Engdalskolen i Brabrand står midt i udviklingen af en fast mobilpolitik. Rammer og regler for brugen af de små lysende skærme på skolen er dog en kompliceret sag. Skoleleder, Anders Munthe beskriver problematikken.
Af Cecilie Kjærgaard
I den karakteristiske orange bygning ved Silkeborgvej er de i gang med en stor opgave. En opgave, der kræver et godt samarbejde mellem ledelse, lærere, forældre og elever. Engdalskolen skal have en fast mobilpolitik. Og det er ikke ligetil at lave regelsæt til de små teknologiske vidundere.
”Vi står i et dilemma. Et forbud er nemt at håndtere, og det er også det, mange andre skoler gør. At man simpelthen afleverer sin mobil om morgenen og får den udleveret, når man skal hjem,” siger Anders Munthe.
Mobil som undervisningsredskab
Alligevel mener skolelederen ikke, at et forbud nødvendigvis er vejen frem. For der er også mange gode ting ved mobiltelefonerne.
”De bliver jo brugt en del i undervisningen. I matematiktimerne er de gode som lommeregnere, og de er meget brugbare til fysik til at måle forskellige ting.”
Men mobilerne bruges også til mere kreative projekter, hvor eleverne skal lave små filmklip til undervisningen. Eller lærerne laver QR-løb, hvor eleverne skal bevæge sig rundt og finde koder, som så åbner op for en bestemt opgave. Netop derfor er et forbud ikke ideelt, mener Anders Munthe.
Skærmen kommer i vejen for fællesskabet
Men mobiltelefonerne kan også forstyrre de travle skoleelever. I en undersøgelse foretaget af Epinion fra sidste år svarer over en tredjedel af folkeskoleelever, at de bliver forstyrret af kammeraters brug af mobil i timerne, når det ikke er skolerelateret. Ifølge Anders Munthe er det dog også i pauserne, at mobilerne distraherer.
”Man kan se en klasse med 25 elever, hvor ingen kigger på hinanden, men kigger ned i hver sin skærm – det bliver man ked af at se,” fortæller han.
Det er på dette punkt, at skolelederen er mest bekymret: ”Eleverne er for lidt sammen. Den der skærm kommer i vejen.”
Digital dannelse
For Anders Munthe er det folkeskolens opgave at klæde børn og unge godt på til at færdes i den digitale verden.
”Folkeskolen er en af de få samfundsinstitutioner, hvor vi alle mødes, og derfor skal eleverne lærer, hvordan de skal navigere i det. Det bliver vi nødt til at fortælle dem,” siger han.
Skolelederen peger også på det tiltag i Aarhus Kommune, der hedder ’Samtale mellem Generationer’, hvor elever, forældre og lærere kan mødes til debat om forskellige temaer – heriblandt sociale medier og digital dannelse.
”Så havde vi en politibetjent ude og fortælle, hvad man må på de sociale medier. Ofte er eleverne ikke bevidste om, hvornår de bevæger sig på kanten af loven. De kan godt blive overraskede over, hvad der egentligt er ulovligt at gøre.”
Samarbejde om rammerne
Hvad den endelige politik på Engdalskolen bliver, kan Anders Munthe endnu ikke svare på. ”Vi står lige i vadestedet. Det er et ønske fra vores lærere, at vi får en fast mobilpolitik.”
Skolelederen har et ønske om at lave retningslinjer, der fungerer for alle, og som ikke ender i et totalt forbud.
”Vi skal stå sammen om det. Derfor skal vi også have debatten i bestyrelsen, forældrerådet, elevrådet og i medarbejderflokken, så vi får alle nuancerne med. Det kræver meget samarbejde,” siger han.
Og hvis det skulle ske, at mobilerne skal inddrages, er det skolens ansvar at stille aktiviteter og en god skolegård til rådighed, så eleverne kan stimuleres af andet end likes og Snaps.
”Da jeg gik i skole, spillede vi kort. Altså os, der ikke var så gode til fodbold.”