På billedet: Imad Kaaouch i Arabisk Dansk Kulturhus i Brabrand
En af de bærende kræfter i klubberne i Gellerup, fortæller om vigtigheden af, at forholde sig til sine rødder, selvom man bor i Danmark og er dansk. Men også om vigtigheden i at blande kulturer, og derved komme et skridt tættere på sig selv og hinanden.
Af Mie Sørensen
”Jeg er Palæstinenser og jeg er stolt af det”, lød det fra Imad Kaaouch, der oprindeligt er uddannet tandlæge. Han har de sidste 25 år arbejdet frivilligt som pædagog i klubberne i Gellerup, som også går under Arabisk Dansk Kulturhus, som er båret af frivillighed:
– “Jeg startede med at lave frivilligt arbejde i cirka 94 og der startede vi som en slags kunst og kulturgruppe, her i Gellerup. Der lavede vi mange forskellige arrangementer og foredrag. Vi havde f. Eks en meget stor foredragsaften om AIDS. Det var et åbent arrangement for alle, hvor der var en speciallæge og en imam. Det gik rigtig godt.”, fortæller han og fortsætter:
– ”Vi lavede senere om på navnet, som blev til Arabisk- Dansk kulturhus. Vi laver forskellige kulturelle arrangementer og tilbud til unge, indenfor både dans, musik og teater.”
Kultur som basis for fællesskab
For Imad og kulturhuset, er målet blandt andet, at kulturer og traditioner mødes, og således komme tættere på hinanden og tættere på et fællesskab. Heri også tættere på forestillingen om en hel by:
– ”Vi holder arrangementer her i Gellerup og inde i midtbyen, fordi vi mener at der skal bygges en bro mellem Aarhus V og Aarhus. Og vi mener at kultur er den bedste basis for dette.”, erklærer han.
– ”Vi arbejder ud for nogle nøgleord, som vi arbejder meget for at fastholde, som forståelse, respekt, tolerance, accept og fællesskab. Det er også vigtigt for vores eksistens.”, fastslår Imad.
Identitet er vigtigt for børnene
Imad forklarer at han kommer til Danmark med en stor portion kærlighed, og fortæller at han føler sig hjemme i Gellerup. Samtidig med at han holder fast i sin identitet som palæstinenser, betragter han sig selv som en almindelig dansk samfundsborger:
– ”Jeg arbejder, jeg betaler skat, mine børn lærer dansk i folkeskolen. Når der er valg, så stemmer jeg. Jeg er dansk og føler mig tryg i Gellerup. Ligeså meget, som man gør i Aarhus.”, siger han og fortsætter:
– ”Identitet betyder meget for vores børn. Jeg gør alt for at integrere mine børn i det danske samfund. Men med tiden kommer de og spørger ’Hvem er jeg? Jeg hedder jo noget andet end de andre?’. – Hvis man gør det på den rigtige måde og giver plads til, at man kender sin egen identitet og sit eget sprog, kan man også godt lære alt det andet. Det hænger sammen. Hvis jeg ikke kender mine rødder, så føler jeg mig også alene i Danmark.”
Kærligheden til Palæstina lever i Aarhus
Dansk Aarabisk Kulturhuset er i bevægelse og gør, ifølge Imad, meget ud af at betræde samtlige danske scener, blandet andet med deres folkedanshold, ”Jafra”, som senest er hjemvendt fra Oslo. For dem, findes der i det hele taget en stor glæde i mødet mellem kulturer og mennesker, i områder udenfor Brabrand. Heri lever nøgleordene, respekt og fællesskab, endnu engang når de rykker ud af de hjemlige rammer og ud i det Aarhusianske gadebillede. Blandt andet som det sker den første weekend i april, når kærligheden til Palæstina fejres:
– ”En gang om året holder vi Kærlighed for Palæstina. Vi deler blomster ud til folk og klæder os flot på. Her markerer at vi elsker vores hjemland. Vi glemmer krig og husker kærligheden, og møder folk på gaden, med smil og glæde.”, fortæller Imad.
Dansk Arabisk kulturhus afholder jævnligt arrangementer på samtlige Aarhusianske scener, såsom Dokk1 og i Musikhuset. Og det er også vigtigt at etablere samarbejder udefra, hvor de ifølge Imad har fremtidige samarbejder med filmværkstedet og opgang 2, som er en teatergruppe i Aarhus. Også i håbet om, at skabe bro mellem de to Aarhusianske bydele.