
Det myldrer med badminton-talenter i Brabrand IF Badminton. Forleden kunne afdelingen fejre, at hele tre ungdomshold har kvalificeret sig til Danmarks-mesterskaberne for ungdomsspillere. De unge spillere var i sidste weekend i kamp i haller rundt om i Danmark.
Der var kage til alle, da Brabrands unge badmintonspillere og deres forældre forleden kunne fejre, at det er lykkedes hele tre af klubbens ungdomshold at kvalificere sig til de danske ungdomsmesterskaber.
Alle spillerne modtog desuden medaljer og trøjer med eget navn for sammen at have spillet sig til tops i deres række.
De tre hold var i sidste weekend ude og konkurrere i henholdsvis u11, u15 og u17/19-rækkerne på C- og D-niveau.
“Det er super sejt, at så mange hold har kvalificeret sig til DM-stævnerne. Det er virkelig fedt at se, at klubben har så mange gode spillere, som hele sæsonen har givet den gas her i Brabrandhallerne og mange andre steder i Østjylland det sidste års tid,” sagde afdelingens formand Jesper Richardt.
Han glædede sig desuden over at være formand i en forening, der udvikler sig så meget. For to år siden lykkedes det et enkelt hold fra Brabrand IF Badminton at kvalificere sig til mesterskaberne, og sidste år var det to hold. Og nu skal hele tre hold altså afsted.
“Stor tak til jer forældre, som bakker op omkring holdene, som holdledere og chauffører, og I bager også kager og danner heppekor i hallerne. Hvis vi ikke havde jer, var der ikke noget, der hed holdkampe her i klubben,” sagde han.
Efter overrækkelsen tilføjede Jesper Richardt, at det netop viser kvaliteterne ved at være en breddeklub, at så mange spillere udvikler sig til at kunne klare sig så godt på et niveau lige under det absolutte eliteniveau.
Brabrand IF Badminton har i det hele taget gennem de senere år været igennem en stor udvikling og har nu lidt over 90 ungdomsspillere.




