
De hårdt prøvede beboere på den sydlige del af Annettevej nærmer sig dagen, hvor entreprenør-virksomheden Nordstern overdrager de første færdig-renoverede lejligheder til beboerne. For nogle af dem venter dog nye prøvelser: På det seneste har der vist sig betydelige fugtskader og skimmelsvamp.
“Er det ikke vildt?”
En af håndværkerne, som går ind og ud af lejligheden, stopper op og ser bekymret på de bare vægge, der har den bekymrende sort-brune farve, der antyder problemerne: Skimmelsvamp.
Her bor Anna Assentoft med sine to små børn. Hun er urolig, efter at sanerings-medarbejderen fra Kingo Karlsen netop har været forbi og kategorisk har udtalt, at boligen er ubeboelig, da væggene er gennemsyret af skimmelsporer.
Hun er ellers en af de beboere i boligområdet Søvangen, som endelig kunne skimte lyset for enden af tunnellen: Efter cirka otte måneder med skiftende håndværkere gående ind og ud af lejligheden har entreprenøren Nordstern meldt ud, at hun sammen med de øvrige beboere i opgangen kunne forvente, at arbejdet i lejligheden vil blive afsluttet senere i marts.
Nu ved hun ikke, hvad hun kan forvente. Foreløbig har Brabrand Boligforening henvist hende og de to børn til et af de såkaldte pauserum et andet sted i Søvangen. I mellemtiden bliver lejligheden gennem-saneret og får nyt gulv.
Men det er foreløbig uafklaret, hvor alvorligt skimmel-angrebet er. Fredag bliver lejligheden besigtiget af kommunens ekspert på området.
Det har gjort en del beboere på den sydlige del af Annettevej bekymrede, at der nu konstateres skimmelangreb i den afsluttende del af renoveringen. Nogle har døjet med fugtskader og indtrængende vand undervejs, og en del frygter, at det også kan have resulteret i skimmelangreb på deres lejligheder.
Ingen grund til generel bekymring
Direktør i Brabrand Boligforening, Kristian Würtz, mener ikke, at beboerne i Søvangen generelt skal være bekymrede for skimmelangreb i lejlighederne:
“Der er nogle steder, hvor vi var klar over, at ydermure kunne være angrebet af skimmelsvamp. I virkeligheden var det en af hovedårsagerne til, at vi gennemfører den omfattende renovering: Den måde, husene og blokkene i området er bygget på, har gjort dem sårbare for skimmelangreb,” siger han.
“I forarbejderne til renoveringen havde vi lokaliseret nogle af de ydervægge, der kunne være problematiske. Men vi kunne også se, at det først ville give mening at gennemføre skimmel-sanering, når de nye facader var monteret, så lejligheden er tør.”
Kristian Würtz tilføjer, at han sagtens forstår, at det for beboerne må være frustrerende, når man regnede med, at lejligheden var stort set færdig – og så opstår der yderligere problemer.
Skal det forstås sådan, at I mener, I har lokaliseret alle de steder, hvor der kan være skimmelangreb i murværket?
“Jeg vil helst ikke lægge hovedet på blokken, da vi ved, at der generelt er en sårbarhed for skimmel-angreb i nogle af murene. Men jeg mener ikke, at folk generelt skal være bekymrede for konkrete skimmel-problemer i deres lejligheder. De renoverede lejligheder med nye altaner, karnapper, ekstra isolering og opmuring vil være godt beskyttet,” svarer han.
“Jeg vil opfordre til, at man tager kontakt til vores projektkontor, hvis man er bekymret for skimmelangreb. Så kan vi i hvert tilfælde finde ud af, om der faktisk er tale om skimmel-sporer.
Kan man bo i lejligheder, der er ramt af skimmelangreb i det omfang?
“Det vil altid være en konkret vurdering. Hvis et skimmel-angreb er konstateret og løst, behøver det ikke at være et stort problem. Men det må som sagt være op til en individuel vurdering,” svarer Kristian Würtz.

En række beboere har gennem efteråret og vinteren efterspurgt genhusning til de familier, som har følt sig hårdt ramt af renoveringen. Men Brabrand Boligforening mener fortsat, at beboerne bør kunne klare sig med brug af de såkaldte pauserum.
