
Onsdag dukkede Brabrand igen op i nyhederne rundt om i Danmark. Et vildsvin havde pludselig vist sig i lokalområdet og bevægede sig rundt i parker og lokale haver og spiste æbler, skrabede i jorden og havde det herligt. Desværre sluttede springturen sørgeligt, da en tilkaldt jæger sidst på eftermiddagen skød vildsvinet.
“Hvem mangler en sort gris? Vi mødte på vej hjem en stor sort gris på fortovet.. hvem mangler den?”
Sådan lød et af de første tegn på, at noget helt usædvanligt var på færde i Brabrand onsdag eftermiddag. Et kulsort og tilsyneladende velplejet og øremærket vildsvin løb rundt i bydelen.
Med en tilsyneladende veloplagt krølle på halen løb det ind og ud af haver, spiste et nedfaldet æble hist og her og skrabte i jorden, hvor der var mulighed for det. Og det blev naturligvis bemærket af mange mennesker, hvilket forbløffede kommentarer på Facebook tydeligt viser.
Blandt andre rådmand Nicolaj Bang, som bor på Hovedgaden, bemærkede de sorte børster smutte forbi ude på gaden, skrev han på Facebook:
“Kom der lige et vildsvin forbi!!? Jeg stod og kiggede ud af vinduet mens jeg talte i telefon, og pludselig så jeg nogle stride børster komme trissende forbi… Det er alligevel ikke hver dag, man lige støder på en grissebasse på eftermiddagstur.”
I Facebook-gruppen Brabrand Beboerne kunne man følge vildsvinets tur gennem bydelen – først med opslaget “Pas på! Vildsvin set ved Brabrand Søpark her kl 15.12!” Og derefter med talrige opfølgninger som for eksempel “Vildsvinet sidst set på vej mod hovedgaden fra Søparkvej!”

En lokal beboer, Niels Andersen, var snarrådig nok til at optage en kort video af vildsvinet, som kl. 15.30 travede lige forbi ham på græsplænen, mens han var i gang med noget havearbejde.
“Pludselig kom det ind i haven, gik en runde og spiste lidt af nogle nedfaldsæbler, vi har. Det gik hen i mod mig, men det virkede ikke farlig. Jeg var ikke bange, men tænkte, hvad sker der nu,” skrev han i sit opslag med videoen.
Livslystent vildsvin
Der gik ikke lang tid, før TV2 Østjylland var på pletten med en reportagevogn. Mediet oprettede hurtigt en live-blog, hvor hele Danmark kunne følge med, mens beretningerne om vildsvinets tur gennem Brabrand blev stadig flere og flere.
Undervejs blev det centrale spørgsmål vendt og drejet: Hvor kom det velplejede vildsvin dog fra. Chippen i øret indikerede, at den var vant til ordnede forhold – men ingen savnede tilsyneladende et vildsvin.
TV2 Østjylland forhørte sig blandt andet hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der oplyste, at vildsvinet ikke kommer fra Marselisborg Dyrehave, hvor der er indhegnede vildsvin.
“TV2 Østjylland forsøger at komme i kontakt med Naturstyrelsen for at finde ud af, om styrelsen ved, hvor dyret kommer fra,” oplyste mediet til læserne.
Den mest sandsynlige teori var i løbet af eftermiddagen, at vildsvinet havde sin gang i en ny indhegning, Constantinsborg har skabt på engene ned til Årslev Engsø – og at vildsvinet livslystent var svømmet over på den anden side af søen for at se sig omkring.
Men den ellers livsbekræftende springtur endte desværre sørgeligt.

Kl. 17.28 kunne TV2 Østjyllands reporter på stedet oplyse, at vildsvinet var blevet skudt på arealet langs jernbanen ved Silkeborgvej.
“Den er blevet skudt med en riffel. Efterfølgende stak en schweisshundefører en kniv i den, for at være sikker på, at den var helt død. Nu tager schweisshundeføreren vildsvinet med sig, og så foretager en dyrlæge nogle prøver for at undersøge for blandt andet svinepest,” skrev TV2 Østjylland.
En lang spændende dag var slut for de mange i Brabrand – og resten af Danmark – som fulgte med. Og så alligevel ikke….
“Hvor kommer de fra???” Lød det midt på aftenen i et nyt Facebook-opslag på Brabrand Beboerne – suppleret af endnu et foto af et vildsvin stående midt på en lokal villavej.
Var der endnu et vildsvin løs i Brabrand?
Nej, efter kort tids undersøgelse af billedet kunne TV2 Østjylland meddele, at billedet af endnu et vildsvin var falsk – formentlig skabt på computeren i et billedbehandlingsprogram.
Du kan igen bevæge dig forholdsvis sikkert rundt i din bydel.
Opdatering:
“Vildsvinet” var ikke et vildsvin, men en ungarsk uldgris, oplyser Constantinsborg til Stiften.
