Til sommer afholdes GrimFest endnu engang på Grimhøjgaard i Brabrand. På trods af coronas stramme greb om den danske kulturs hals, kæmper arrangørerne bagved for at gennemføre en festival og åbne op for endnu et nyt kulturmødepunkt i Aarhus.
Festivalen GrimFest foregår i udkanten af Brabrand, hvor arbejderne allerede nu er i gang med at planlægge og gøre klar (film af: Tine Bjerregaard Jensen)
Skrevet af Anne Engbjerg og Tine Bjerregaard Jensen, d. 19. april 2021
Siden 2004 har Grimhøjgaard i Brabrand lagt hus til utallige kulturelle arrangementer, heriblandt GrimFest. GrimFest, eller ”Danmarks hyggeligste havefest,” som den også bliver kaldt, har siden opstarten fokuseret på up-coming kunstnere fremfor kæmpe navne, hvilket har gjort festivalen ekstremt populær. Nu er de klar til mere, fortæller Ellen Emilie Madsen, produktions-ansvarlig for GrimFest.
Tilbage i 2020, da alle landets festivaller var tvunget til at aflyse, fandt skaberne bag GrimFest på en kreativ løsning. Da der blev grønt lys for siddende arrangementer op til 500 mennesker, blev De Grimmeste Aftner skabt. Her forsøgte de igen at skabe et sted, hvor nye kunstnere kunne få lov til at spille sammen med større navne foran et publikum, der havde picnic på plænen.
2021 bringer endnu flere nye initiativer
Selvom GrimFest-arrangørerne har fået kæmpe succes med De Grimmeste Aftner, så er de slet ikke færdige. Der er nemlig mere i ovnen, fortæller Ellen: ”Den Grimme Ånd; det er en man kan blive bidt af”.
Det er nemlig Ellens håb, at der til efteråret åbner et nyt kulturspot op i Brabrand, nemlig Den Grimmeste Stue. Et sted, hvor folk kan komme og spille deres musik for folk, der gerne vil høre noget nyt – og på samme tid have en hyggelig aften med god mad og drikke.
”Vi matcher det med at have en fed aften med en fed koncert og så at få noget lækkert at spise i stedet for at blive nødt til at nøjes med en hotter fra hjørnet”, fortæller Ellen, der dog også er glad for en hotdog med det hele. Idéen er at lave en anden slags koncert-følelse end den vi alle kender til, så der er en Grim feeling til alle mennesker.
Den Grimmeste Stue er netop nu i betragtning til at modtage støtte fra Underværker, som er en Realdania-kampagne, der støtter projekter, som har lokalsamfundets opbakning. Læs mere om Den Grimmeste Stue og Underværker her.
Renoveringen af Den Grimmeste Stue er i fuld gang, og skaberne bag håber på at åbne stuen op i slutningen af året (film af: GrimFest).
Derudover er Ellen også i gang med at planlægge en vejfest sammen med Gellerup Art Factory, hvor de begge kan få lov til at vise borgerne i Brabrand og Gellerup, hvad de har at byde på.
”Det er også endnu et led i hele den her store plan om at gøre Gellerup og Brabrand meget mere attraktiv inden for den kunstneriske scene.”, fortæller Ellen, ”vi vil vise, at man ikke skal ind til midtbyen for at opleve fed kultur”.
GrimFest 2021 planlægningen er i fuld gang
Hos arrangørerne bag GrimFest er de ikke i tvivl om, at GrimFest 2021 bliver gennemført. De håber selvfølgelig på, at festival kan løbe af stablen som normalt, men hvis restriktionerne ikke tillader det, så har de også en løsning til det.
Ellen er ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre: ”Vi har allerede erfaring fra De Grimmeste Aftner om at køre coronasikre arrangementer. I 2020 havde vi ikke et eneste smittetilfælde, der kunne spores tilbage til os, så det var vi jo ret stolte af”.