Dagens smukkeste plet er en artikelserie med anbefalinger til Brabrand og omegns smukkeste pletter. I løbet af de næste 4 hverdage giver vi ordet til jer, brabrandgenserne, og lader jer fortælle om jeres mest anbefalingsværdige steder og oplevelser.
Af Morten Søgaard Nielsen og Troels Thøgersen
I dag har vi ladet 41-årige Jens Kjær Jensen komme til orde. Han har boet i Brabrand de sidste 5 år og bruger naturen flittigt.
Hvad er den smukkeste plet i Brabrand?
”Der er utrolig mange smukke pletter her i Brabrand. Men jeg vil sige, at rundt om Brabrand Søen og Årslev Engsø er nogle rigtig smukke områder. Der er mange vådområder med meget fugle- og dyreliv. Så sent som for en uge siden så jeg havørne herude ved Årslev Engsø, som havde en rede. Jeg synes altid, det er en oplevelse at komme ud at løbe eller gå en tur med mine børn her.
Hvad er det, som gør pletten fantastisk?
”Vi bor et sted med meget lidt udsyn. Der er huse og hække omkring, så det der med at komme ud at se himlen, horisonten og mærke den friske luft er blevet rigtig vigtig for mig. Jeg er selv opvokset ved havet, så søen her er noget af det nærmeste, jeg kommer”
Hvor ofte benytter du dig af naturområderne?
”Nu bor jeg nede ved søen, og jeg har børn i institutionen tæt på, så når jeg henter dem i børnehaven, kører jeg gerne ned forbi Brabrand Sø, hvor vi oftest ser i omegnen af 15 forskellige fuglearter. Jeg har et barn på 2 år og et på 4 år, og de synes, det er rigtig, rigtig spændende og er allerede begyndt at genkende de forskellige fuglearter. Det der med at kigge på fugle er en hobby, jeg har fået, fordi børnene syntes, det var spændende. Nu er jeg også selv begyndt at blive grebet lidt af det.”
Hvad laver du typisk, når du kommer i naturen?
”Jeg er medlem af et lille bådelaug, hvor vi har nogle kanoer og robåde nede ved søen. Jeg har flere gange taget en kano sammen med min familie og sejlet ind til midtbyen. Man kan sejle helt ind omkring ARoS. Det er en utrolig smuk tur. Selvom man sejler inde i byen, så føles det som om, at man er i naturen. For børnene er det en kæmpe, kæmpestor oplevelse. Derudover dyrker jeg også undervandsjagt, fiskeri, sejlads og løb”