Skyerne trak væk, og solen brød frem over Grimhøjvej, mens en mangfoldighed af mennesker myldrede ind på festivalpladsen. Grim Festival var i gang. Forude ventede tre dages koncerter – og masser af hygge. Her fortæller Sten Kloppenborg fra Brabrand, hvorfor Grim Festival er hans yndlingsfestival.
Der er ingen stress på Grim Festival. En halv time inden starten venter en lille kø af festivaldeltagere tålmodigt, mens de frivillige i campingvognen veksler billetter til armbånd.
”Hvis I ikke gider at vente, kan I bare vise jeres billet til mig, så kan I gå direkte ind på pladsen og gå ud og få jeres armbånd senere,” tilbyder en anden frivillig ved indgangen.
Inde på pladsen er har mange allerede indtaget de mange hyggekroge og får vendt verdenssituationen over en øl eller en kop kaffe, inden det går løs med musikken.
Børn i alle aldre løber rundt og leger på pladsen. Nogle skater, andre bliver malet i ansigtet. Og så er der fuld aktivitet foran graffitivæggen, hvor der er rig lejlighed til at prøve sine kunstneriske evner af med en spraydåse.
”Gode chancer for en stor liveoplevelse!”
Det er 15. gang, Grim Festival inviterer til ”Danmarks grimmeste festival”, og en af de trofaste deltagere er Sten Kloppenborg, Hejredalsvej i Brabrand.
”Det der gør “Den Grimmeste” til min yndlingsfestival, er deres evne til at tiltrække vitale etablerede navne, og samtidig spotte nye spændende talenter, der har potentiale til at blive dit nye yndlingsband”, forklarer Sten Kloppenborg.
”På ”den grimme” er der kun musik på én scene af gangen, så man behøver ikke, som ved mange andre festivaler, at gå glip af noget. Kvaliteten er høj, og har et band klaret “cuttet” til at spille på ”den grimme”, er der gode chancer for en stor liveoplevelse.”
”Så en anbefaling må være, at man er nysgerrig og hører så meget som muligt af de navne, du ikke kender i forvejen. I år er jeg særligt nysgerrig på Sjakket, Sherpa og GOSS.”
”Og så glæder jeg mig til for første gang at høre The William Blakes, Thøger Dixgaard og Speaker Bite Me spille live. Men charmen er, at det sagtens kan være et helt andet band, der bliver årets grimmeste oplevelse”, understreger Sten Kloppenborg.
Når Skanderborg rimer på Manowar…
Kl. 17.00 indtager rapperne Jonny Hefty og Jøden den store scene, Skovscenen, og giver den straks gas med en blanding af jokes og underfundige kommentarer. ”Hvilken frisure har kagemanden….? Slikhår!” er i den pænere kategori.
De har spillet sammen i næsten 20 år og magter stadig at improvisere og sætte rytmiske rim sammen, så det for eksempel lyder helt rigtigt, at Skanderborg rimer på Manowar…
De inviterer et par festivalgæster på scenen og beder dem om at ”ryste med roen”, mens de spiller ”klassikere” som ”Gamle Dreng” og ”Vi går aldrig hjem”.
Inde i gården på Bonzai-scenen tager Sjakket over, hvor Jonny Hefty og Jøden slap. Det er humoristisk, håndspillet hiphop – og så på nordjysk!
Poetry slam for fuld udblæsning
Foran en lille scene mellem træerne har 15-20 festivalgæster samlet sig for at lytte til poetry slam. Grim Festival har inviteret poeter fra nær og fjern til at komme og fremføre egne tekster. De eneste regler er, at man hverken må være klædt ud eller nøgen – og at teksterne skal være selv-skrevne. En udvalgt dommerpanel giver indsatsen point fra 1 til 10.
Jesper Kirkegaard, som tidligere har optrådt med poetry slam på Gasværket i Brabrand, varmer publikum op, inden det går løs med konkurrencen.
Mens solen daler langsomt ned over skovkanten, strømmer stadig flere ind på festivalpladsen. Grim Festival er godt i gang.
Det er stadig muligt at købe éndags-billetter á 350,- ved indgangen, Grimhøjvej 20 i Brabrand. Du kan se programmet for via dette link.