• Skip to primary navigation
  • Skip to content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Lokale Fortællinger

En Vores Brabrand blog

  • Forside
  • Musikken i Aarhus Vest: 10 kunstnere der repræsenterer dit hood
Her er du: Forside / Aktuelt / En spirende uvished om sommerens festivaler

En spirende uvished om sommerens festivaler

26. marts 2020 by brabrandpaaarbejde

GrimFest udmeldte i går, at de aflyser deres skaberfestival GrimMaker grundet corona, som ellers skulle have set dagens lys for første gang i slutningen af juli. Dog fortsætter planlægningen af sommerens festival, og manden bag, Aage Stokholm, følger udviklingen nøje.

Af Camilla Ohms Jensen, Nanna Gram Bentsen, Ea Johansen & Anne Sofie Damgaard Andersen

Fra asfalteret vej til grusvej i udkanten af Brabrand ligger den øde festivalplads. Med kurs mod GrimFest kører Ford Fiestaen længere ned ad grusvejen, og tvivlen rammer os, om vi er på rette vej. Her er musestille, kun lyden af dækkene der river småsten op, bryder frem.

Grusvejen er spækket med store dybe huller. Et langt punkteret spor. Øjnene er koncentreret om den ujævne vej, og hænderne er solidt placeret på rattet af frygten for at køre ned i et hul og ikke kunne komme op af det igen. Forårssolens stråler skinner gennem de store træer, der grænser op til grusvejen.

Fra højre kommer en lille hund løbende. Den kommer tæt på bilen, men det virker til, at den godt ved, at den skal holde afstand. Der er ingen mennesker, kun den lille hund som følger os resten af vejen til Grimhøjgård. Fiona står der på dens navneskilt.

En stor plads åbner sig pludselig, og Aage Stokholm træder ud fra sit hjemmekontor i den friske luft. På en plet solskin lyses hans ansigt og hans lange krøllede lokker op. Varmen i hans kinder er ikke til at tage fejl af, og i et ganske kort øjeblik glemmes den aktuelle verdenssituation.

Men festivalpladsen der ellers er klar, står tom, ligesom resten af gaderne i Brabrand. Minder om sommer og lyden af øl der knappes op, synes langt væk. Alt hvad man kender er vendt op og ned, og intet er, som det plejer at være. Det altoverskyggende spørgsmål er i denne sammenhæng: Bliver GrimFest og de andre danske festivaler aflyst?

For enden af Grimhøjvej står Aage Stokholm, der huser festivalen GrimFest, som han både er stifter og ejer af.
Foto: Ea Johansen & Anne Sofie Damgaard Andersen.

GrimFests nye tiltag GrimMaker blev præsenteret i slutningen af 2019. Det nye arrangement er beskrevet som en ”skaberfestival”, fordi formålet er at skabe noget. Det kan være alt fra konstellationer til koncepter, eller det kan være forandringer i en selv. Den nye tilføjelse, som ellers skulle have været en del af den 16-årige gamle festival for første gang i år, er dog blevet aflyst på grund af covid-19. Arrangementet skulle have fundet sted fra 27.-29. juli og dermed lede op til musikfestivalen.

Trods coronavirussens spøgen er GrimFest 2020 endnu ikke aflyst, og på nuværende tidspunkt er den sat til at finde sted fra d. 30. juli til d. 1. august. Aage Stokholm er i fuld gang med at planlægge musikfestivalen, som han for syttende gang sætter rammerne for. På plakaten er der blandt andet navne som Allan Olsen, Jonah Blacksmith, Blaue Blume og Tessa. Om festivalen får lov til at finde sted den første weekend i august, som den plejer, er endnu uvist.

”Vi følger selvfølgelig med i myndighedernes anbefalinger, men der er heldigvis stadig lidt tid at løbe på. Vi håber at kunne samles slut juli, hvor vi igen kan danse arm i arm”, siger han.

Den tomme festivalplads står klar, hvis coronavirussen ellers tillader det.
Foto: Ea Johansen & Anne Sofie Damgaard Andersen.

Filed Under: Aktuelt, Brabrand på arbejde

Primary Sidebar

Kategorier

  • Aktuelt
  • Beskæftigelse og integration
  • Børn og unge
  • Brabrand bag facaden
  • Brabrand i fritiden
  • Brabrand i hverdagen
  • Brabrand på arbejde
  • Brabrand på farten
  • Brabrand Times
  • Brabrand under udvikling
  • Erhverv og byggeri
  • Gåtur
  • Græsrødderne
  • Kultur
  • Kultur og fritid
  • Religion
  • Social og sundhed
  • Tæt på Brabrand
  • Trafik og miljø
  • Vest for Ringvejen

Se øvrige blogge

Footer

Vores Brabrand
Engdalsvej 96
8220 Brabrand

voresbrabrand@gmail.com

CVR nr. 38776169

Søg på Vores Brabrand

  • Hovedside
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved