Lars Skibelund er 71 år og pensionist. Men han er også selvstændig og driver virksomheden Drageriet.
Af Simone Nowack Pedersen
I et kælderlokale i Brabrandhus holder Lars Skibelunds dragevirksomhed til. Her pryder et væld af forskellige stofmaterialer i alle regnbuens farver rummet.
Drageriet er navnet på virksomheden, som han med lidt hjælp fra sin kone har drevet siden 1982. Det var livet som sløjdlærer på Engdalskolen i Brabrand, der første gang åbnede op for hans interesse for drager. Det blev nemlig en del af børnenes sløjdundervisning at lære at bygge dem selv.
Og så tog det ellers fart. Han blev hurtigt bidt af dragebygningen. Derfor besluttede han at gå sammen med en kollega om at starte deres egen virksomhed. De havde på tæt hold set, hvordan folkeskoleeleverne på Engdalskolen satte pris på at bygge drager. Det gav dem idéen til at sælge drage-kits til andre folkeskoler og institutioner.
Og det blev hurtigt en succes.
“Der er rigtig mange skoler og andre dagsinstitutioner, der synes, at det er fedt at bygge drager. På den måde er de både aktive og kreative. Det tror jeg er en god kombi,” siger Lars Skibelund.
Verden rundt
I dag driver Lars Skibelund butikken alene, men han får lidt hjælp fra sin kone. Sammen tager de verden rundt for at finde inspiration til deres drager. De har blandt andet været til dragefestival i Kina, Indien, Libanon og mange andre steder.
“Ingen ved, hvornår dragen blev opfundet, men de fleste går ud fra, at man i Kina har kendt til drager i mere end 3000 år,” fortæller Lars Skibelund, der samtidig påpeger, at det er det land, som har givet ham mest inspiration til dragebygningen.
Det er vigtigt for ham at holde sig igang. Han er derfor utrolig glad for stadig at kunne holde liv i den ydmyge virksomhed.
“Jeg bliver aldrig træt af drager. Det gør jeg simpelthen ikke,” fortæller han og smiler.
Han viser en stor bog frem, som hedder ”Drager i vinden”. Den har han selv skrevet tilbage i 2005. Bogen handler om alt fra dragens materialer til historie og forskellige typer af drager.