De asfalterede stier og broerne langs Brabrandsøen og Åbrinken danner sammen et sikkert stisystem uden biler, som binder bydele som Brabrand og Stavtrup tættere til Aarhus. Stisystemet er flittigt brugt; cykelsti til og fra arbejde, motionsture og naturoplevelser. Men stisystemet er ofte begrænset af høje vandmængder, som afskærer Brabrand og Stavtrups beboere deres nemmeste vej til motion, arbejde og natur.
Tekst af Jeppe Platz Schmidt
Man skal holde tungen lige i munden, når man cykler langs Åbrinken og ad Brabrandstien. Det er til tider hektisk at navigere mellem cyklister, løbere, rulleskøjter og forgængere. Men de opsatte skiltes budskaber om at ”Vi deler stien” synes på denne forårsdag at blive hørt. Dannebrog er hejst ved Æblehaven, kiosken, lige ved andebroen og kolonihaven Søvang af 1955, knudepunktet mellem Brabrand, Stavtrup og Aarhus C.
32-årige Mathias Jonsson benytter Æblehaven flittigt, da han bor i området. Ifølge ham er der dog én stor ulempe ved knudepunktet: ”Området er meget afgrænset når der er vand på begge sider af Brabrandstien.”
Denne forårsdag er der nem passage mellem Aarhus og Brabrand. Det kan mærkes på cykel- løbe- og gangtrafikken. Men skal man til Stavtrup eller Viby over andebroen, er det en anden sag. Broen ligger under vand, som den ofte gør det.
Aarhus kommune har i mange år forsøgt at holde vandstandene nede i området for at gøre stierne farbare. Men fra Æblehaven, som ligger på en bakke, er det tydeligt, at Brabrandsøen ikke lystrer.
Mathias Jonsson har bestilt mad til familien ved Æblehaven, og kioskens lille bestillingsalarm ligger på borde-bænkesættet. Omkring ham leger børn på rutsjebane, to herrer drikker øl og en cykelrytter hviler både ben og øjne på græsset. Knudepunktet er velbesøgt, og det er ikke svært at forestille sig området som ramme for en sommeraften med livemusik eller som vært for et sportsarrangement.
Oversvømmelserne har begrænset Mathias Jonsson, som bor i kolonihaven Søvang med sin kone og barn: ”Jeg har fx en bifamilie på den anden side af søen. Dem har jeg ikke kunnet se, uden at jeg skulle gå en stor omvej. Vi går generelt også bare meget i området.”
Udover andebroen, som stadig kan ses, ligger en bådebro helt under vand. Kun toppene af broens pæle er over vandoverfladen. På trods af andebroens ufarbare tilstand vover stædige fodgængere og cykelryttere sig alligevel over, og de må finde sig i våde fødder.
”Oversvømmelserne generer, når jeg skal på arbejde” fortæller Mathias Jonsson, som er maskinmester ved Johnson Controls. ”Så bliver jeg nødt til at cykle ad Ringvejen i stedet for ad Brabrandstien. Jeg foretrækker Brabrandstien, da der er færre biler og mindre larm. Så er det jo også bare dejligt at cykle i naturen.”