I hjertet af 8220 ligger nordens største Bazar, og under Ramadan får Bazarens mange restauranter og caféer en helt særlig værdi for lokale muslimer. Hamdan restaurant er en af de restauranter der holder åbent efter solnedgang, så muslimer i nærområdet kan få sig en bid mad og en sludder efter en dag med faste.
Bazar Vest har længe stået som et centrum for arabisk og tyrkisk kultur i det århusianske bybillede. Der er både mulighed for at smage på et bredt udvalg af mellemøstlig og tyrkisk mad, og for at købe alt fra dagligvarer til køkkengrej i Bazarens mange butikker. Men udover at være et besøg værd fra udefrakommende, som gerne vil mærke noget mellemøstlig of tyrkisk kulturliv, så er Bazar Vest også et samlingspunkt for lokale muslimer under Ramadan.
Åbent efter lukketid
Alaa Muhammad driver Hamdan Restaurant i Bazar Vest, som tilbyder et bredt udvalg af retter fra den palæstinensiske cuisine. Og spørger man ham, er der masser at se til for restauranterne i Bazaren under Ramadan.
”Normalt lukker alle Bazarens restauranter og cafeer kl. 18, men vi er en af de restauranter der holder åbent efter lukketid under Ramadan. Vi åbner op igen efter Iftar og holder åbent fra ca. kl. 21:30 til kl. 2 om natten hver fredag, lørdag og søndag. Så er der mange der kommer og får sig noget at spise og drikke, og som sidder og hygger sig.”
Efter en lang dag med faste, kan det nemlig være tiltrængt at komme ud og få sig en bid mad og noget at drikke til. Men derudover, kan det også være tiltrængt at få sig en snak med venner og familie. Her spiller Hamdan Restaurant en særlig rolle for muslimer i nærområdet, da restauranten både byder på mad og drikke og faciliterer et sted at socialisere efter solnedgang.
”Når vi holder åbent om natten under Ramadan, er der altid meget at se til. Der er som regel fyldt med mennesker både her og på de to andre steder der har åbent i Bazaren.”
Andre tilbyder take-away til Iftar
Ifølge Alaa Muhammad er det dog kun ham og to andre cafeer i Bazar Vest, der holder åbent i de sene aftentimer og i nattetimerne under Ramadan. Men de andre restauranter tilbyder også særlig service til de lokale muslimer i den særlige måned.
”De restauranter der kun serverer varm mad, altså shawarma-stederne, de åbner ikke op igen om natten ligesom vi gør. Men jeg ved at de altid har travlt lige inden solnedgang under Ramadan. Der serverer de take-away, som folk så tager med hjem og spiser til Iftar. Alle madstederne herude tilpasser sig på den måde efter Ramadan.”
Som at være i et muslimsk land
En der har oplevet Bazar Vest under Ramadan er Zubeida Abdi. Hun har somaliske rødder, er 23 år gammel, bor i Brabrand og så er hun praktiserende muslim. Hun har derfor været en af dem der har været i fredens moské for at bede under aftenbøn under Ramadan, og som efterfølgende har taget et smut forbi Bazaren.
”Der er en helt speciel stemning herude under Ramadan. Jeg har været i Fredens moské for at bede aftenbøn med min familie flere gange under Ramadan, og så er vi taget hen i Bazaren efter for at få noget at spise osv. Der er altid mange mennesker og parkeringspladserne ved Bazaren er altid helt fyldt op de aftener. Det føles næsten som at være i et muslimsk land.”
For Zubeida Abdi er det dejligt, at mærke det stærke muslimske fællesskab, som der er omkring fredens moské og i Bazar Vest under Ramadan. Som muslim er det vigtigt at kunne dyrke sin tro og kultur, særligt i Ramadan måneden, og det tilbyder de forskellige steder i Bazaren samt fredens moske en mulighed for.
”Det er jo en vigtig højtid for os, så det er fedt at mærke at der noget fællesskab omkring den, og at madstederne i Bazaren holder åbent efter lukketid. Jeg synes i hvert fald at det er den bedste tid på året at bo i Brabrand.”
En speciel stemning til Iftar i Bazar Vest
En anden som har oplevet Bazar Vest i de sene aftentimer er 24-årige Jwan Mahmoud, som har palæstinensiske rødder og bor i Hasle. Hun er også muslim, og har derfor nydt godt af at komme i Bazar Vest under Ramadan.
” Jeg var på Sultan ude i Bazaren og få Iftar, og der en speciel stemning over at tage ud i Bazaren og få Iftar eller Suhoor. Det er mega hyggeligt det der med, at dem der er der, er vennegrupper og familier som alle har fastet hele dagen, og så får vi alle serveret mad på samme tid. Det er bare noget andet end at spise på et tilfældigt sted inde i byen.”
Explainer: Hør om Ramadan Iftar, Suhoor er her