En alarm, der registrerer, når ældre falder. En alarm, der kan redde liv. En alarm, der startede som et bachelorprojekt på ingeniørhøjskolen og senere udviklede sig til en selvstændig virksomhed
Af Sarah Dalsgaard, Martine Rønde Bjerg og Julie Dolleris Christensen
I 2014 starter Nicolai Kildegaard og Nikolaj Nielsen virksomheden Sarita, der har sine rødder i Brabrand.
”Vi droppede begge to ud af vores kandidatuddannelse for at arbejde med det her på fuld tid. Og da vi droppede ud, tog det fart,” forklarer Nicolai Kildegaard.
Fald er den ulykke, der sker oftest blandt ældre. Ifølge Dansk Sygeplejeråd og Sundhed.dk falder en tredjedel af ældre mennesker over 65 en gang om året, hvor halvdelen af de ældre over 80 år falder en gang om året. Faldene fører til hospitalsindlæggelser i 20-30 procent af tilfældene. Det er derfor et stort folkesundhedsproblem.
Baseret på egne oplevelser
Alarmen fra Sarita kan være med til at skabe en tryghed for både ældre og pårørende. Idéen til produktet stammer fra virkelighedens oplevelser, da Nikolaj Nielsen selv arbejdede på et plejehjem og oplevede en af de ældre falde.
”Hun havde ligget der i noget tid, før de opdagede, at hun var faldet. Efter det tænkte han, at der måtte kunne gøres noget, så man kunne registrere, når de faldt,” fortæller Nicolai Kildegaard om sin makkers oplevelse.
Brochen
Efter hændelsen på plejehjemmet begynder Nikolaj Nielsen og Nicolai Kildegaard at udvikle alarmen, der tog form som en broche. Brochen har en indbygget censor, der registrerer de ældres fald, samt et GPS-signal, der informerer personale eller familiemedlemmer om, hvor den ældre befinder sig. Det kræver dog, at de ældre giver tilladelse til at blive sporet på grund af persondatalovgivningen i Danmark.
Innovationspris
I begyndelsen udvikler virksomheden sig hurtigt. I storhedstiden er der 20 medarbejdere, hvoraf ti af dem er praktikanter. Der kommer flere og flere funktioner i brochen. De ældre kan ringe fra den og bede om hjælp, og den kan registrere, hvis demente forlader plejehjemmet. Samtidig vinder de Telias innovationskonkurrence, og der er store forventninger til projektet fra både grundlæggerne, investorerne og plejehjemmene.
De to unge mænd er også tæt på at vinde budrunden i Aarhus Kommune i 2018, da der skal findes nye løsninger, når det kommer til de ældres sikkerhed.
Forhindringer og Færøerne
Aarhus Friplejehjem i Brabrand nåede også at bruge Sarita i tre måneder. Rikke Gjørtz Mikkelsen, som arbejder på friplejehjemmet som ergoterapeut, forklarer om deres oplevelse med produktet: ”Der var nogle opstartsvanskeligheder, men det var meget brugervenligt med opsætningen, og idéen er jo genial.”
Desværre for Nikolaj Nielsen og Nicolai Kildegaard gik Sarita konkurs i januar 2020. At masseproducere enhederne havde været en lang og dyr proces, hvor produktet skulle rettes til flere gange. I dag er Sarita opkøbt af den færøske virksomhed TechCare, hvor Nicolai Kildegaard som den eneste fra Sarita fortsat er ansat.