I Genbrugsland stod kunderne tirsdag morgen i kø før åbningstid, klar til at gøre en god påskehandel
Af Thit Sanddal
Tirsdag morgen blev dørene i Genbrugsland åbnet for de ventende kunder, som stod på spring for at se årets udvalg af påskepynt. En række af de frivillige fra genbrugsbutikken havde aftenen forinden forberedt og omdannet indgangspartiet til et rent udvalg af påskenips af forskellig slags. De mødte efterfølgende ind til en kø af mennesker foran butikken, allerede før den var åbnet. En af de frivillige er Kirsten Overgaard, som glædeligt kan fortælle om morgenens besøgende:
”Da jeg mødte lidt i ti i morges, stod der allerede mellem otte og ti kunder i kø udenfor.”
For præsentationen af påskepynten tirsdag morgen var noget, kunderne har været klar over:
”I de sidste par uger, har der været stor efterspørgsel på påsketing- og sager. Så kunderne vidste godt, at det var netop fra i dag, det kunne købes,” forklarer Anna Jørgensen, der også er frivillig i Genbrugsland.
Hylderne ved indgangspartiet er fyldt op med alt fra dekorative harer og kyllinger til æggebægre af både keramik og retrodesign i plastik. Udvalget af butikkens påskeduge og gule lys skaber rammen for det fuldendte påskebord. Men især én vare har der været rift om:
”Den lille gule, lodne påskekylling var særligt populær hos kunderne,” beretter Kirsten Overgaard.
Kirsten Overgaard og Anna Jørgensen kan forklare, at påsketingene vil være at finde i butikken resten af måneden. Eller så længe lager haves. For i år har genbrugsbutikken fået indleveret mindre påskenips end de er vant til, og det er en faktor man må indordne sig efter, når man arbejder med genbrugsvarer og donationer:
”Sådan er det i den her branche, man ved aldrig, hvor meget man får indleveret,” forklarer Anna Jørgensen.
Ikke kun populær til påske
I Genbrugsland er det ikke usædvanligt, at der er ekstra travlt, når påskepynten sættes frem. Men det er ikke kun i påsken, at kunderne strømmer til. Og det er såvel lokale stamkunder, som folk udefra, der besøger genbrugsforretningen. Butikkens formand, Karla Gosvig, har været med siden butikken åbnede i 2009. Hun kan derfor med sikkerhed i stemmen forklare, hvornår butikken har flest kunder:
”Der er altid run på ved højtiderne og ved udsalg!”
Men det står bestemt ikke stille i genbrugsbutikken resten af året, hvor de frivillige sørger for, at der jævnligt løber forskellige tilbud og arrangementer. Anna Jørgensen kan passioneret forklare om de sidste dage, hvor butikken har haft udsalg:
”Det hele var sat ned til halv pris – ja selv kaffen, som normalt koster fem kroner!” griner de to frivillige bag disken sammen.
Den næste store begivenhed vil finde sted til maj, hvor Genbrugsland kan fejre tiårs jubilæum. Det skal være festligt for både kunder og frivillige i butikken, og for tiden er planlægningen i fuld gang. Indtil videre byder festlighederne både på lokalfjernsyn og et stort marked på gårdspladsen, hvor kunder kan hygge sig i forårssolen og gøre sig et loppefund eller to.