
Babysvømning, rytmik på musikskolen og resten af hverdagens aktiviteter er aflyst. Det giver Sarah Johansen Lundbak Parsaei muligheden for selv at strukturere dagen. Nu kan hun tilpasse hverdagen til et tempo, som passer sønnens behov.
Af Sara Ehamparam og Cecilie Feldvoss
Den hektiske hverdag er skiftet ud. I dag står den på madpakker, legepladser og ture ud i Brabrand. Alle andre aftaler er blevet aflyst på grund af corona-krisen. Sarah og Micheal Johansen Lundbak Parsaei ser denne tid som en mulighed for at strukturere en anderledes hverdag sammen, for deres søn Lukas.
Familien skulle have været til børneaktiviteter i den lokale kirke, babysvømning og rytmik på musikskolen. Sarah frygter, at de planlagte arrangementer ikke bliver afholdt før sommerferiens start. Det gode humør bliver dog holdt oppe:
”Vi var jo tilmeldt til at skulle gå til babysvømning klokken 10 om formiddagen. Så det var sådan noget med at komme op, gøre os klar og komme afsted. Det kunne godt virke lidt stressende. Nu her er der meget mere tid til afslapning. Så står vi op. Så spiser vi. Nå, skal vi gå ud og lege, eller skal vi lave noget andet? Det er jo meget mere på Lukas’ niveau. Det er, hvad han har brug for. På den måde tror jeg han nyder det endnu mere, end hvad vi voksne gør,” fortæller moderen.

Tiden bliver nu fyldt ud med ture til Brabrandsøen, Brabrand Skovvej eller legepladsen på Søparksvej. Sarah Parsaei ser det som en positiv udfordring, at de skal finde nye måder at være sammen på som familie. Den nybagte mor er på barsel og er glad for, at hun har tiden til at lave aktiviteter med sin søn.
”Når man selv går hjemme hele tiden, og ikke har nogle faste planer man skal ud til, så er det lidt svært at hive sig selv i nakken og sige, at vi skal ud hver dag. Det er jo det, der er planen, men det bliver det jo ikke til. Det ved jeg jo godt,” siger Sarah.
Hun har et mål om, at de en gang om dagen skal ud på en længere tur. Det er ikke altid det sker, og nogle dage kommer de ikke længere end baghaven. Sarah synes det er nemmere at komme ud af huset, når hun har en aftale. Den lille familie holder dog hovedet højt, og synes det er dejligt, at have mere tid med sønnen Lukas.