BJØRN, Iben Mondrup, 2023
Forlag: Politikens Forlag
ISBN: 978-87-400-8089-6
❤️❤️❤️❤️❤️❤️
anmeldt af Jens-Jørn Rodevad, 8220 Brabrand
Da Iben Mondrup første gang kom til Brabrand, dengang på Gasværket, læste jeg den første bog om Tabita. Jeg måtte læse den med ophold, den var så voldsom og gribende, at jeg ikke kunne klare at læse hele bogen på en gang.
Nu er den sidste bog i trilogien om Tabita og Vittu kommet. Den udkom i september 2023, og det var med bange anelser jeg begyndte på læsningen. Dramatik fra begyndelsen.
Tabita, der er i begyndelse af tyverne, er taget fra Danmark tilbage til Grønland og befinder sig i en båd syd for Nuuk. Året er 1983. Hun finder en blok og en kuglepen på båden og skriver:
”Han har gjort mig ondt. Han har gjort min bror ondt. Han har gjort min mor ondt. Jeg hader ham. Han skal lide. Han skal betale for det. Det skal gøre så ondt på ham, at han ønsker at dø. Han skal ikke dø helt, han skal hele tiden være lige ved at
dø. Uendeligt”.
Det skriver Tabita om den mand der adopterede hende og hendes bror Vittu og derefter, over hals og hoved, rejste hjem til Danmark og tog børnene med sig. Tabita er på vej hjem til Upernavik, der ligger højt mod nord på den grønlandske
vestkyst, for at blive genforenet med sin mor. Hun ved ikke at hendes lillebror, Vittu, er i live og også befinder sig i Grønland.
I Humlebæk er Tabitas adoptivfar, Berthel, ved at gøre regnskabet op i sit ægteskab med Eva. Hans liv har været defineret af den skæbnesvangre beslutning, han tog om at medbringe de to grønlandske børn til Danmark. Nu vil han finde Tabita og Vittu igen.
Iben Mondrups direkte sprog
Det første indtryk jeg fik af bogen var, korte sætninger, korte afsnit og et meget direkte og fyndigt sprog, der er ikke lagt fingre imellem i beskrivelserne af personer og beskrivelserne af de mørke sider af sindet.
Men når naturen i Grønland skal beskrives er sproget diskret og poetisk. Naturens kraft kan ingen modstå og skildringerne af de storslåede landskaber, er en stor kontrast til de ofte dystre hændelser.
Det er ikke noget opløftende billede, Iben Mondrup giver af forholdet mellem Danmark og Grønland, men Bjørn er en roman om at finde sin vej i livet. Om at kunne leve med de valg man har truffet, og de valg andre træffer på ens vegne.
Læs den og bliv overrasket over en stor forfatters evne til at føre os gennem livets mange dunkle sider men også de lyse og eventyrlige øjeblikke. Jeg klarede at læse den i et hug.
Iben Mondrup kommer på Kultursted Brabrand, J.P. Larsens Vej 17 F, torsdag den 12. oktober 2023, kl. 17.00. Pris 120,- kr. for medlemmer af Kultursted Brabrand og 140,- kr. for ikke medlemmer. Billetter kan reserveres på kontor@kulturstedbrabrand.dk
Fakta om Iben Mondrup
Født 1969 og opvokset i Grønland. Som attenårig rejste Iben Mondrup til Danmark for at uddanne sig, bl.a. på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra hun i 2003 dimitterede som billedkunstner. Hun debuterede som romanforfatter i 2009 med ”Ved sluse”.
Iben Mondrup har fået følgende priser og legater
2015: DR romanprisen (Godhavn)
2017: Blixenprisen (Karensminde)
2019: Adam Oehlenschlaeger, Emil Aarestrup, Herman Bang og Johannes Ewald Fonden (Anerkendelse af kunstnerisk virksomhed)
Hun har modtaget adskillige legater fra Statens Kunstfond, heriblandt det 3-årige arbejdsstipendium, som hun blev tildelt i 2015. I 2022 modtog hun Statens Kunstfonds livslange hædersydelse.
Af samme forfatter
De usynlige grønlændere, samtaler, 2003
Ved slusen, roman, 2012
En to tre- Justine, roman 2012
Store Malene, roman 2013
Godhavn, roman 2014,
Karensminde, roman 2016
Vi er brødre, roman 2018
Tabita, roman 2020
Vittu, roman 2022
Bjørn, roman 2023