil, der er daglig redaktør på Gellerup Live, fortæller, at de indtil nu har formået at ramme deres målgruppe. Fælles for alle deres produktioner er, at de altid når ud til de 18-35-årige i Gellerup og omegn, som er deres tiltænkte målgruppe.

Hun fortæller videre, at der ved de enkelte indslag kan være en overvægt af enten mænd eller kvinder, men alle produktioner rammer den samme aldersgruppe.

Gellerup Live er dér, hvor de unge er

Gellerup Live er udelukkende at finde på de sociale medier Facebook og Instagram. Det er nemlig på disse sociale medier, de unge er til stede, viser analyser og statistikker.

På Facebooksiden deler Gellerup Live deres liveudsendelser, reportager samt småklip og highlights fra liveudsendelserne. På Instagram deler de endnu mere indhold, som også omfatter memes og backstage. Især backstagedelen er der en særlig grund til, at de deler med deres følgere:

”Vi prøver at være gennemsigtige omkring processen, og hele Gellerup Live handler også om at få unge til at forstå, hvordan journalister arbejder,” fortæller Inaam Nabil.

At Gellerup Live er til stede på de sociale medier, er med til, at TV 2 Østjylland, som Gellerup Live er en del af, når ud til en målgruppe, som de ikke har haft fat i før. Sådan lyder det fra Annette Holm, som er lektor ved DMJX og fellow hos Constructive Institutive, der har fulgt Gellerup Live siden dets opstart.

Lokale journalister

På Gellerup Live er det ikke uddannede journalister, der står i front som værter. Derimod er det unge borgere, der bor i området, som løbende bliver coachet og oplært af uddannede journalister. Ifølge Annette Holm har det sine klare fordele:

”Det har den fordel, at de unge ved, hvad der rører sig, og de ved, hvordan man tænker. Alle i Gellerup kender hinanden, og de har andre unges tillid, så de kan meget bedre få hul og også meget lettere komme til at snakke om nogle emner, der er lidt sværere,” fortæller hun.

Desuden påpeger Annette Holm, at Gellerup Lives journalister har en anden legitimitet, fordi de netop selv er en af borgerne, og de har en anden forståelse end folk udefra, som også gør, at de har en anden måde at snakke om forskellige emner på.

Valget af ikke-uddannede journalister fra området var en klar idé og et vigtigt krav, som Inaam Nabil, redaktør på Gellerup Live, havde, da hun sagde ja til jobbet. For hende er det nemlig vigtigt, at det er unge selv, der henvender sig til andre unge:

”Det er meget mere autentisk, og det er meget mere rigtigt, når det er de unge selv, der står frem,” fortæller hun.

Når de unge formidler indhold til andre unge, er det også i højere grad muligt for modtagerne at spejle sig i afsenderen, ifølge Inaam Nabil:

”Det, vi mangler i medielandskabet i dag, er mennesker at spejle os i. Hvis jeg skal lave et medie for unge menneske om unge mennesker til unge mennesker, så skulle det være de unge mennesker, der skulle stå i spidsen for det, fordi det er dem, som andre unge mennesker vil kunne spejle sig i.”

Hertil fortæller hun, at tal viser, at de unge også rent faktisk kan spejle sig i det indhold, de laver.

Public service til en overset målgruppe

Som en del af TV 2 Østjylland producerer Gellerup Live public service-indhold. Public service handler i bund og grund om, at der skal være noget til alle. Eftersom de unge, især i Gellerup og omegn, tidligere ikke konsumerede særlig meget public service, var der noget, der skulle ændres på. Og det blev starten på Gellerup Live.

Hos Gellerup Live er det ikke nyheder, der er i fokus, men derimod er det kulturstof. Ifølge Inaam Nabil er der især ét parameter, der er vigtigt at opfylde for, at indholdet hos Gellerup Live er public service. Dét parameter er relevans:

”Hvis indholdet er relevant for mange, er det public service, og hvis ikke det er relevant, så er det lige meget,” fortæller hun.

For Inaam Nabil er der særligt én ting, der vækker glæde og bekræfter, at det indhold, de har produceret, er relevant:

”Hver gang, jeg hører, at vi har sat gang i en samtale eller en debat, så bliver jeg glad og tænker ’Yes, det er public service’.”

En succeshistorie

Hos Gellerup Live skal de unge skal have en stemme, debatter skal i gang, og der skal tales om de ting, de unge finder vigtige. Ifølge Annette Holm, lektor ved DMJX og fellow hos Constructive Institute, formår Gellerup Live at gøre dette – og de gør det virkelig godt, mener hun.

Hun anser desuden, at Gellerup Live ikke bare formår at ramme deres egen målgruppe, men at de også når endnu længere ud. Gennem de sociale medier, de er til stede på, bliver de delt meget og når ud til andre steder i landet. Derfor mener hun også, at det er ”en vældig succeshistorie.”

Filed Under: Brabrand Times

Primary Sidebar

Kategorier

  • Aktuelt
  • Beskæftigelse og integration
  • Børn og unge
  • Brabrand bag facaden
  • Brabrand i fritiden
  • Brabrand i hverdagen
  • Brabrand på arbejde
  • Brabrand på farten
  • Brabrand Times
  • Brabrand under udvikling
  • Erhverv og byggeri
  • Gåtur
  • Græsrødderne
  • Kultur
  • Kultur og fritid
  • Religion
  • Social og sundhed
  • Tæt på Brabrand
  • Trafik og miljø
  • Vest for Ringvejen

Se øvrige blogge

Footer

Vores Brabrand
Engdalsvej 96
8220 Brabrand

voresbrabrand@gmail.com

CVR nr. 38776169

Søg på Vores Brabrand

  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved