Brabrand Sø trækker mange mennesker ud af huse og lejligheder under coronakrisen, som var det en varm sommerdag.
Af Michelle Yvette Marcojos Pedersen og Mathias Korsgaard Christensen
”Det er næsten uhørt, at der er fyldt op på parkeringspladsen på en torsdag,” fortæller 62-årige Mogens Skriver Pedersen. Han er cyklet langs Brabrandstien og står mellem Brabrand Sø og Årslev Engsø. Det er en torsdag eftermiddag, og selvom solen skinner, er det koldt uden handsker. Mogens er ikke alene om at bruge eftermiddagen ved søen og naturen, for under coronakrisen er naturområder som Brabrand Sø blevet et populært mødested.
”Der er jo også super flot vejr i dag, så der er rigtig mange mennesker her ved brabrandstien på cykel og folk, som går en tur,” fortæller han, mens cyklisterne suser forbi.
Regeringens forsamlingsforbud på maks. 10 personer kan næsten virke glemt, ved synet af de mange mennesker på stien. Mogens er selv opmærksom på at holde afstand, for han møder stadig på arbejde på et plejehjem, hvor han har kontakt til borgere i risikogruppen.
Mentalt afbræk i usikre tider
Selvom Brabrand Sø strømmer med friske løbere og cyklister, er det ikke kun et godt sted for konditionen. Især under coronakrisen bruges naturområdet som et frirum for tankerne.
”Når man bor i lejlighed, er det godt at få noget luft og komme ud, også rent mentalt. Selvom jeg bor i en femværelseslejlighed og har rimelig plads, er det godt med luft i det fri,” forklarer Mogens Pedersen. ”Jeg cykler herud mest for det mentale, og mindre for motionens skyld. Jeg tror, at jeg ville forbrænde mere ved at løbe op og ned ad trappen derhjemme.”
Mogens er bosat i Viby, men cykler ofte to-tre minutter mod søen, for at komme væk fra byen og ud i naturen. I dag føles det ikke som en almindelig torsdag i marts, men nærmere som en søndag om sommeren. Familier tager billeder, mens andre på rulleskøjter bliver indhentet af cyklister.
”Her kommer nogle enkelte gamle, som mig selv, men jeg ser flest unge og familier med småbørn. De plejer at holde god afstand, så vidt jeg kan se. Men det er klart, at hvis man overhaler en anden på cykel, så er der nok mindre end en meter imellem os.
”Det kan være tiltrængt at komme væk hjemmefra, når andre hverdagsaktiviteter er udelukket. Men selvom man møder hinanden i naturen, gælder det stadig om at holde afstand. Mogens Pedersen vender cyklen hjemad: ”Jeg nyder at komme ud, for så sætter jeg også mere pris på at komme hjem igen.”