UEFA C1-træner er det første trin på uddannelsesstigen i fodboldverdenen. I løbet af 2024 har Brabrand IF fået mange flere C1-trænere. I januar bestod 9 BIF-trænere kurset, og i denne uge får yderligere 19 Brabrand-trænere deres bevis.
Med Henrik Andersen fra Brabrand IF Fodbold som drivkraft er Brabrand IF i løbet af året blevet stedet, hvor mange nye fodboldtrænere får deres første kursus-bevis.
I januar 2024 afviklede klubben et kursus med 13 deltagere, hvoraf 9 var trænere fra Brabrand IF.
Men endnu mere markant er det, at man i Brabrand Fodbold igen i november har kunnet afvikle endnu et UEFA C1 kursus med 27 deltagere. Heraf har de 19 trænere deres ugentlige træningsaftener på idrætsanlægget i Brabrand. 5 var fra TST, 2 fra Ebeltoft og en fra Viby-Stavtrup-samarbejdet.
Det store antal lokale deltagere blev en realitet, blandt andet fordi Henrik Andersen sendte mails til alle trænere og holdledere. Efterfølgende ringede han eller skrev en sms til alle trænere, som endnu ikke havde et UEFA C1-kursus.
Desuden har ungdomskonsulent Peter Jacobsen også spurgt dem, han mødte på banerne og i hans netværk gennem klubsamarbejdet.
Lærer hinanden at kende
Henrik Andersen sender en stor anerkendelse til kursusunderviserne Christian Holst Færch – Brabrands egen U19 Liga 1-træner – og Rasmus Stenild Bundgaard.
”Et vigtigt element er også, at de deltagende trænere lærer hinanden bedre at kende i løbet af kurset. Det betyder, at de kan tale sammen om at udfordre spillerne på tværs af årgangene, således at de bedste spillere kan prøve kræfter med nogle der er større, stærkere og bedre end dem selv,” siger Henrik Andersen.
Han tilføjer, at det samtidig kan være en fordel for de knap så stærke spillere, som også kan få en ny rolle sammen med yngre spillere.
”På den lange bane, kan det også føre til et større socialt fællesskab blandt trænerne. De kommer ud af ”osteklokken” omkring deres eget hold og bliver en del af noget større, som DBU siger,” siger Henrik Andersen.
Han sender i øvrigt en tak til de spillere, som træner-kursisterne har ”øvet sig” på. Ud over god gang træning fik de en sodavand i belønning.