
Tilbage i november 2020 kunne Brita Richter og Kristian Gram slå dørene op for BARe VIN i City Vest, efter de vandt centrets iværksætterkonkurrence og tre måneders butiksleje. I sidste uge kunne de offentliggøre, at de nu er fast butik i centret.
Af Andreas Guldager Jensen og Merete Hansen
Hvad der startede som en spontan idé om at stille op i City Vests iværksætterkonkurrence, er i dag blevet en levevej for Brita Richter og Kristian Gram. De er indehaverne af BARe VIN, der siden november har haft til huse i City Vest.
Da sejren i iværksætterkonkurrencen først var i hus for de to iværksættere, gik det hurtigt med at få stablet butikken på benene. På blot 10 dage skulle de have varer hjem og købe møbler til butikken. Siden da er det gået stærkt med nye produkter i butikken og med at finde deres egen vej, fortæller Kristian Gram.
Med den hurtige opstart og deres tid i den fysiske butik indtil nu har der også fulgt professionalisering og masser af læring med for de to indehavere:
“Ingen af os har den store butikserfaring, så det har vi som sådan ikke prøvet før, så der har været en sindssyg indlæringskurve,” lyder det fra Brita Richter om forløbet.
Den fysiske butik har givet de to indehavere et fast sted at drive deres forretning fra, hvor især events og mødet med kunderne er centralt.
Events styrker relationerne til kunderne
En stor del af BARe VINs identitet er at lave events, hvor de lokale kan komme ind og deltage samt prøve nogle vine fra butikkens udvalg. For Brita Richter og Kristian Gram er det meget vigtigt, at vin og event går hånd i hånd, så der bliver skabt en hyggelig og indbydende stemning, som danner grobund for at skabe stærke relationer til deres kunder.
Helhedsoplevelsen er også årsagen til, at Brita Richter og Kristian Gram insisterer på at sparre med en uddannet yogainstruktør, når de afholder vin-yoga events, ligesom de gør med andre kvalificerede fagpersoner i forhold til andre events.
Som med meget andet har corona-situationen også været et problem for Brita Richter og Kristian Grams eventplaner, da de ikke har kunnet samle folk. Det har fået dem til at lave arrangementer på nettet, hvor deres Vinbanko blev et hit, ikke blot for de lokale, men også for folk langvejs fra. De gjorde det muligt for lokale at afhente deres bankoplader og vin i butikken og sørgede derefter for en hyggelig bankoaften hjemme ved de enkelte deltagere.
De har fundet en kanon løsning på en ellers ærgerlig situation og ser derfor heller ikke selv, hvorfor de ikke skulle fortsætte med at benytte sig af både fysiske og online events, når vi engang vender tilbage til normale tilstande.
Selv før corona var der nemlig folk, som kunne blive forhindret i at deltage fysisk, hvilket nok vil forblive det samme efter:
“Mange mennesker vil gerne gå til et vinarrangement, men kan ikke bare lige hive en fredag aften ud,“ fortæller Kristian Gram.
Fokus på det lokale
Foruden eventdelen er det lokale miljø også en stor del af BARe VINs identitet. Det gælder først og fremmest, når det handler om, hvilke vine der står på hylderne i butikken:
“Vi vil gerne det danske, det økologiske og det europæiske, så det ikke skal fragtes så langt,” fortæller Brita Richter.
Når det kommer til butikkens vinudvalg, er det dog en bred forståelse af lokal, der ligger bag:
“Vores forståelse af lokal er meget bred. Vi har noget lokalt, der kommer fra Hammel og Aarhus, hvor det nærmest ikke kan blive mere lokalt. Men så tænker vi også med lokal vin, at det kan være tysk vin i stedet for new zealandsk vin,” fortsætter hun.
Udover at vælge lokal vin til hylderne i butikken, så er kunderne fra lokalområdet også vigtige for de to indehavere:
“Vi lever af lokallivet, og lokallivet prøver vi at hjælpe den anden vej igen, når det kan lade sig gøre. Så vi er glade for den lokale opbakning i forbindelse med vores events og i det hele taget,” lyder det fra Kristian Gram.
For indehaverne er det fedt at have stamkunder, de kender, og hvor de med en fælles referenceramme kan finde frem til deres næste vinkøb. Her er butikkens mulighed for at prøvesmage vinen en helt central del:
“Det er fedt, at vi kan smage vinen sammen sådan: ‘Du købte den her sidst, så kan du prøve’. Det giver en helt vildt fed relation. Og så kan vi heldigvis tit lade folk smage vinene, som jo er en del af konceptet. Og så kan man skyde sig lidt vej, så kunden får en fornemmelse af, at vinen er valgt til dem,” fortæller Kristian Gram.
Hertil påpeger han også, at et godt kendskab til kundernes vinpræferencer i højere grad fører til nye vinoplevelser:
“Det bliver nemmere at tage en chance med en vin, hvis man har nogen, der kan sige: ‘Hvis du kan lide den, den og den, så kan du nok også lide den her’. Så tør man bedre tage en chance. Nogle af vinene herinde er jo relativt dyre, så det er noget af en chance at købe en vin til 200 kroner, hvis man overhovedet ikke ved, hvordan den smager. Så er det da rarere, at man enten kan smage på den eller i hvert fald kan få en anbefaling af, at: ‘Den her kan du nok godt lide, fordi den minder om noget, du er rigtig glad for’.”
De lokale kunder har også været glade for nyheden om, at BARe VIN forbliver i City Vest. Mange kunder har været forbi butikken den seneste uge for at lykønske de to indehavere og udtrykke deres glæde. Kun én ting ærgrer Brita Richter og Kristian Gram:
“Det værste er, at vi ikke kan holde en kæmpe åbningsfest.”