
I et år har brætspil, snak og varm kaffe skabt rammerne for Den Internationale Café i Gellerup. Her mødes gæsterne hver onsdag til uforpligtende samvær. Det kan modvirke ensomhed, fortæller en af caféens frivillige.
Af Kirstine Saxe, Malene Kielsgaard og Henning Horn
“En æske tændstikker!” udbryder frivillig i Den Internationale Café Søren Skyum til de sine tre medspillere. Han viser den brik, han har trukket op af æsken. De sidder om et bord med hver deres halvfyldte kaffekop, og spiller brætspillet Vildkat. Det gælder om at finde brikkens tilsvarende billede på spillepladen.
Øjnene piler rundt for at finde den blå æske med tændstikker. Hiba får øje på den først. Hun kommer ofte i Den Internationale Café, men det er første gang, hun har sin mand og sin fireårige søn Christiano med. Han sidder ved et andet bord end sin mor, mens han spiser en hjemmebagt dadelkage.
Mødet mellem mennesker kræver gode lytteevner
Caféen har eksisteret i et år, og fødselsdagen blev fejret den 24. marts med lagkage og fødselsdagssang på seks forskellige sprog. Lagkagerne fik hurtigt ben at gå på blandt de cirka 30 gæster.
Frivillig Signe Nygaard var med til at starte cafeen op i 2017. Hun følte, der manglede et sted, hvor man kan være sig selv sammen med andre. Hun fornemmer, at mange kvinder føler ensomhed, hvis de ikke arbejder, og derfor sjældent kommer ud af lejligheden. Her er Den Internationale Café en mulighed for at møde andre mennesker uden forpligtelser.
“Man skal være god til at lytte, når man er frivillig, for alle har noget på hjerte, som de gerne vil fortælle. Som frivillig, får jeg folk til at snakke,” fortæller Signe Nygaard, der er frivillig på den internationale café.
Kaffen er også varm næste år
I dag er en stille eftermiddag i cafeen, for det er usædvanligt, at der er mindre end otte gæster.
Opbakningen omkring caféen har været god, men ifølge arrangørerne fra Gellerup Kirke tager det tid, før caféen bliver kendt og besøgt af områdets beboere. Frivillig i Gellerup Kirke Søren Skyum fastslår derfor, at caféen fortsætter det næste år.
Hvor: Sleep-In Gellerup på Gudrunsvej 82, 8220 Brabrand
Hvornår: Hver onsdag klokken 13-16