”Jeg har meget travlt,” smiler Mohammad Eissa, den syriske skrædder.
På Karen Blixens Boulevard, omgivet af containere, jord- og betonarbejdere og halvfærdige bygninger, ligger Brabrands nye skrædder. Døren til receptionen knirker som en stiv læderjakke, når man åbner den, og fra baglokalet kigger Mohammad Eissa op. Han sidder bag symaskinen omgivet af ruller med sytråd i en regnbue af farver. Han har knapt tid til at lade sig interviewe. Forretningen går strygende.
En ny start
Men ikke så godt som det gjorde i den forretning, han havde i Syrien, hvor han med 20 ansatte bag sig, førte nål og kilometervis af tråd igennem metervis af stof. Men krigen tvang Mohammad og hans familie til at flygte, og efterlade sin virksomhed i Aleppo, sammen med resten af sit liv.
”Jeg elsker skrædderfaget og udover mine børn og min hustru, er det at arbejde som skrædder det vigtigste i mit liv,” skriver han på sin hjemmeside, og glæden ved arbejdet stråler også ud af ham, imens han rutineret fører stoffet gennem symaskinen.
I Danmark startede han fra bunden, og han har på lige under halvandet år, opbygget en travl forretning med en enkelt ansat. Hun er også flygtning, og hjælper med forretningens kommunikation udadtil.
”Jeg håber, vi kan gøre forretningen ligeså stor,” smiler han og trækker på skuldrene med håndfladerne i vejret.
”Men det er ikke let, når man er flygtning og ikke taler så meget dansk,” forklarer han dog ganske forståeligt.
Dørens karakteristiske knirken virker i effekt som dørklokke. En kvinde træder ind og henvender sig til Mohammad Eissa. Heller ikke her, virker det som om, sprogbarrieren er et stort problem.
”De fleste af mine kunder er faktisk danske,” siger han om sin målgruppe.
Vi kigger på mine bukser og bliver enige om, at de skal lægges op i morgen.