Kriger uden maske, Hanne-Vibeke Holst ❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Forlag: Gyldendal
Udkom i 2022
ISBN: 978-87-02-29354-8
anmeldt af Jens-Jørn Rodevad, 8220 Brabrand
Da Kurt i vores læsegruppe ”Vores bøger” foreslog at vi skulle læse en bog af Hanne-Vibeke Holst, tænkte jeg: Hanne-Vibeke Holst har jeg altid veget uden om, jeg har aldrig læst noget af hende. Jeg har endda Som pesten, fra 2017 stående, som en af de få bøger i reolen jeg ikke har læst.
Bogen Kurt foreslog, hedder: Kriger uden maske. Den starter med et citat af Sonja Ferlov Mancoba der lyder som følger: ”Man skal gå ud fra sin hule som en væbnet soldat”.
Bogen starter med at Sonja kaldet Sonne er på besøg ved en af familiens gode venner, kunstsamleren Carl Kjersmeier, der i deres lejlighed på Vesterbro har stuerne proppet med ”negerkunst”. Sonja har aldrig set noget lignende. Hvis slaraffenland findes er det her. Kjersmeier tager en af sine mange afrikanske træskulpturer, en fang – figur fra Gabon ned fra hylden. Og har lagt den i hendes hænder. Figuren i dukkestørrelse er udstyret med en vældig manddom, som underligt nok ikke gør hende genert. Hendes mor udbryder: ”Ærlig talt, det er vist ikke noget for småpiger…” Kan du mærke dens kraft Sonne, spørger Kjersmeier? Ikke rigtigt tøver hun, hun vil nødig skuffe den rare mand. ”Luk øjnene!” opfordrer han.
Med øjnene lukket i, samler hun sin koncentration om den mørke blankpolerede figur. Fornemmer dens lethed, formen, den svagt klæbrige overflade. ”Bliv ved!” siger han, og efter en stund sker det forunderlige. Det summer i håndfladerne, varmen begyndte at strømme fra skulpturen direkte i hendes blodbaner og får det til at snurre i hele kroppen. ”Nu kan jeg mærke det! Det er som om den bliver levende!” udbryder hun betaget.
Måske er det er denne oplevelse, der gjorde Sonja Ferlov Mancoba til en af de største skulptører i Danmark. Kjersmeier udbryder: ”Jeg vidste det du har det rette sind. Du er jo udvalgt, Sonne! Du må aldrig glemme det, vel?
Kunstnergruppen linjen
Da Sonja Ferlov efter mange overvejelser valgte sin vej blev hun optaget på Akademiet for De Skønne Kunster, hvor hun møder Richard Mortensen, Hans Øllgaard, Gustav Munch-Petersen, Vilhelm Bjerke og Ejler Bille. Sammen dannede de fællesskabet Linien, som udgav et tidsskrift med samme navn. Tidsskriftet Linien introducerede dansk kunst for surrealismen. I midten af 30 ́erne søgte de sammen til Gudhjem, der også den gang fungerede som en kunstmagnet. Begejstringen for Bornholm og det tætte samvær har præget deres arbejder i et mere abstrakt-surrealistisk formsprog, dog er det bornholmske miljø ikke direkte afspejlet i deres værker.
Sammen arrangerede de i 1937 en udstilling med kunstnere fra udlandet, blandt andet Max Ernst, Paul Klee, Joan Miró og Jean Arp. Dermed blev de store internationale surrealister introduceret til Danmark.
Mancoba
Sonja Ferlov flyttede som 25 årig til Paris, hvor hun bosatte sig og fik atelier ved siden af Alberto Giacometti. Gennem ham mødte hun den afrikanske kunstner Ernest Mancoba. Sammen med Mancoba former Sonja Ferlov Mancoba sin fremtid som skulptør. Men hun oplever også modstand fra sin familie og oplever hvordan apartheid præger tiden i hele Europa, hvor det kulminerer i anden verdenskrig med de rædsler, deportationer og indespærringer som blev en følge af forfølgelsen af de, der ikke var af den rene hvide race, og hvordan Sonja Ferlov Mancoba, som en væbnet soldat, en kriger uden maske tog kampen op mod den uretfærdige forskels behandling af mennesker.
Hvordan den videre kunstneriske udvikling sker sammen med kunsterne i Paris, kan du læse i den meget velskrevne og grundige gennemgang af tiden fra 1921 til afslutningen af krigen i 1945. Bogen er præget af en meget grundig research og stor dokumentarisk troværdighed og fortalt i et fantastisk sprog.
Fakta om Hanne Vibeke-Holst
Hanne-Vibeke Holst er en dansk forfatter og uddannet journalist, som har været ansat på Berlingske Tidende og Søndags B.T. Hun er datter af forfatterparret Knud og Kirsten Holst.
HVH fik sit litterære gennembrud med Louise-trilogien (1985-1990).
Derudover har hun skrevet romantrilogien om tv-journalisten Therese.
Bøgerne om Therese er en effektiv blanding af kærlighedsroman, udviklingsroman og thriller, som er oversat til en række sprog. Hanne-Vibeke Holst har desuden skrevet drama, tv-drama (Taxa og Strisser på Samsø) og medvirket i forskellige tv-programmer.
Født: 21. februar 1959 i Hjørring.
Uddannelse: Uddannet journalist
Debut: Hejsa, Majsa! Ungdomsroman i 1980
Litteraturpriser: De gyldne Laurbær, Læsernes bogpris Søren Gyldendal Prisen og Danners Ærespris.
Udgivelser bl.a.
Louise trilogien 1985 til 1990.
Trilogien om tv-journalisten Therese
Trilogien Kronprinsessen, Kongemordet, og Dronningeofret fra 2002 til
2008 der senere blev filmatiseret.
Knud den store 2013 om hendes far, forfatteren Knud Holst
Som Pesten 2017 om udbruddet af en dødelig pandemi