Yderligere forsinkelser
I et brev til beboerne i slutningen af februar skriver Brabrand Boligforening, at de hårdt prøvede opgange i den sydlige del af Annettevej nu kan se frem til, at håndværkerne færdiggør arbejdet i deres lejligheder.
Nordstern forventer at færdiggøre det indvendige arbejde på Annettevej 30-36 inden udgangen af marts, og boligforeningen vurderer, at tidsplanen kan holde.
“Der vil derefter kun laves mindre fejl og mangler i lejlighederne. Tag- og facadearbejdet på hele blokken forventes færdigt ved udgangen af april og stilladset tages ned. Udearealerne omkring blokken må dog vente til foråret, når vejret bliver bedre,” skriver boligforeningen.
“Selvom hovedtidsplanerne følges, er vi fuldt bevidste om, at mange af jer stadig oplever store gener i hverdagen. Jeres hjem er blevet en byggeplads, og håndværkere kommer og går. Særligt har Nordstern haft udfordringer i de første blokke, hvor skæve facader har gjort det svært at montere nye altaner og vinduer. Det har desværre forsinket arbejdet og skabt yderligere gene for beboerne.”
Opgaver må laves om
Ud over problemer med skimmel kan en del beboere i øvrigt forvente jævnlige besøg af håndværkere, også efter at Nordstern formelt set er færdige med arbejdet i lejlighederne:
“Kvaliteten af arbejdet i de første opgange i blokkene har desværre ikke været tilfredsstillende. Rådgivere og projektkontoret fører tilsyn og afviser at modtage arbejde af dårlig kvalitet, hvilket betyder, at visse opgaver må laves om. Det forlænger desværre processen og medfører, at nogle beboere igen får håndværkere i hjemmet, selvom de netop var blevet færdige,” skriver Brabrand Boligforening til beboerne.
“Vi forstår, at dette er frustrerende, men vi er nødt til at fastholde kravet om høj kvalitet. Det er vigtigt for at give jer den bedst mulige bolig og minimere fremtidige vedligeholdelsesudgifter i afdelingen.”
Manglende overholdelse af aftaler og tidsplaner
I brevet skriver boligforeningen, at man ved, at arbejdet kan føles kaotisk, men at man arbejder målrettet på at få renoveringen afsluttet hurtigst muligt:
“Både håndværkere, rådgivere og projektkontoret gør deres yderste for at sikre, at beboerne kan vende tilbage til en mere normal hverdag – det er vores højeste prioritet.”
Boligforeningen erkender også, at der undervejs har været problemer med udførelsen af arbejdet. I slutningen af januar afholdt Brabrand Boligforening et møde med Nordstern og de tilknyttede rådgivere, hvor der var fokus på “en række alvorlige problemstillinger”, skriver boligforeningen:
“Manglende overholdelse af aftaler og tidsplaner, dårlig behandling af beboerne samt mangelfuld kvalitet i det udførte arbejde. Disse forhold har været påpeget over for Nordstern gennem længere tid uden den ønskede forbedring – måske snarere tværtimod. Boligforeningen oplevede dog, at Nordsterns ledelse lyttede til vores klager og lovede forbedringer.”
Især prioriteres nu færdiggørelsen af de to første blokke, hvor beboerne har været særligt hårdt belastet.
Flere kræfter til dialog
For at styrke planlægning, styring og kommunikation har Nordstern ansat to ekstra projektledere, der særligt skal sikre bedre dialog med beboerne i blokkene. Også Brabrand Boligforening har tilført flere ressourcer til projektkontoret.
“Det er vores oplevelse, at der er brug for flere kræfter til dialogen med beboerne både før og under renoveringsarbejdet. Derfor har både entreprenøren Nordstern og vi mandet op i den bestræbelse,” siger Kristian Würtz.
“Vi har en klar forventning om, at dette vil gøre en positiv forskel. Bedre og mere rettidig kommunikation er afgørende for, at beboerne føler sig ordentligt behandlet.”
Brabrand Boligforenings direktør opfordrer generelt til, at man tager kontakt til boligforeningens projektkontor, når man oplever udfordringer undervejs i renoveringen.