Ved Jydsk Grafisk Værksted er der mulighed for at udøve det grafiske håndværk, blive klogere på grafik eller lade de sociale batterier op. Det er en lille forening, men med meget at byde på.
Af Sarah Andersen, stud. BA, kunsthistorie
Forårsvejret har lagt et lunt tæppe af optimisme over Engdalsvej i Brabrand. Vinduerne i de høje boligblokke spejler eftermiddagssolen stråler. For enden af en af disse bygninger, findes en betontrappe, der fører ned til en kælder. Det ligner måske en indgang til en ganske almindelig kælder, men et lamineret skilt på døren siger noget andet. Det er bag denne dør, Jydsk Grafisk Værksted ligger. Et værksted hvor det grafiske håndværk udøves efter alle kunstens regler. Snak og latter møder en, når der trædes indenfor. Der er gang i værkstedet.
Grafik er et gammelt håndværk, der har været brugt både i Europa og Asien i århundrede. Det er en samlet betegnelse, som bruges for alle metoder til reproduktion af skrift og tegning. I denne sammenhæng er der særlig tale om grafik i forhold til billedtryk, der kan udføres ved hjælp af mange forskellige teknikker.
Et af værkstedets medlemmer er Lene Vidding. Hun har været ved Jydsk Grafisk værksted i 2 år og fremviser, hvordan billedtryk eksempelvis kan laves via en kobberplade. Et såkaldt kobberstik. Det er en billedgrafisk metode, hvor det ønskede motiv graveres ind i en kobberplade, som behandles med syre, så den efterfølgende kan bruges til at trykke et billede på papir.
Der ligger en lang proces bag et tryk, og værkstedet har derfor alskens redskaber, maskiner og rum til rådighed. Det værende alt fra store pressere, til et litografilokale og mørkekammer.
En lille forening
Jydsk Grafisk værksted blev stiftet tilbage i 2006. Det er et fællesværksted, hvor medlemmerne deles om maskinerne og arbejdspladserne, men har egne skuffer og skabe til opbevaring af projekter. Det er en lille forening, som på nuværende tidspunkt består af 9 medlemmer.
”Grafisk kunst og trykværk er en lille niche inden for kunstverdenen. Det betyder, at det er begrænset, hvor mange der kender til det,” fortæller Joe Ingvartsen, som er stifter af foreningen og har beskæftiget sig med grafik i siden værkstedet begyndelse.
Alderen for medlemmerne i foreningen ligger mellem starten af 30’erne og til slut 70’erne. Grunden til denne aldersgruppering kan muligvis ligge i, at det grafiske håndværk er mere omfattende end andre kunstformer som eksempelvis olie- eller akvarel maling, der er mere tilgængelig for alle.
”Når man søger om medlemskab og vil starte på værkstedet, så skal man gerne være selvhjulpen. Man skal have en vis viden om, hvad man laver, og hvordan redskaberne bruges,” udtaler Lene Vidding.
Jydsk Grafisk Værksted er en privat forening, der får sin indtægt gennem medlemsbetalinger. Prisen for disse betalinger afhænger af antallet af medlemmer. Selvom det er en mindre forening, så er der selvfølgelig plads til udvidelse. De nuværende medlemmer vurderer, at de vil kunne byde 5 -10 nye ansigter velkommen.
Et tæt fællesskab
En liflig kaffeduft spreder sig i værkstedets lokaler. Kaffekrus sættes på bordet, og snakken går lystigt frem og tilbage. For selvom det grafiske håndværk er i centrum, så vejer fællesskabet omkring det lige så meget.
”Ikke nok med at man får vendt sine projekter med andre, men samværet fylder også en op med energi. Inden Corona havde vi en tradition for at samles om onsdagen og ja, der gik også meget kaffe og hygge i det,” fortæller Lene Vidding.
På Jydsk Grafisk Værksted er der en meget åben arbejdstilgang. Grafik kræver brugen af maskiner, som er både store og dyre. Det er noget de færreste har mulighed for at have i hjemmet, så det grafiske arbejde laves derfor på værkstedet. Som medlem har man en nøgle til dertil, så man kan komme og gå, når det passer en. Der er derfor mulighed for både at arbejde sammen med andre eller alene.
Udover arbejdet på værkstedet, så bliver der også arrangeret fællesudflugter rundt omkring i landet for at se medlemmers udstillinger, som kan være udstillet på diverse kulturhuse, men også mere lokalt som Gasværket. Ligesom resten af Danmark, så er aktiviteter og udstilling sat i bero grundet Covid-19, men Jydsk Grafisk Værksted håber på, at de snart kan holde åbent hus igen.
Ikke så skjulte igen
Man skal ikke lade sig snyde af hverken den simple kælder indgang eller deres hjemmeside, som ved første øjekast kan forekomme forladt. De er måske ikke så synlige på nettet, men der har været gang i værkstedet hele tiden.
”Vi er ikke så lukkede, som det ser ud. Alle skal være velkommen til at få en fremvisning, hvis de kontakter os,” fortæller Merete Bartholdy, der har lavet grafik i 14 år.
Lige nu arbejdes der på at få en ny hjemmeside op at køre, som gerne skal være klar om en månedstid. Indtil da kommer der løbende opdateringer og informationer på deres Facebook side.