Den Internationale Café i Gellerup er et sted for alle. Her mødes mennesker på tværs af kultur, sprog og religion og brygger nye venskaber.
Af Simone Nowack Pedersen
Gråvejret går i ét med betonbygningen på Gudrunsvej 82. Et trist og kedeligt syn. Men bag ruderne i Sleep-Inns gamle café gemmer sig en farverig perle fuld af varme og nærvær.
En summen af stemmer fylder rummet, så snart jeg træder ind ad døren. Stemmer, der bærer på forskellige historier og livsvilkår. Jeg er taget til International Café i Gellerup – et initiativ fra Aarhus Kommune, Lokalcenteret, Sleep-In Gellerup og Gellerup Kirke.
Idéen er banal. Kom og drik en kop kaffe, hyg med spil, samvær og samtaler – uanset baggrund, etnicitet sprog, religion og kultur. Og tag gerne din internationale ven med i hånden.
“Kom som dig selv”
Inden mit besøg hos Den Internationale Café, har jeg talt med Bit Boel Buhl, kirke- og kulturmedarbejder i Gellerup Kirke, som står i spidsen for arrangementet. I en telefonsamtale præsenterer jeg mig selv som journaliststuderende.
Bit tøver i røret.
“Der er rigtig mange journalister, der synes, vi er spændende. Men vi vil egentlig helst bare være os selv,” siger hun.
Efter en længere samtale, bliver Bit og jeg enige om, at jeg skal komme og være med. Men mest som mig selv, lidt mindre som journalist.
Internationalt samvær
Jeg har pakket optageudstyr og notesbog ned i tasken, og det kommer senere til at vise sig, at de er helt overflødelige. For den oplevelse, jeg netop skal til at få, står stadig soleklart i min erindring.
“Hvem er du så?”, spørger en ældre herre, Arne, efter jeg har været rundt for at give hånd til de besøgende. Blandt dem hilser jeg på Toh fra Burma, Maria fra Rumænien, Aisha fra Syrien og Søren fra Nordjylland. Jeg får med det samme en overvældende følelse af at være velkommen.
Arne sender mig et kæmpe smil, og vi falder hurtigt i snak. Han viser mig et billede af sit barnebarn Nohr på sin smartphone og fortæller ivrigt om sit liv som frivillig, pensionist og om sine besøg i Den Internationale Café hver onsdag.
“Det giver mig utroligt meget at komme her i caféen. Jeg får et energiboost ud af det, og er man i dårligt humør, når man kommer, er man det ikke, når man går,” fortæller Arne, der nyder at snakke med mennesker på tværs af sprog og religion.
Del din livshistorie
Jeg sidder og maler på sten, imens jeg snakker om alt mellem himmel og jord med Maria, Arne, Sofia og Toh. Ved siden af os sidder en flok kurdiske kvinder, og vi sender smil og hilsner henover bordende. Samværet føles naturligt og åbent, også selvom sproget en gang imellem volder lidt problemer.
Vi deler alle ud af vores livshistorier, der bl.a. inkluderer historien om Marias flytning fra Rumænien og om sit første møde med det danske sundhedssystem.
For nogle måneder siden kom Marias mor alvorligt til skade i en ulykke, og da de nåede hospitalet, blev de mødt af en læge med rumænske rødder. Moderen skulle opereres, og Maria og hendes familie havde nu to muligheder.
Operationen kunne enten ske i Danmark eller i Rumænien, alt efter hvad familien ønskede. Maria vidste med det samme, at hun skulle blive i Danmark.
”Og så hvisker lægen til mig, at jeg altså ikke behøver at bestikke ham med penge her,” fortæller Maria og bryder ud i kæmpe latter.
Et hjertevarmt sted for alle
Gråvejret udenfor står i stor kontrast til det lille lokale nær ghettoområdet. I løbet af et par timer har jeg snakket, grint og lært mennesker at kende. Caféen har denne onsdag 2 års fødselsdag, og med hjemmelavet lagkage i maven, skråler vi med på fødselsdagssang.
Fem gange på fem forskellige sprog.
Den Internationale Café er et initiativ skabt for at forbedre integration, og har til formål at skabe relationer på tværs af alder, køn og nationalitet. Da jeg forlader stedet, hersker der ingen tvivl om, at projektet lykkedes, og jeg går derfra med et smil på læben og nye venskaber i bagagen.