Det flyder med cigaretskodder på gader og veje i Danmark, og den nye Karen Blixens Boulevard i Brabrand er ingen undtagelse.
Af Jeanne Dahl Olsen & Jonas Markussen
Fastklemt mellem de nylagte fliser på Karen Blixens Boulevard i Brabrand finder man dem. Nogle har fundet vej gennem afløbsristen, hvor de ligger på kloakbunden og danner en bunke. I vejkanten og ved træerne i midten af boulevarden ligger de to centimeter orange filtre også spredte. Cigaretskodderne er alle vegne på den nye boulevard i Brabrand.
De små skodder er den mest almindelige type affald, der samles op fra gader og veje i Danmark. Organisationen Hold Danmark Rent anslår, at de danske rygere hver dag smider 9 millioner skodder på gaden, når det sidste hiv er taget. Derfor er der også i år særligt fokus på de små filtre, når der i denne uge er affaldsindsamlinger i hele landet. I Brabrand foregår affaldsindsamlingen på søndag d. 31. marts.
Emil Seiersen på 30 år tænder ofte en cigaret, når han trasker op ad boulevarden på vej til arbejde. Selvom han så vidt muligt forsøger at skodde cigaretten udenfor og smide den i skraldespanden, når han kommer indenfor, erkender han, at han som ryger da også har efterladt et skod hist og pist.
»Altså jeg er ikke hellig. Jeg har også smidt mange skodder. I mine femten år som ryger har jeg vist smidt mine,« fortæller han.
Emil Seiersen pointerer dog, at han benytter skraldespandene til at aflevere sine færdigrøgede smøger, hvis de er der.
»Hvis jeg ved, der er en skraldespand længere henne, vil jeg gerne smide den i men ‘out of sight out of mind’,« smiler han.
Selvom Emil Seiersen erkender, at skodderne på fortovet omkring træerne og i kloakken er et udtryk for »idioti, dovenskab og dobbeltmoral«, synes han alligevel, at der er for få steder omkring boulevarden, hvor man kan slukke og udsmide sin cigaret.
»Jeg synes, vi burde have nogle flere skraldespande med indbyggede askebægre i ligesom inde i midtbyen. Skraldespande med en metalbakke ovenpå så der ikke er nogen brandfare. Det mangler der,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror, problemet stiger, når ungdomsboligerne åbner. Det er kun bunden, vi ser nu.«
Rikke, der er anlægsgartner, er en af de, der til daglig er ansat til at rydde op efter rygerne på boulevarden. Hun mener, at cigaretskodder, der flyder i bybilledet, er et markant problem. Hun er enig i, at der mangler flere muligheder til rygerne for at komme af med deres affald.
»Det er helt åndssvagt, at der ikke er flere askebægrer og skraldespande omkring eksempelvis busskurene på boulevarden« siger hun og klemmer om et skod med sin gribetang.
Hvis du også vil være med til at komme de små skodder til livs, er der lokal affaldsindsamlingsdag d. 31. marts med mødested på Karen Blixens Boulevard 39 kl. 11.