Når Trine Dupont og Jørn Uhrenholt mødes med deres klienter i en sanselig erkendelse, er det kontroversielt på mange måder. Dels er den terapeutiske samtale efterfulgt af berøring, dels er de selv og deres klienter nøgne under massagen. De udgiver nu en bog om seksualitet som livskraft.
I en tid med stort fokus på personlige grænser er seksualitet og sanselighed i en terapeutisk ramme vigtigere end nogensinde før. Det gælder både, når terapien handler om seksualitet, og når andre terapeutiske emner som skam, ensomhed, stress, præstationsangst og depression berøres.
Den 14. oktober udgiver Trine Dupont og Jørn Uhrenholt deres bog “Berørt – seksualitet som livskraft”. Bogen beskriver, hvordan det er muligt at arbejde med seksualitet i et terapeutisk rum på en ny måde.
“Vi er meget bevidste om, hvad tryghed betyder i mødet med vores klienter. Vi oplever, at seksualiteten er en afgørende kraft i os som mennesker, som er vigtig, når vi arbejder med personlig udvikling. Sanseligheden i massagen giver mulighed for at fjerne sig fra den logisk-rationelle tænkning og åbne for nye erkendelser,” siger Trine Dupont.
Bogen introducerer blandt andet et eksplicit sprog for grænser i det, som forfatterne kaldeer ja- og nej-sproget. Det er et sprog, der skaber bevidsthed om grænsesætning ikke blot i terapien og massagen, men i livet generelt. Sproget beskriver, hvordan og hvorfor det er vigtigt og tilladt at sige ja og nej uden forklarende begrundelser, skyld eller skam.
Samtidig præsenteres nogle af de etiske dilemmaer og mulige løsninger, som forfatterne møder i deres arbejde, og som er relevant for både behandlere og klienter.
Frisat familieform
Ligesom deres terapiform er Trine og Jørns familieform kontroversiel. Trine og Jørn kom ind i hinandens liv for seks år siden, og er i dag kollegaer og kærlighedspartnere. Hertil er Trine gift med Morten, der også har en partner uden for ægteskabet, og hver især har Trine og Jørn store og voksne børn. Frisættelsen af familieformen er lige så overvejet som deres terapiform og har udviklet sig langsomt, så alle kunne følge med.
“Jeg kan ikke anbefale, at man kaster sig ud i at leve, som vi gør. Det kræver tid og engagement af alle involverede og en meget tydelig forventningsafstemning. Men finder man en vej i det, er det meget frisættende,” siger Jørn Uhrenholt.
Bogen “Berørt – seksualitet som livskraft” henvender sig til alle, der interesserer sig for personlig udvikling, massager, psykoterapi og seksualitet. Bogen indeholder både refleksioner over terapiformen og etikken bag, beskrivelser af den måde sanselig erkendelse helt konkret gribes an på og kommer via casehistorier helt tæt på de mennesker, der kommer til sanselig erkendelse.
Trine Dupont (1970) er gift med Morten, som hun har tre børn med. De har fundet nye veje i deres ægteskab og lever sammen som familie med hver deres kæreste ved siden af. Trine er uddannet folkeskolelærer og psykoterapeut.
Jørn Uhrenholt (1971) er far til to voksne døtre, og han er uddannet cand. merc. i strategi og ledelse, men har siden uddannet sig til psykoterapeut. Jørn kommer frit i huset hos Trine og Morten.
Bogen præsenteres ved en udgivelsesreception torsdag d. 14. oktober kl. 16-19 i Haveforeningen Rugholm, Fr. Jensens Vej 265, 8260 Viby J. Alle er velkomne. De to forfattere fortæller om bogen, og Lukas La Cour og Bjørn Rasmussen optræder med lyrik og musik. Tilmelding via Facebook-begivenheden her.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Trine Dupont og Jørn Uhrenholt.