I tennisklubben i Brabrand samles de om en ellers individuel sportsgren. Fællesskabet har banet vejen for klubbens eksistens, og i dag åbner de igen op for nye medlemmer.
Af Nicklas Larsen og Lea Thomsen
Der er kommet små skud på træerne der omkranser anlægget. Foråret er i luften og banemanden er i færd med at banke de syv tennisbaners linjer ned igen. I de foregående weekender har et hold frivillige givet banerne tur med rive og kost. Efter linjerne er banket ned, så skal banerne tromles, have nyt grus og planes ud – og så er de spilleklar.
Socialt samvær som drivkraft
Klubben fylder 100 år i år, og har derfor planlagt stor jubilæumsfest til sommer – og her er blandt andet tidligere medlem HKH kronprins Frederik inviteret. Festen er bare én fra den række af arrangementer, som klubben jævnligt afholder. ”Vores arrangementer er det der binder klubben sammen. Medlemmerne er ikke kun med for medlemsskabets skyld, men også for den sociale omgang, og at man kan mødes og hygge sig ved siden af tennis,” fortæller formand René Boesen. I år er arrangementerne og træningerne dog truet af aflysning på grund af coronasituationen, men hvis situationen løser sig, så vil arrangementerne blive afholdt som planlagt. Netop arrangementerne og fællesskabet er grundlaget for klubben, som har fokus på at være en bred motionistklub for alle familierne i Brabrand – og sådan har det altid været.
Talenter og ildsjæle drev klubben frem
Alan Rasmussen er en dygtig tennisspiller. Han har spillet i øverste danske række og vundet flere titler i veterantennis, herunder to verdensmesterskaber. Han fik sin start i tennissporten i Brabrand Tennisklub, hvor han startede som niårig. Alans familie flyttede til Brabrand i 1963 efter en periode, hvor de boede i Sydafrika.
Fem af familie Rasmussens seks børn startede så til tennis i den lokale klub. Der gik ikke længe inden det gik op for en af klubbens ildsjæle, Eilar From, at det især var Alan og sin storebror Finn som havde potentiale. Eilar From tog initiativ for at støtte op om det potentiale han så i Rasmussen drengene.
Dette initiativ husker Eilars søn, Einar, som selv spillede tennis i klubben dengang:
”Min far var en ildsjæl for klubben. Han blev kaldt for ‘gamle From’ og gik altid med en hvid kasket. Det var ham, der kørte os til kampene rundt omkring i landet, det var der ikke andre, der gjorde,” husker Einar om sin far.
Både Alan og Einar fremhæver, at Brabrand Tennis stak ud i forhold til andre tennisklubber, fordi der var et fællesskab.
”Jeg har fået min ’tennisopdragelse’ i Brabrand tennis og det var en fantastisk tid. Der var fantastiske årsfester og ildsjæle som brændte for klubben,” siger Alan om sin tid i Brabrand Tennis.
Neglebidende kamp for plads i førstedivision
Alan Rasmussen holdt et par års pause fra Brabrand Tennis da familien flyttede til Australien i midten af 60’erne. Han stoppede dog ikke med at spille Tennis og da han vendte tilbage til Danmark, vendte han tilbage til sin gamle tennisklub: Brabrand Tennis. Alans tid i klubben kulminerede, da det i 1977 lykkedes klubben at rykke op i første division i en kamp imod Hørsholm. Både Einar og Alan spillede i denne kamp.
”Jeg spillede som fjerde herresingle og det lykkedes mig at vinde tredje sæt. Kampen var noget af en krimi, efter ti kampe havde begge klubber vundet fem hver, så vi endte med at vinde på fleste sæt, så det bidrog jeg da til,” husker Einar From tilbage på.
Alan skiftede til Aarhus 1900, da Brabrand Tennis året efter igen sank til anden division.
”Det var aftalen Alan havde lavet med klubben. Han ville gerne blive, men han havde også ambitioner,” husker Einar From.
Alan Rasmussen siger selv:
”Det var et fantastisk fællesskab, faciliteterne kunne med de daværende tre baner ikke helt leve op til de ambitioner jeg havde. Jeg går den dag i dag stadig gerne en tur derud og husker den dejlige tid jeg havde der.”
Fællesskabet gør forskellen
Alan Rasmussen og Einar From er enige om, at det var det stærke fællesskab spillerne imellem, der muliggjorde de succeser som Brabrand tennis fejrede i 70’erne. Det var en lille klub med kun tre baner, men der var allerede dengang et stærkt sammenhold.
”Vi lavede faktisk noget som vi kaldte for ’onkel ordning’. Her blev unge, dygtige spillere tildelt ældre, erfarne spillere som så trænede dem. De ældre spillere måtte så træne gratis indendørs og på den måde kendte de yngre og de ældre hinanden og havde måske noget mere forståelse for hinanden – også i forhold til fester,” siger Einar From.
Alan Rasmussen understreger også fællesskabet, når han taler om sin tid i klubben.
”Der var et fantastisk fællesskab og kultur for at bruge tid med hinanden – og så var der et par ildsjæle som for eksempel ’gamle From’, som satte tingene i gang.”
De yngre er blevet sværere at nå
I dag bliver medlemmerne af klubben dog ældre og ældre, og det kan vise sig, at være et problem på længere sigt. Særligt de unge mennesker har vist sig svære at tiltrække, fordi klubben oplever øget konkurrence fra andre sportsgrene, som fitness, løb og cykling, som er mere simple at gå til. Det mener formanden, som dog understreger, at selvom tennis er lidt sværere at lære, så er der mindst lige så meget sjov i det. ”Kom ud og prøv at spille tennis. Det er en sjov sportsgren, og med lys på banerne kan man selv bestemme hvornår man vil spille. Der er plads til at mange flere fra Brabrand kommer og benytter sig af dem.” På trods af den øgede konkurrence fra andre sportsgrene, så står det klart for formanden, at klubben tilbyder noget andet, som fitnesscentre ikke har på samme måde: fællesskabet.
Tennisklubben håber på at åbne op for individuelt spil hen mod slutningen af april måned, og netop i dag åbner klubben igen officielt op for både nye og gamle medlemmer på deres nye hjemmeside.