”De nye boliger bliver for dem, der har pengene. En toværelses lejlighed koster ca. 7500 kr. derovre. Det kommer jo ikke til at gavne mig, eller en del af de andre, der bor her nu.” Det fastslår Elsebeth Frederiksen, der er beboer i Gellerupparken på 15. år.
Af Sebastian Gråbæk
Det var den første dag i april. En mandag med højt solskin og en frisk vind. Jeg gik langs Karen Blixens Boulevard i Gellerup og nød roen. Noget som man ikke forbinder med den her ende af Aarhus. På min venstre side tordnede to af de berygtede højhuse op. To af boligblokkene i Gellerupparken, som måske inden længe kan være revet ned. Et bredt flertal i byrådet i Aarhus Kommune har nemlig besluttet – med afsæt i regeringens ghettoplan – at rive ni boligblokke ned i kvarteret. Det svarer til godt 600 familieboliger. Baggrunden for beslutningen er, at man i fremtiden, vil sikre, at der er højst 40% almene familieboliger i de hårdeste ghetto-områder. Partierne bag aftalen håber dermed at undgå parallelsamfund, og at sociale og integrationsmæssige problemer ikke koncentreres til bestemte boligområder.
På min højre side kunne jeg skimte den nye kunstgræsbane, Arena Vest Aarhus, hvor lokale fodboldhold spiller. Men også skaterparken og Globus1 – et nyt sports- og aktivitetscenter. Længere fremme kunne jeg ligeledes ane vejen ind til Gellerupbadet og Århus Klatreklub. Men mit blik blev rettet mod noget andet. Nogle knaldrøde skibscontainere, der lå i en cirkel ovenpå hinanden og tillige var udstyret med døre og vinduer med hvid maling omkring. De kalder det selv for ”E&P Huset – et informations- og aktivitetshus”.
Her skulle jeg mødes med Elsebeth Frederiksen. Hun er 43 år, og har i de seneste 15 år af sit liv boet i Gellerupparken. Hun var i 2017 kandidat for Enhedslisten ved kommunalvalget i Aarhus Kommune. Til dagligt arbejder hun som redaktionssekretær for Skræppebladet, det er Brabrand Boligforenings forenings- og beboerblad. Vi satte os med en kop te og kaffe i husets eget cafehjørne.
Da hun selv var studerende, pakkede hun tasken i Holstebro. Som mange andre drog hun til Aarhus, der skrev hun sig op til en lejlighed i Gellerupparken. Og længe skulle hun ikke vente.
”Så fik jeg noget tilbudt herude en måned senere. Så tænkte jeg, at jeg bare kunne flytte igen på et andet tidspunkt. Men jeg bor her endnu!” konkluderede hun med et smil på læben.
Nedrivningen af sit eget boligkvarter
Snakken fortsatte hen på nedrivningen af boligblokkene i kvarteret. Elsebeth Frederiksen har tidligere skrevet flere indlæg på sin egen blog, ”Elsebeth fra Gellerup” på Vores Brabrand om de planlagte nedrivninger. Venstre udpegede de boligblokke, de ville have revet ned, heriblandt den Elsebeth bor i.
”Boligforeningen og politikerne sidder i forhandlinger om det lige nu, men kan ikke blive enige om antallet, der skal rives ned” forklarede hun.
Men som det foreligger nu, er planen fra byrådets side at rive ni af boligblokkene ned.
Der kan ikke sås tvivl om hendes holdning til beslutningen om at rive dem ned. ”Det er mærkeligt at rive så mange blokke ned set i lyset af, at der især mangler almene boliger i Aarhus. Det handler om, at man vil af med nogle mennesker, som jo ikke har råd til at flytte ind i de nye boliger, der er ved at blive bygget.”
Hun fokuserer på, at der i helhedsplanen for Gellerup allerede er blevet revet fem blokke ned. Planens mange initiativer om at få beboerne i job og tage del i lokalsamfundet skulle, ifølge hende, have lov til at virke først – i stedet for at rive flere blokke ned.
De nye boliger er ifølge hende tiltænkt nogle helt andre. ”Jeg er sikker på, at Venstres incitament for nedrivningen af boligblokkene i Gellerupparken er at bygge private boliger i stedet for, så deres venner i erhvervslivet kan få nogle fede boliger. De tænker ikke så meget på de mennesker, der bor i blokkene. Jeg tror, de omvendt tænker, at det er synd og skam, at det er sådan nogle fattigrøve, der bor på så attraktiv jord.”
Elsebeth fra ghettoen – de andres syn på Gellerup
Elsebeth elsker at bo i et mangfoldigt kvarter. Et kvarter, hvor over 80 % af beboerne ifølge Samvirket i Gellerup og Toveshøj pr. 2016, var mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund fra ikke vestlige lande. Sidste år lancerede Transport-, Bygnings- og Boligministeriet en helt ny liste over særligt ”hårde ghetto-områder”, hvor Gellerupparken også befandt sig på. Men Elsebeth bryder sig ikke om den måde, vi bruger ordet ’ghetto’ på i dag.
For hende er det negativt ladet og stigmatiserende, når hun selv bor i et område, der bliver betegnet sådan. ”Folk betegner tit en ghetto som et sted, hvor der bor mange af den samme slags mennesker. Men der er ingen, der betegner Risskov eller Gentofte som en ghetto.”
Hun vil gøre op med ghetto-begrebet fra medierne og politikernes side. Det gør ifølge hende ingen gavn. ”Du får ikke flere ressourcestærke familier til at flytte hertil, hvis du bliver ved med at kalde det en ghetto. Der er ingen sammenhæng i, at de på den ene side taler om, at vi skal gøre Gellerup til et attraktivt sted at bo, men på den anden side hele tiden taler negativt om området.”
Vi kender ikke til hinanden
Når man har boet herude i 15 år, kan det ikke undgås at opleve lidt af hvert. Elsebeth tager en slurk te og fortæller, at der har været enkelte grimme tilråb til hende af en flok drenge fra kvarteret. Men hun er aldrig blevet tilnærmet eller chikaneret på anden vis.
Dog anerkender hun et problem i, at nogle af de herboende indvandrerkvinder i kvarteret, der efter mange år i landet, ikke behersker det danske sprog endnu. Eller mange af beboerne, der ikke interesserer sig for politik eller måske ved de ikke, hvad vores statsminister hedder. Det oplever man også andre steder, og det mener hun ikke er nok til at kalde det for et parallelsamfund. Men hun holder fast i sit ideologiske grundsyn på mennesker.
”Der skal være plads til alle. Man skal ikke behandle andre dårligere, selvom de tilhører en anden samfundsklasse eller har en anden religion. Man er lige meget værd! Lige meget om man betaler 10 kr. eller en million i skat.”
Elsebeth lægger ikke skjul på sine stærke, socialistiske holdninger. Derfor er hun også aldeles trist over det skel mellem mennesker, der ikke bare finder sted mellem Gellerup og resten af Aarhus, men også internt i Brabrand. Hun ville ønske, at man kom hinanden noget mere ved som beboer i 8220.
”Vi føler os ikke som en del af Brabrand, udover postnummeret. Vi har prøvet at holde fælles Grundlovsdag, hvor vi startede nede i Gl. Brabrand og sluttede heroppe i Gellerup. Fælles arrangementer kunne knytte os tættere sammen og forbedre netværket i hele Brabrand.”
Hun konkluderer med en ærgerlig grimasse: ”Der er desværre bare lige Silkeborgvej, der deler os.”